Anne Katrine Gottfred Jensen |
13. august 2011
Marianne Eilenberger undersøger i sin nye bog, hvad og hvor meget der er at bekymre sig om, når det kommer til pigers opvækst anno 2011. Det vigtigste råd er, at forældre skal turde vælge på deres børns vegne
Idéen til bogen ”Datterselskabet” begyndte med en video på internetsiden YouTube, hvor folk kan dele videoklip med hinanden.
LÆS OGSÅ: Nye kønsroller præger legetøjsreklamerAmy hedder videoen, og den er en del af hudplejeproducenten Doves selvværdskampagne, Campaign for Real Beauty (Kampagne for ægte skønhed, red.). Videoen viser en sød teenagedreng på cykel på vej hen til huset, hvor pigen Amy bor. Han står ved lågen, kigger op mod huset og kalder på hende, men hun viser sig aldrig. Beskueren får et indtryk af, at Amy står i et mørkt værelse og kigger ud på ham gennem et vindue, hvor sprosserne minder om tremmer. I videoen står der: ”Amy kan nævne 12 ting, der er galt med hendes udseende. Han kan ikke nævne en eneste.”
Forfatteren til bogen ”Datterselskabet”, Marianne Eilenberger, der selv som debattør gennem flere år har beskæftiget sig med kvinder, mænd, børn og livsstilsproblemer, ser på, hvad der får piger til at reagere sådan. Hvorfor håret skal være sat og ikke bare redt, førend de kan gå i skole. Hvorfor forfatteren i løbet af vinteren i København, hvor hun bor, kunne se piger under 10 år i gamacher og små sko, mens andre gik i vinterstøvler og flere lag tøj.
Marianne Eilenberger har talt med en række fagfolk fra en psykologiprofessor over en lektor og ph.d. i medievidenskab til en børne- og spilbibliotekar. De giver alle gode råd til, hvordan man kan hjælpe børn og i særdeleshed piger.
Efter at have arbejdet med bogen fremhæver Marianne Eilenberger rådet om, at man skal lære sit barn at kende, så man ved, hvad det er for en datter, man har, og kan støtte hende bedst muligt. Og så skal man være en voksen forælder. Hendes definition er, at forældre skal tage ansvaret på sig.
Det kan for eksempel være ikke at lade vuggestuebarnet vælge sin egen påklædning og forstå, at en syvårig ikke skal have ansvaret for at vælge sin kost og selv sørge for, at den er sund.
Hvis forældre vælger at klæde deres børn på som fortalt ovenfor, er det deres valg, men ifølge Marianne Eilenberger er det på grænsen til omsorgssvigt. En ting er kulden, noget andet er de værdier og idealer, som pigerne opdrages til at få.
For spiseforstyrrelser, lavt selvværd og en overdosis af piller fylder mere blandt især teenagepiger, og det har fået Marianne Eilenberger til at tænke over, hvad der er gået forud for det. Også foranlediget af, at hun selv har en datter på otte år.
Marianne Eilenberger mener dog, at mængden af børn og unges problemer er nogenlunde konstant. Nutidens udfordringer er blot anderledes end for 30, 60 eller 90 år siden.
Piger skal stadig være søde og sociale, mens der nu kommer endnu et pres. Det handler om udseendet.
Og så kan der i dag hurtigere opstå dilemmaer, fordi børn overhaler deres forældre, når det kommer til teknologi.
”Allerede når børn er 12 år, er de stormet foran forældrene med chatfora, mobiltelefoner og teknologi i det hele taget. Før kunne man vejlede sine børn i længere tid,” siger Marianne Eilenberger.
Netop medierne og den generelle velstand har været med til at skubbe til pigernes problemer.
”Vi har haft et verdenshistorisk opsving de seneste 10 år. Når man har virkelig mange penge, kan man begynde at købe flere ting. Det skønhedsfokus, der lægges på piger, er altså et overskudsfænomen,” siger Marianne Eilenberger.
Hun kritiserer imidlertid ikke for eksempel reality-serier, modebladsindustrien og sociale mødesteder på internettet, som ellers andre steder får skyld for pigers lave selvværd og fokus på udseendet.
”Jeg har ikke dét der glidebaneargument med ’hvor ender det hele dog, hvis vi ikke standser det nu’. Vi skal forholde os til det, når det er her, for vi kan alligevel ikke rulle udviklingen tilbage,” siger hun.
En del af den kultur, som Marianne Eilenberger dog vender sig imod i ”Datterselskabet”, er ”pinkificeringen”, som hun selv har døbt den. Den går blandt andet ud på, at piger og drenge puttes i kasser, hvor der for pigernes vedkommende kun er plads til pink og lyserøde ting og pigede hobbyer som balletdans.
Ifølge Ida Koch, psykolog og en af bogens eksperter, er der en fare ved den kategorisering.
”Den lille pige, der har et sindssygt dyrt lyserødt værelse med alt Playmobil og små plasticdyr med tilbehør, er det et barn, der har det godt? Jeg er bekymret for, at alt det udstyr blokerer for noget andet – måske kreativiteten inden i hende selv,” udtaler Ida Koch i bogen.
Marianne Eilenberger beskriver også fænomenet med, at voksne oftere stiller deres børn spørgsmålet: ”Hvad føler du?”.
I bogen giver hun nogle eksempler.
”Vil du med hjem til mormor?”, ”Kan du lide peach melba-yoghurt?” og ”Hvem er din bedste veninde?”.
Ifølge Marianne Eilenberger er det ”smaddergodt”, at forældre interesserer sig for deres børn og spørger til dem og deres liv, men der er også en faldgrube.
”Vi tvinger vores børn til at kigge for meget indad, og det kan forhindre dem i at være til stede i nuet. Vi kender det også fra os selv, at hvis vi konstant overvåger os selv og vores følelser, er det nemmere at få et negativt selvbillede,” siger hun og tilføjer, at mindre børn skifter humør ret hurtigt og derfor ikke føler det samme i særlig lang tid ad gangen, eller man kan skabe følelser i dem, som ikke naturligt er der.
”Hvis man spørger børn om noget, vil de gerne svare og gøre de voksne glade. Og så begynder de måske at føle noget, som de slet ikke føler,” siger Marianne Eilenberger.
Men hun understreger, at det selvfølgelig er nødvendigt at gøre noget, hvis barnet virkelig er ulykkeligt.
Derfor skal forældrene påtage sig det ansvar, som følger med at være voksen, og vælge for deres børn, mens de er for små til selv at foretage fornuftige valg.
Marianne Eilenberger understreger dog, at forældreansvar ikke handler om en skyldfølelse hos forældrene, hvis noget går galt, men at der er en sammenhæng mellem, hvordan forældre er, og hvordan deres børn bliver. Og det skal forældrene være opmærksomme på. Derfor er bogen heller ikke ment som en opsang til de voksne om at tage sig sammen. Men som nogle råd til alle de forældre, som inklusive Marianne Eilenberger selv har pigebørn, der skal guides gennem livet.
anne.jensen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad