DDR-spids bag lukkede mure

Mur mellem folk og regering. DDR's statsmænd kom mere og mere på afstand af folket og endte med at leve i deres egen verden.

- FABRIZIO BENSCH/Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Tyskland

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Peter Skov-Jakobsen biskop over Københavns Stift | 15. august 2011

DDR’s statsmænd kom mere og mere på afstand af folket og endte med at leve i deres egen verden. Det førte til et ynkeligt slutspil, hvor de tidligere magthavere udstillede deres uvidenhed om folkets situation

Den 7. oktober 1949 overgik den del af Tyskland, som havde været den sovjetiske besættelseszone, til at være en selvstændig stat. SED (det tyske socialistiske enhedsparti) var en sammenlægning af kommunistpartiet og socialdemokratiet, og den første ministerpræsident blev socialdemokraten Otto Grotewohl. Den egentlige magt lå hos generalsekretæren for SED, Ulbricht, og hans politik var klar nok: ”Sørg for, at alt ser demokratisk ud, men vi skal have magten,” havde han sagt.

LÆS OGSÅ: Den absurde Berlinmur

Walther Ulbricht var ikke sentimental. Gennemført og loyal over for Stalin og Sovjetunionen iværksatte han ”revolutionen”. Han var lydhør, når det drejede sig om at rette ind efter Moskva, og desuden havde han sansen for også selv at spille det politiske spil. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at han havde Stalins opmærksomhed, og ligesom Stalin havde iværksat en personkampagne i Sovjetunionen, blev der iværksat en tilsvarende kampagne i DDR, som Ulbricht på intet tidspunkt syntes at finde overflødig. Han nød gerne folkets bevågenhed.

Ved Stalins død i 1953 rettedes kritikken straks mod hans forfængelige personkult, og dermed var Ulbricht også i fare, og ikke så få i Berlin forsøgte at hæve røsten og få ham fjernet og erstattet.

Annonce

Det lykkedes ikke! I 1953 skete noget andet, som altid blev tysset ned i DDR’s historie. Folkeopstanden den 17. juni var den første arbejderopstand. Ulbricht havde valgt at sætte normerne op; men folk orkede simpelthen ikke mere og greb til demonstrationer i det centrale Berlin. Det var den del af befolkningen, som skulle udgøre den folkelige baggrund for ”arbejder- og bondestaten”, der rebellerede og gik på gaderne, og som brutalt blev slået ned med sovjetisk panser. Der faldt to dødsstraffe, og tusindvis af politiske fanger måtte derefter tage ophold i østtyske fængsler i årevis.

Selvom man havde lukket grænserne mod vest i 1952 og sørget for, at der langs statsgrænsen ind mod Forbundsrepublikken var en bred zone, hvor ingen havde lov til at færdes, og på den måde havde forhindret, at landet ”udblødte”, kunne man ikke forhindre masseflugten, fordi der stadig var en åben grænse i Berlin. Hundredtusinder af østtyskere drog i 1950’erne over den grænse, og ofte var der tale om den veluddannede del af befolkningen.

Denne ”republikflugt” var en trussel mod DDR. Tilsyneladende kunne der ikke skabes en overbevisning blandt mennesker om, at de boede i den gode del af Tyskland, og derfor måtte der gøres noget, om ikke DDR skulle forbløde. Det lykkedes tilsyneladende Ulbricht, som havde overlevet magtkampene i Moskva efter Stalin, at overbevise den sovjetiske ledelse om, at man skulle gøre noget effektivt ved grænsen og foretage et skridt, som ville være så drastisk, at verdensfreden ville være truet.

Ulbricht havde udpeget en lille arbejdsgruppe, som skulle overveje, hvordan man kunne forhindre ”republikflugten” fremover. Den senere generalsekretær for SED Erich Honecker blev formand for gruppen. ”Muren” anså de for at være den mest effektive løsning. Rygterne gik i DDR, og i midten af juni 1961 måtte Ulbricht ved et offentligt møde tage afstand fra rygterne og gjorde det med den kendte sætning, sagt med hans karakteristiske fistelstemme: ”Niemand denkt daran eine Mauer zu bauen” (Ingen tænker på at bygge en mur).

