Tænkeren fra Heretica

Kritikeren Bjørn Poulsen har stået i skyggen af sine berømte venner og samtidige. Men nu er der kommet en bog om ham. Vi får nye ting at vide, men helt ud af skyggen kommer han ikke

Monografien om Bjørn Poulsen er skrevet af den tidligere højskoleforstander Jørgen Gammelgaard. Og det er tiltrængt, for mens der gennem en årrække er fremkommet meget materiale og mange analyser af Martin A. Hansen, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel og Tage Skou-Hansen, er Poulsen for-blevet i skyggen af sine berømte samtidige.
Monografien om Bjørn Poulsen er skrevet af den tidligere højskoleforstander Jørgen Gammelgaard. Og det er tiltrængt, for mens der gennem en årrække er fremkommet meget materiale og mange analyser af Martin A. Hansen, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel og Tage Skou-Hansen, er Poulsen for-blevet i skyggen af sine berømte samtidige. Foto: .

Bjørn Poulsen (1918-2000) var litteraturmagister fra Aarhus og en af de to første redaktører af det berømte tidsskrift Heretica, der udkom fra 1948 til 1953. Han ville være digter ligesom sin studiekammerat og medredaktør Thorkild Bjørnvig og fik også enkelte digte publiceret i tidsskriftet, men han fik aldrig udgivet en digtsamling.

LÆS OGSÅ: "Heretica er mig for velbegavet"

I stedet lagde han an til at blive (og blev vel også af de andre betragtet som) hereticanernes tænker og store litteraturkritiske begavelse, deres Georg Brandes, som Bjørnvig en gang har formuleret det. Den samlede produktion blev dog af et meget beskedent omfang, hvoraf de vigtigste bidrag er de to essay Elfenbenstårnet fra 1948 og Ideernes krise i åndsliv og politik fra 1960.

På trods af eller måske i virkeligheden på grund af sin i omfang beskedne produktion er Bjørn Poulsen blevet sagnomspunden. At han er temmelig svær at læse, har nok også hjulpet til. Var han en stor, men forspildt begavelse, fordi han ikke fik skrevet mere, end han gjorde? Den, der ene mand kunne matche Villy Sørensen og Torben Brostrøm, hvis man skal måle ham med de sammenlignelige figurer i den generation, der kom efter Heretica?

Det er ikke helt nemt at afgøre, men nu er der for første gang udkommet en monografi om Bjørn Poulsen, skrevet af den tidligere højskoleforstander Jørgen Gammelgaard. Og det er tiltrængt, for mens der gennem en årrække er fremkommet meget materiale og mange analyser af Martin A. Hansen, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel og Tage Skou-Hansen, er Poulsen forblevet i skyggen af sine berømte samtidige.

Gammelgaard har, så vidt jeg ved, som den første haft mulighed for at gå i Bjørn Poulsens arkiv, og der kommer da også interessante ting for en dag. På det biografiske plan får vi en del at vide om Poulsens familiebaggrund og hans studieår i Aarhus, hvor hovedkilden indtil nu har været vennen Bjørnvigs erindringer.

De to havde et stærkt venskab og en fælles front, hvor de støttede hinandens projekter og sejlede af sted på en idémæssig tømmerflåde, hvis tønder dels var stort anlagte kulturkritikere som Spengler, Vilhelm Grønbech og Arne Sørensen, dels digtere som Rilke og Eliot.

Tragedien er dog, at da de to venner endelig gennem Knud W. Jensens mæcenat og Ole Wivels organisatoriske talent fik muligheden for at realisere alle deres ungdoms tidsskriftsdrømme, foruden frie boliger i Vedbæk, faldt det hele på gulvet. De kunne ikke få samarbejdet til at fungere. Poulsen var perfektionist, meget langsom og i perioder sat ud af spillet af depression og svært diagnosticerbare sygdomme. Det endte med, at han i 1949 måtte forlade samarbejdet og den frie bolig.

Noget umotiveret bryder Gammelgaard den biografiske skildring af med denne krise, og vi hører intet mere om Poulsens liv. Ikke at der har været så meget at fortælle, men han kunne dog godt nævne, at Poulsen livet igennem var litterær konsulent og redaktør på Gyldendal og dermed forblev en diskret aktør på det danske kulturelle parnas. Han kom også på Kunstfondens livsvarige ydelse.

Poulsen var livet igennem hæmmet af sin perfektionisme og skriveblokering. Men det blev dog til enkelte artikler og foredrag, og i en periode i 1970erne var han fast kronikør på Morgenavisen Jyllands-Posten. Hans stjernestund i offentligheden var et foredrag på det berømte Krogerup/Lousiana-møde mellem politikere og intellektuelle i 1960, som blev udvidet til den lille bog Ideernes krise i åndsliv og politik og skabte en del debat. Efter årene på Jyllands-Posten er Poulsen tavs indtil sin død.

Hvad angår tiden efter Heretica, koncentrerer Gammelgaard sig om Poulsens tankeverden. Der kommer da også interessante ting frem, blandt andet at Poulsen med tiden blev meget optaget af Grundtvig frem for de mere apokalyptiske kulturkritikere fra ungdommen. Og at han, hvad man godt kan ane i Ideernes krise , med tiden blev skeptisk over for Heretica-kredsens tema om kunsten som erkendelse.

Det er dog svært at greje, hvad han får ud af Grundtvig, og man kan komme i tvivl om, hvorvidt Gammelgaard har haft tilstrækkelig tid til at arbejde med arkivteksterne. Eller om de har været for ufærdige eller sagligt uigennemtrængelige. Flere gange må han opgive at redegøre for Poulsens synspunkter. Han er, som nævnt, også temmelig svær at læse, og så kan Gammelgaard nok så meget sige, at Poulsen lagde vægt på, at man skulle udtrykke sig i almen-sproget og ikke i begrebssprog. Man må nogle gange rive sig i håret, også fordi Poulsen efter mit skøn ikke ligger så langt fra en senere tids dekonstruktivister. Han ynder de gådefulde og paradoksalt tilspidsede formuleringer, og han har en vis forkærlighed for at opløse diverse positive grundlag, man kan vælge at stå på. Så forskellige ånder som Ole Sarvig, K.E. Løgstrup, Villy Sørensen og Søren Krarup kommer i hans kritiske syrebad, og fint med det. Men det er meget svært at se, hvilket alternativt sted han selv tænkte og skrev fra.

Danmark er ikke overforsynet med borgerlige intellektuelle, og der har været en vis interesse i at gøre Poulsen til en af disse. Ifølge Gammelgaard havde han det svært med det. Ikke desto mindre kan man nu godt læse en vis (kultur)konservatisme ud af Ideernes krise i åndsliv og politik.

Men jeg er enig med Gammel-gaard i, at den opfattelse af Poulsen som stærkt reaktionær, som Villy Sørensen og hans generationsfæller fik udbredt, ikke har meget på sig. Det var nok også bøvlet for 1960er-modernisterne, at Poulsen ikke selv længere gik ind for den dyrkelse af kunsten, de havde overtaget fra ham og Heretica. Samtidig med at de skulle gælde for meget moderne og helst ikke stå i gæld til de forgængere, de profilerede sig ved at tampe på.

Det er godt, at Gammelgaards bog er kommet. Men helt ud af skyggen kommer Poulsen ikke. Der skal mere til. For eksempel en samling af de kronikker, han skrev til Jyllands-Posten, suppleret med de foredragsmanuskripter og arbejdspapirer, der med enkelte kommentarer måtte egne sig til publicering. Kan man læse en sammenhængende anskuelse om samfund, politik, kunst med videre ud af Poulsens skrifter? Var han, i konkurrence med Martin A. Hansen, hereticanernes tænker, deres Villy Sørensen, eller blev det mest til højt begavede markeringer, negativ kritik og springske indfald? Det spørgsmål står stadig ubesvaret.

Måske er drømmen om Bjørn Poulsen kun en drøm. Men det ville nu være rart at få vished.

kultur@k.dk