Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, sagde, da hun blev formand i 2005, at hun ville ”arbejde” Venstre og De Konservative ”ud af regeringskontorerne”. Spørgsmålet er, om de to partier er ved at gøre det selv.

I foråret lignede det umiddelbart et genialt træk, at regeringen fik De Radikale med i tilbagetrækningsreformen, efter at Socialdemokraterne havde forladt forhandlingerne. Budskabet var, at regeringen var i arbejdstøjet, om end den store økonomiske reform ikke kunne omsættes til virkelighed før valget.

Siden har Socialdemokraterne og SF ladet forstå, at reformen og indgrebet i efterlønnen vil blive gennemført, hvis en ny regering bliver afhængig af De Radikale, og Dansk Folkeparti står fast ved sin aftale med den nuværende regering.

Det sidste er noget af et politisk hasardspil i oppositionen. Socialdemokraterne og SF kan håbe på et rent rødt flertal, men hvis det udebliver, har de to partier på forhånd spillet alle kort af hånden og må acceptere tilbagetrækningsreformen, stort set som den foreligger. Det er en politisk sejr for regeringen, men også en sejr, der har gjort det mere legitimt for borgerlige vælgere at stemme radikalt ud fra en økonomisk synsvinkel.

Et gennemgående tema i valgkampen bliver uden tvivl, at begge fløje står splittede. På regeringssiden er der måske nok enighed om den langsigtede økonomiske politik, men hvad der skal ske på kort sigt, er knapt så indlysende.

Venstre advarede igen fra sit sommergruppemøde mod yderligere gældsætning, men samtidig åbner partiet en kattelem for, at man kan fremrykke offentlige investeringer for at sætte gang i beskæftigelsen.

Statsministeren understregede også i går, at fremrykkede investeringer skal være fuldt finansierede, men præcis hvad, hvor og hvor meget, der skal investeres for, må vælgerne altså vente på svar på. De kommer nu tidligst, når finansloven fremlægges.

LÆS OGSÅ: "Farvel til regionerne"

Som nævnt er et af de centrale budskaber fra Venstre nu, at regionerne skal nedlægges. Det åbner for, at op til en halv milliard kroner årligt kan flyttes fra kold administration til varme lægehænder, men det vil næppe flytte vælgere i stort tal. Derimod løber statsministeren en oplagt risiko for at genåbne den konflikt med yderområderne, som han netop var ved at få styr på. Hvis vestjyder var utilfredse med, at et nyt sygehus skulle ligge i Herning, vil de næppe glæde sig over, at deres sundhedsvæsen i fremtiden skal administreres i Aarhus.

Udspillet har imødekommet De Konservative og Dansk Folkeparti, men til gengæld har det åbnet for intern uenighed i Venstre.

Det er nok en tvivlsom vej til at forblive i regeringskontorerne.

hoffmann@k.dk