Der skal være tider og steder, hvor børnene – stort set – kan gøre, hvad der passer dem, og hvor de ikke føler sig overvåget af de voksne. De skal have mulighed for at gøre deres aktiviteter færdige uden at blive afbrudt af voksne, som mener, at man nu skal videre til en ny aktivitet. Men som det er allerede nu, måles kvaliteten af pædagogikken næsten udelukkende i forhold til antallet af gåture, ”miljøprojekter”, flettede bordskånere, perleplader, sproglig formåen og så videre. Så jo, børnene skal opleve samvær med og nærhed fra de voksne, men skal også have tid og ro til at lege, alene og sammen med andre. De skal kunne fordybe sig i legen uden afbrydelser.

Man kunne jo sige, at det vel er godt nok, for ”børn kan godt lide” at være beskæftiget med noget meningsfuldt. Selvfølgelig, men der er som oftest ret stor forskel på, hvad børn og voksne opfatter som vigtigt og meningsfuldt.

Børn må naturligvis gerne lære noget i deres institution, men de skal ikke undervises. Dét er skolens anliggende. Børn lærer, mens de leger, men de leger også, mens de lærer! Og det bliver i hvert fald for fattigt et børneliv, hvis vi reducerer den fri leg til noget inferiørt, noget, som blot skal fungere som en mentalhygiejnisk ”dampventil” – eller som rent rekreative aktiviteter.

Børn er udforskende i forhold til omgivelserne, og omgivelserne reagerer på denne ”forskertrang” på en eller anden måde. Hvis børn bliver frataget deres naturlige initiativ og ikke får tilstrækkeligt med muligheder for selv ”at finde på”, hvis de ikke fra tid til anden får lov til at ”kede” sig, får lov til at føle sig uovervågede, bliver de passive og usikre.

Børn, der til gengæld selv får lov at udforske og undersøge, og som får opgaver, de kan løse, og som de er motiverede for, bliver stærke.

John Aasted Halse,

autoriseret psykolog,

Gl. Taastrupvej 5, Holbæk