Søren Hindsholm |
15. august 2011
Bogen ”20 Psykologiske Eksperimenter” fremlægger de bedste resultater af moderne psykologi
Psykologi og psykologer er kontroversielle, og vurderingerne svinger fra foragt til kritikløs beundring. Denne bog kan nuancere enhver læsers viden og bedømmelse af faget. Indlæggene falder i de tre grupper: individ og de andre; menneskets udvikling; hjernen, sindet og kroppen, og de fleste indlæg handler om forsøg, der har påvirket vores opfattelse af mennesket. De kendte forsøg af Solomon Asch og Stanley Milgram indleder. Ved dem blev det vist, at gruppepres kan få mange til at udpege en kortere linje som den længste af tre, selvom de ved, at det er forkert, og at en insisterende forsøgsleder kan få et menneske til at slå en anden ihjel med elektrisk strøm.
Nogle har brugt disse forsøg til at vise, hvor lidt rygrad mennesker har, men hér tolkes de dog klogere. Naturligvis må man ikke lyve eller slå andre ihjel, men på den anden side er det kun helt asociale individer, der er upåvirkelige af den sociale situation. Overlevelse kræver tit samarbejde.
Mere bekymrende var et forsøg med studerende fra Stanford University. De blev delt i fanger og fangevogtere, og så blev der leget fængsel. Det gik rent galt, og forsøget måtte stoppes efter seks dage. Det viste sig nemlig, at rollerne og sproget ødelagde fangerne og forråede nogle af fangevogterne, så man til sidst måtte frygte for deltagernes liv. Konklusionen var, at tonen og rammerne gjorde normale og ordentlige mennesker modbydelige mod hinanden.
De næste bidrag behandler erkendelse og sprog. Der er gode indsigter i, at personrettet ros kan gøre børn usikre over for kommende krav, fordi de frygter ikke at leve op til deres fremroste ry, mens ros af deres arbejdsprocesser giver dem mod til at prøve nye opgaver. Andre forsøg viser, at alle gennem interview eller forhør kan overbevises om at have oplevet ting, der aldrig skete i virkeligheden. Et barn fortæller således, at det mødte en alligator i en flyvemaskine: ”Umm, han var en rigtig alligator, og han kom over til mig og lod mig læse for ham, og han bed mig ikke ...” Barnets naivitet er sjov, men når dette fænomen fører til anklager om pædofile overgreb i børnehaver, er det ikke længere spor sjovt.
Særlig interessant er artiklen om spejlneuroner. Psykologer havde udstyret en abe, så de kunne følge dens hjerneaktivet, mens den åd rosiner. I en pause snuppede en forsker selv en rosin – og det gav voldsom aktivitet i abens hjerne. Dette tilfældige resultat ledte frem til viden om, at vi i hjernen har særlige celler, spejlneuroner, der lader os indleve os i handlinger, når vi ser andre udføre dem. På samme måde kan man sætte sig ind i andres tilstand ved at indtage samme fysiske stilling eller ansigtminer som deres – prøv det engang! Teorien er, at sproget begyndte som fagter og ansigtsudtryk, der efterhånden blev suppleret med strubelyde; sproget er altså et udtryksfuldt minespil, der er blevet slugt. Dog kun delvist, alt talt sprog er jo stadig ledsaget af mimik og gestik.
Det sidste bidrag, der skal omtales specielt her, er om nogle særlige logiske problemer, psykologer har stillet forsøgspersoner. Det viser sig, at når de formuleres således, at man skal afsløre personer, der opnår et gode uden at yde noget selv, er alle mennesker skarpt logiske og løser problemer helt korrekt. Men formuleres de logiske problemer anderledes, kan kun få gennemskue dem. Tolkningen er, at mennesket i sin udviklingshistorie har haft brug for at samarbejde med alle dem, der før eller senere giver noget igen. Og nasseprinser har man omvendtskulletundgå.Teorienomarternesudviklingeraltsåogsåendelafpsykologien.
Fordi alle artikler tager udgangspunkt i eksperimenter, handler bogen om den mere solide, evidensbaserede del af faget. Det gør fremstillingen både sjovere og mere overbevisende. Og fordi psykologien berører mange andre fag og væsentlige menneskelige problemer, vil rigtig mange læsere her finde en bog, der med en fængslende fremstilling gør dem klogere på livet.
Det er i øvrigt tankevækkende, at netop den eksperimentelle psykologi står forholdsvis svagt i Danmark, særligt ved Københavns Universitet. Og så bemærker man også, at 24 danske akademikere ikke kan skrive blot én artikel ud af tyve, som overholder dansk retskrivningsnorm. Men det er kulturproblem og ikke psykologisk problem i Danmark.
kultur@k.dkHenrik Høgh-Olesen og Thomas Dalsgaard (red.): 20 Psykologiske Eksperimenter – der ændrede vores syn på mennesket. 448 sider. 295 kroner. Plurafutura Publishing.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad