Balletmesterens fald

”Mester”, som han kaldtes på balletten, var to gange gift med balletstjerner, som han håndplukkede blandt (ofte misundelige) balletdamer. Først var det Margot Lander og derefter Toni Lander – i alt blev det til fem gange fru Lander. De bevarede alle et godt forhold til Harald Lander.

AFFÆREN INDLEDTES en sen aften på Københavns Hovedbanegård, da Harald og Toni og hele balletkorpset kom hjem fra den nævnte turné i England og blev modtaget af teatrets økonomidirektør, der bad Harald Lander omgående indfinde sig på teaterchef Henning Brøndsteds kontor på Kongens Nytorv.

Her midt om natten får Lander forelagt anklager, der går på både det moralske og det kunstneriske. Det første består i beskyldninger om ”uterlighed”, det sidste i uklare ord om favorisering ved rolletildelinger af nogle dansere på bekostning af andre. Begge slags klager måtte siges at være ganske gængse sager i de fleste balletkorps verden over.

Men sagen var i gang, udtrykt i den omgående offentliggjorte erklæring: ”For at bringe på det rene, om forskellige klager over balletmester ved Det Kongelige Teater Harald Lander er beføjede, har Undervisningsministeriet besluttet at forelægge de påklagede forhold for rigsadvokaten. Balletmesteren er i mellemtiden suspenderet fra sin teatertjeneste.”

Over for det talte det ikke, at tidens førende teaterkritiker, Politikens Frederik Schyberg, havde udtalt, at balletten nu klart var i færd med at distancere skuespillet på Det Kongelige.

Nej, nu vægtedes andre sager, som håndteredes med ringe elegance af Brøndsted, som inddrog sin minister, undervisningsministeren (Kulturministeriet var ikke opfundet endnu). Dette embede varetoges i VK-regeringen under statsminister Erik Eriksen og udenrigsminister Ole Bjørn Kraft af den konservative, højlærde professor i Det Gamle Testamente, dr.theol. Flemming Hvidberg, der heller ikke slog noget koldt vand i blodet.

Sagen gik sin gang, men forinden havde Lander efter samråd med sin advokat strakt våben, idet det fremgik, at en stor del af ballettens personale stod bag anklagerne. Under de omstændigheder mistede Lander forståeligt nok lysten til at fortsætte. Han søgte sin afsked.

Det forhindrede jo ikke begivenhederne i at rulle videre, og de følgende dage svirrede det med fantasifulde rygter i København og omegn.

For eksempel en oplysning til pressen fra politiets anklager: Lander havde haft en mindreårig balletpige boende i sit hus. Det drejede sig om en ubemidlet pige, som Balletskolens forstander, der var præst, havde bedt Lander tage sig af, og fru (da: Margot) Lander var helt indforstået i arrangementet, som for resten ikke blev til noget alligevel. Men et ”godt” rygte var lanceret.

TRE UGER EFTER, at sagen startede, forelå rigsadvokatens indstilling, der via justitsminister Helga Pedersen (V) behandledes ved et ministermøde: ”Lander kan i tre tilfælde sigtes for forbrydelse mod kønssædeligheden.”

Det viste sig senere, at rigsadvokaten havde talt om tvivlsomme beviser, men i erklæringen til ministrene stod der ”bevisspørgsmålet”, ligesom det blev fortiet, at Lander – der endnu ikke var spurgt – afviste alle anklager.

Han måtte vente i ugevis på at få oplyst, hvad klagerne (fra tre ”balletomaner”) egentlig gik ud på.

Til sidst fik Lander vristet anklagerne frem og offentliggjorde dem selv – en kaskade af følelsesladede, men ukonkrete beskyldninger som ”karakternedbrydende, magtgrisk, ungdomssaboterende” og mere af samme skuffe, så offentligheden måtte undre sig over, at balletten havde kunnet fungere, tilmed med stor succes, i 19 år.

Og på Det Kongelige Teater og i offentligheden rasede debatten for eller imod Lander, der midt i spektaklet tog sit gode tøj og forlod både teatret og Danmark.

Han og Toni rejste til Paris, hvorefter den endelige ”dom” blev offentliggjort. Landsdommer Jørgen Trolle havde undersøgt sagen og rensede Lander for samtlige beskyldninger om utilladelige forhold, det vil sige ingen sager med mindreårige piger. Derimod nok et par tilfælde af ”tjenstlig ukorrekt opførsel”.

Hvad drejede det sig om? Jo, Lander havde seks år forinden været forelsket i en 17-årig danserinde – som for længst havde forladt balletten og nu intet havde at klage over. Og så havde Lander jo forladt Danmark uden at afvente sagens disciplinære afslutning. Facit: Lander blev afskediget med tre fjerdedele pension.

Men han var nu blevet ansat som balletmester og senere tillige chef for balletskolen ved intet mindre end Pariseroperaen og blev her i 11 år. Han kom for resten ikke for nogen domstol og blev altså heller ikke dømt for noget som helst. Landsdommer Trolle har fastslået, at alle anklager er fuldstændig gennemhullede, der ”var ikke engang tale om noget, der måske er forældet”, skrev chefredaktør Erik Seidenfaden (Tøger Seidenfadens far) i sin avis, Information.

På teatret taler man endnu om et ”Nachspiel”, som ifølge H.C. Andersen altid er det artigste, og sådan et fik Lander-sagen også, endda i to akter.

Første i Tivolis koncertsal, hvor ”Etude” i 1957 blev opført med Toni Lander i hovedrollen i en fyldt sal med kong Frederik IX og dronning Ingrid og det officielle Danmark på pladserne. Kongen overrakte Lander den fine orden for videnskabsfolk og kunstnere, Ingenio et Arti, og alt skulle nu være på plads.

Med Erik Seidenfadens ord: ”Der er tale om en rehabilitering af Harald Lander. Sagt på mere klart sprog havde Det Kongelige Teaters og daværende undervisningsminister Flemming Hvidbergs behandling af Lander i 1951 karakter af justitsmord.” Seidenfaden mente, at det ville være passende at lade Lander sætte ”Etude” op på hans gamle scene.

Det blev så anden akt af efterspillet og kom 11 år efter affærens start. Men uden Det Kongeliges dansere, der kastede teatret ud i en pinlig konflikt – i stedet kom Lander til København med sine franske dansere. Konflikten var endt og dog: I årevis derefter var Den Kongelige Ballet splittet i pro- og anti-Lander-fløje, også efter Mesterens død i 1971.

Gerhardt Eriksen er forfatter, historiker og journalist