Aarhus’ nye borgmester, Jacob Bundsgaard Johansen, er en stor fan af forfatterne Paul Auster og Albert Camus, og så vil han gerne slå et slag for børnekulturen
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
”Jeg læser altid flere bøger parallelt og er ofte i gang med tre-fire bøger på samme tid. Jeg har senest læst to bøger: ’Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe’ af japaneren Haruki Murakami. Det er en slags selvbiografisk refleksion over, hvordan han bruger løb i sin hverdag. Den vakte meget genkendelse hos mig, fordi jeg selv bruger det at løbe som en metode til at koble af på og samtidig få ny energi.
LÆS OGSÅ: Moderne familiefar overtager borgmesterkæden i AarhusOg så Paul Austers ’New York-trilogien’. Jeg har længe været interesseret i amerikansk litteratur, men har først på det seneste fået taget rigtigt fat på ham. Han skriver fantastisk, synes jeg. Generelt læser jeg meget, når tiden tilader det. Jeg er med i en litteraturgruppe, som vi kalder ’Ewalds Minde’. Her forpligter vi hinanden til at skrive små anmeldelser af de bøger, vi har læst, og så mødes vi én gang årligt til en dikussion om bøger.”
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
”Det må være ’Den fremmede’ af Albert Camus, som jeg læste første gang, da jeg var 15-16 år og siden har genlæst mange gange. Den ramte mig på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg gjorde mig en række eksistentielle overvejelser om livet, om at kunne håndtere og omfavne det ukontrollable og leve med usikkerhed og ulighed. Det var også på det tidspunkt, hvor mit politiske ståsted for alvor begyndte at forme sig.”
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
”Til dem, der endnu ikke har haft lejlighed til at opleve Olafur Eliassons værk ’Your Rainbow Panorama’ på taget af ARoS, Aarhus Kunstmuseum, vil jeg kraftigt anbefale, at man giver sig selv den oplevelse. Det er en unik mulighed for at se Aarhus i nyt lys og i mange forskellige farver.
Det er en oplevelse for både sanser og intellekt og en påmindelse om, at de farver, vi betragter verden igennem, har betydning for, hvordan vi oplever den. Mangfoldigheden er vigtig,for hvis man kun ser verden gennem én farve, går man glip af rigtig meget.”
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?
” Jeg tror, det er et sammensurium af mange kulturoplevelser, der er med til at forme os som mennesker. Noget af det, jeg i øjeblikket giver videre til mine børn, er jeg også selv formet af. Det er blandt andet eventyrene af H.C. Andersen og brødrene Grimm og Astrid Lindgrens fremragende børnebøger. ”
Hvad betyder kultur for dig?
”Kultur er både noget, der kan fornøje og sætte tanker i gang, og sommetider skal den også kunne provokere. Kultur giver mig nye perspektiver på den verden, vi lever i.”
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
”Da jeg sad som kulturrådmand, gjorde jeg meget ud af at få sat nye tiltag i gang inden for børnekulturen, og den har stadig brug for at rykke længere frem i rampelyset. Kultur har en stor dannelsesmæssig betydning for vores børn og er dermed også vigtig for samfundsudviklingen.”
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
”Det er der givetvis, men jeg kan ikke sætte fingeren på noget konkret. Jeg orienterer mig meget bredt og lytter eksempelvis til både klassisk musik og rockmusik. Jeg holder meget af, at folk gør sig umage, og når det gælder kultur, så er aktørerne typisk menensker, der virkelig brænder for det, de laver, og gør sig stor umage. Gør man ikke det, så bliver det uinteressant.
washuus@k.dkJacob Bundsgaard Johansen