Den 12. august 1961 udgik der dog befaling til grænsesoldaterne, at de skulle til Berlin. De sovjetiske styrker blev mobiliseret, og i løbet af natten blev der lagt pigtråd ud ved statsgrænsen gennem Berlin og uden om den vestlige del af byen, og i dagene efter erfarede man så, at alle de byggematerialer, som var blevet bragt til DDR’s hovedstad i løbet af de sidste måneder, skulle anvendes til ”Muren”. Den anden statsgrundlæggelse blev iværksat.

Det syn, verden vågnede til søndag den 13. august 1961, var grufuldt og blev aldrig glemt. Nu var det tydeligt, at en by, et folk, familier, venner var delt. Nogle blev lukket ude, andre sad inde, og det varede 28 år. Ulbrichts betroede, Erich Honecker, havde gjort sit svendestykke. Han havde i de forgangne år været Ulbrichts håndgangne mand, og det havde betalt sig. Han stod bag organisationen og logistikken for den hændelse i verdenshistorien og var hele sit liv stolt af sin dåd. I 1989 udtalte Honecker et par måneder før 40-årsdagen for DDR, at ”Muren findes om 50 år – ja, om 100 år”. Det viste sig, at der var mange ”mure” mellem ham og folket, som han ikke længere forstod.

”Mure” skaber politiske og menneskelige fantaster, som pludselig færdes i deres helt egen verden. Ulbricht troede vist aldrig rigtigt, at han skulle afløses, men han mærkede åbenbart, at Honecker var der som en mulighed, og udtalte vistnok engang nedladende om Honecker, at ”han jo havde været tagdækker og derfor var faldet på hovedet”. Kynisk må man tilføje: måske nok faldet på hovedet, men han landede på benene, og i 1971 afløste han så Ulbricht, der døde i 1973 som et bittert menneske.

Når man bliver nødt til at rette våbnene mod eget folk og tilmed bliver nødt til at spærre dem inde, samtidig med at man udelukker folket fra verdens gang, så udfordrer man friheds- og sandhedstrangen. ”Muren” kostede mange mennesker livet i årenes løb. Den gjorde varme hjerter kolde, og den gav indtryk af politisk hysteri. Der rejste sig mange mure i DDR. Snart boede partiledelsen bag deres egen ”mur” i ”Bonzendorf” (Pamperby). Snart tålte man ingen kritik. Der var ikke plads til en Robert Havemann, en Wolf Biermann og til tusindvis af mennesker. Man levede med et hemmeligt politi med cirka 100.000 fastansatte og cirka 190.000 uofficielt ansatte. Den, der blot én gang stod ved den mur og skulle igennem den, anede, at her var noget af evighedskarakter. Hensynsløsheden fejede alt af bordet.

Men den europæiske tradition, oplysningstidens tanker, den borgerlige revolutions tanker fra det 19. århundrede og socialismens egne tanker om frihed og sandhed ulmede i folket, og der skete et mirakel den 9. november 1989. Folket orkede det ikke mere, og det, der lignede en uovervindelig kolos, faldt på få dage, og der løsnedes, Gud ske lov, ikke et skud!

”Vi er folket,” råbte demonstranterne den 9. oktober i Leipzig – altså et stille protestråb: ”Vi er det folk, I hele tiden taler om. Hør os!”.

Honecker var rasende den dag i oktober, hvor Politbureauet stemte om, hvorvidt han skulle ”afløses”. Da han anede, hvor det bar hen, stemte han også selv for sin egen ”afløsning”. Nu blev et land vidne til, hvordan de gamle partifolk håbede at redde stumperne og komme med på reformvognen.

Men ”murene” havde rejst sig mellem dem og folket, og verden blev vidne til et ynkeligt spil, hvor de tidligere magthavere udstillede deres uvidenhed om folkets situation. De havde ikke hørt folket længe, og nu troede de, at smil og forklaringer var eftertragtet.

Historien straffede dem. De kom for sent. Men en drøm om frihed og sandhed – en drøm om demokrati – vågnede. Ingen havde troet, at det kunne ske; og det utænkelige skete. Det er vist frihedens og sandhedens dybeste mysterium, og får man først færten af det, kan ingen mur, intet hegn, ingen politisk dæmoni, endsige tyranni eller nogen morder, ødelægge den drøm.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock