Libanons stærkeste gruppe, Hizbollah, har meget at tabe på sin fortsatte alliance med Syriens diktator, Bashar al-Assad.
- Scanpix Denmark
Allan Sørensen |
15. august 2011
Libanons stærkeste gruppe, Hizbollah, har meget at tabe på sin fortsatte alliance med Syriens diktator, Bashar al-Assad
Efter at Hizbollah med iransk og syrisk støtte gennem mange år har vokset sig til Libanons største magtfaktor med tilstedeværelse i Libanons regering og indflydelse langt ind i landets præsidentpalads, står den shia-muslimske gruppe, der både omfatter et parti og en milits, nu i en situation, hvor korthuset er begyndt at blive ustabilt.
LÆS OGSÅ: Trængt syrisk præsident indrømmer fejltrinDe tiltagende magtkampe i nabolandet Syrien truer med at hugge hovedet af Hizbollahs hovedsponsor og mangeårige våbenleverandør, Bashar al-Assads styre. Samtidig er Hizbollah i løbet af de seneste uger kommet under stigende kritik med beskyldninger om dobbeltmoral i gruppens position i forhold til det arabiske forår.
Mens Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, frydede sig over Hosni Mubaraks fald i Egypten, udtrykte han på et tidligt tidspunkt håb om, at det vil lykkes Bashar al-Assads regering at knuse det syriske oprør. Forklaringen er naturligvis, at Hassan Nasrallah og dermed Hizbollah selv vurderer, at de er bedre stillet med Assad som syrisk præsident end med nogen anden fremtidig kandidat. Den dobbeltmoral fik i sidste uge libanesere til at gå på gaden, mens de brændte Hizbollahs flag af i afsky over den uhellige alliance, der eksisterer mellem den folkelige shia-muslimske gruppe og en af Mellemøstens mest brutale diktatorer.
Derfor sætter Bashar al-Assads mulige fald meget på spil for Hizbollah, der ved, at de nuværende alliancer og den særlige status, gruppen nyder i øjeblikket under det syriske mindretals-styre, næppe vil forblive intakte under et fremtidigt sunni-muslimsk flertalsstyre i Syrien.
Sådan et styre, hvad enten det hælder i den religiøse eller mere sekulære retning, vil være mere tilbøjeligt til at søge naturlige alliancer med Tyrkiet, Egypten og Saudi-Arabien og altså ikke med shia-muslimerne i Hizbollah eller Iran. Mange af de sunni-muslimske oprørere i Syrien har Tyrkiet som rollemodel og ikke Iran, og de føler, at det er Tyrkiet, der i løbet af den seneste krise har hjulpet mest hvad angår politisk støtte og hjælp til for eksempel at arrangere konferencer, hvor oppositionen kan diskutere Syriens fremtid.
Om oprøret i Syrien sagde Hassan Nasrallah i marts i år, at regeringens fald vil være ensbetydende med at ”gøre USA og Israel en stor tjeneste”.
Mens sådan en udtalelse normalt kan vække konspirationsteorierne og hadet til ærkefjenderne, tyder meget alligevel på, at mange libanesere og syrere ikke først og fremmest har Israel og USA i tankerne i kampen mod det syriske regime. At Assads fald i Syrien og en deraf følgende svækkelse af Hizbollah i Libanon på længere sigt kan være med til at gøde jorden for en ændring i forholdet mellem Libanon og Syrien på den ene side og Israel og USA på den anden, er stadig kun en teori.
Assads paniske reaktioner over for oprøret og Hizbollahs egne og reelle bekymringer for den nære fremtid er meget tydeligere og langt mere håndfaste. Ifølge mellemøstlige kilder har Hizbollah haft travlt med at flytte nogle af sine syriske våbendepoter til libanesisk jord, hvilket tyder på, at gruppens egen analyse af den nuværende situation er, at Hizbollah i fremtiden må indstille sig på at klare sig selv i langt større omfang end tidligere.
allan@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad