John Aasted Halse |
15. august 2011
Hvis børnehavebørns hverdag er for stærkt struktureret og styret af medarbejderne, bliver der tale om en iscenesat virkelighed, hvor børnene føler sig omklamrede. Det mener psykolog John Aasted Halse
Sikkert som et sidste forkrampet forsøg på at ”sætte en dagorden” har socialministeren netop fremsat det forslag, ”at det nu skal være slut med hippiepædagogikken i vuggestuer og børnehaver”. De små børn skal nemlig lære noget, og pædagogerne skal bestille noget. Ministeren finder begrundelse i sit forslag i en ”undersøgelse” foretaget af en forsker i otte … ja, otte institutioner! Ikke et imponerende dokumentationsgrundlag.
Om ministeren udtaler sig på baggrund af manglende viden eller mod bedre vidende, skal være usagt. For under alle omstændigheder føjer forslaget om mere struktureret leg og læring sig til en række foregående tiltag: tidligere skolestart, længere skoledage, læring i SFO’erne, mere voksenovervågning, mere skoleorientering, flere læreplaner, flere test, mere disciplinering, mindre fri leg, mindre fantasi og kreativitet, mindre selvbestemmelse og mindre selvvalgt fordybelse.
LÆS OGSÅ:Fremtidens pædagogik. Fokuser på dannelse i stedet for kønDagtilbuddene skal i lighed med skolefritidsordningerne nu fungere som skolens forlængede arm med aktiviteter, der så at sige tager forskud på skolens undervisning! Konsekvensen er et mindre og mindre frit børneliv.
Det er fint, at pædagogerne sætter børnene i gang med forskellige strukturerede aktiviteter, for derved sikres, at alle børn får udfordringer og kommer ind i en god udvikling. Men hvis hverdagen er for stærkt struktureret og styret af medarbejderne, bliver der ligefrem tale om en iscenesat virkelighed, hvor børnene føler sig omklamrede.
Der skal være tider og steder, hvor børnene – stort set – kan gøre, hvad der passer dem, og hvor de ikke føler sig overvåget af de voksne. De skal have mulighed for at gøre deres aktiviteter færdige uden at blive afbrudt af voksne, som mener, at man nu skal videre til en ny aktivitet. Men som det er allerede nu, måles kvaliteten af pædagogikken næsten udelukkende i forhold til antallet af gåture, ”miljøprojekter”, flettede bordskånere, perleplader, sproglig formåen og så videre. Så jo, børnene skal opleve samvær med og nærhed fra de voksne, men skal også have tid og ro til at lege, alene og sammen med andre. De skal kunne fordybe sig i legen uden afbrydelser.
Man kunne jo sige, at det vel er godt nok, for ”børn kan godt lide” at være beskæftiget med noget meningsfuldt. Selvfølgelig, men der er som oftest ret stor forskel på, hvad børn og voksne opfatter som vigtigt og meningsfuldt.
Børn må naturligvis gerne lære noget i deres institution, men de skal ikke undervises. Dét er skolens anliggende. Børn lærer, mens de leger, men de leger også, mens de lærer! Og det bliver i hvert fald for fattigt et børneliv, hvis vi reducerer den fri leg til noget inferiørt, noget, som blot skal fungere som en mentalhygiejnisk ”dampventil” – eller som rent rekreative aktiviteter.
Børn er udforskende i forhold til omgivelserne, og omgivelserne reagerer på denne ”forskertrang” på en eller anden måde. Hvis børn bliver frataget deres naturlige initiativ og ikke får tilstrækkeligt med muligheder for selv ”at finde på”, hvis de ikke fra tid til anden får lov til at ”kede” sig, får lov til at føle sig uovervågede, bliver de passive og usikre.
Børn, der til gengæld selv får lov at udforske og undersøge, og som får opgaver, de kan løse, og som de er motiverede for, bliver stærke.
John Aasted Halse,
autoriseret psykolog,
Gl. Taastrupvej 5, Holbæk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad