Den absurde Berlinmur

Berlinmuren blev i stigende grad genstand for vrede ord. "Make love, not wall", står der på dette udsnit af muren. Billedet er taget i 1988, altså blot et år før omvæltningen i Østberlin.

- Jean-Francois Claustre/Bridgeman/Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Tyskland

flexblock

Emneord for denne artikel

Berlin | DDR | Ulbricht | Berlinmur

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Lykke Friis klima- og energiminister (V) | 15. august 2011

Forløbet omkring Muren, der splittede Berlin, er fuld af absurditeter. Så sent som i 1990 kunne DDR-ledelsen ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt man skulle sælge dele af det gamle bolværk imod kapitalismen

143,6 kilometer mur, 473 ton ståltråd og 48.000 betonsøjler. Det er de nøgne facts bag den Berlinmur, der blev rejst for 50 år siden. Blandt de øvrige nøgterne kendsgerninger er 136 dødsfald, 75.000 forpurrede flugtforsøg og utallige familier, menigheder og skoleklasser, der bogstavelig talt blev delt.

LÆS OGSÅ: DDR-spids bag lukkede mure

Hvor Europa i 20-året for Berlinmurens fald mindedes demokratiets helte lige fra polske Lech Walesa til de modige demonstranter i Leipzig, er det ved dagens jubilæum snarere kommunismens ofre, der står i centrum. Günter Litfin, Peter Fechter og Chris Gueffroy er alle østtyskere, der måtte lade livet ved Muren; koldblodigt skudt af landsmænd i østtysk uniform. I praksis bliver disse dages jubilæum derfor også brugt til at stille skarpt på det østtyske regimes brutalitet og forløbet om Berlinmuren, der fremstår som intet mindre end én af det seneste århundredes største absurditeter.

Tag bare, da Muren skulle opføres. På grund af en lind folkestrøm fra øst til vest var DDR tæt på at forbløde. DDR-lederen, Walter Ulbricht, ville derfor opføre en mur, og efter hårde forhandlinger med Sovjetunionens Krustjov fik han endelig grønt lys. Beslutningen fremstod i sig selv som én stor tilståelsessag. Som USA’s præsident, John F. Kennedy, udtrykte det: ”Et liv i frihed er ikke let, og demokratiet er ikke fuldkomment. Men vi har aldrig været tvungne til at bygge en mur for at holde på vores folk og forhindre dem i at tage et andet sted hen.”

Annonce

Naturligvis kunne Ulbricht ikke lancere Muren som DDR-socialismens falliterklæring. Og her fulgte næste absurditet: Muren var intet mindre end et anti-fascistisk bolværk (”Schutzwall”), der skulle hindre ”de revanchistiske og militaristiske kræfter i Vesttyskland i at udøve deres fjendtlige virksomhed”.

Netop for at cementere indtrykket af, at det var den almene østtysker, der den 13. august forsvarede sig over for den stærke fjende, tillod DDR-regimet kun, at der blev vist ét billede fra den skæbnesvangre dag. Her så man nogle ældre, lettere overvægtige herrer – og altså ikke veltrimmede østtyske soldater – der forsvarede Brandenburger Tor.

De første mange år havde DDR slet ikke nogen interesse i at mildne Tysklands deling og eksempelvis lade familier besøge hinanden. Nu gjaldt det om at opbygge en selvstændig østtysk nation. Godt hjulpet af den økonomiske krise accepterede Ulbrichts afløser, Erich Honecker, i 1970’erne alligevel en ordning, hvor Østtyskland lod sig godt betale for, at tyskere kunne krydse grænsen. Ikke mindst for Vesttysklands daværende kansler og tidligere overborgmester i Vestberlin, Willy Brandt, var der tale om et forsøg på at ”normalisere det unormale”.

I optimistiske øjeblikke håbede Vesttyskland også på, at de mange besøg på sigt kunne mørne DDR-regimet (”Wandel durch Annäherung”), simpelthen fordi østtyskerne med egne øjne kunne se, at der fandtes et alternativ til det såkaldte østtyske paradis. Erich Honecker holdt dog hårdnakket fast i den østtyske socialistiske model – selv da de storpolitiske vinde med generalsekretær Gorbatjov begyndte at blæse i modsat retning. Så sent som i januar 1989 erklærede Honecker, at muren ville bestå i 50, hvis ikke 100 år endnu.

Sådan kom det som bekendt ikke til at gå. Og karakteristisk for DDR-regimet faldt Muren nærmest ved en fejl. Efter månedlange demonstrationer og utallige ændringer i rejsereglerne fumlede pressetalsmanden for partiet, Günther Schabowski, godt og grundigt i det og fik på pressekonferencen den 9. november pludselig erklæret Muren for åbnet.

Ved grænseovergangen ved Bornholmerstrasse sad grænsevagten Harald Jäger, der næsten fik aftensmaden galt i halsen. For han havde absolut ingen ordre til at åbne Muren. Til Jägers store frustration begyndte hundredvis af østtyskere at indfinde sig ved grænsen. De havde jo set i vesttysk tv, at grænsen nu var åbnet. ”Wir wollen raus”, begyndte de at synge.

Efter i timevis forgæves at have forsøgt at få en melding fra øverste sted, gav Jäger op og åbnede grænsebommen. Som Schabowski siden har udtrykt det, var det ”næsten uforståeligt, at der overhovedet slet ikke opstod blodige tumulter nogen steder. Heldigvis var grænsevagterne i stand til at tænke selvstændigt”.

Med Murens fald var det reelt sket med DDR. Trods Muren var det ikke lykkedes at skabe en selvstændig østtysk identitet, og inden måneden var omme, lød der ikke længere ”wir sind das Volk”, men ”wir sind ein Volk” i gaderne.

Allerede inden havde DDR-regimet imidlertid kastet sig ud i den sidste absurditet. I dagene efter Murens fald kunne DDR-ledelsen ikke undgå at lægge mærke til, hvor hastigt Muren havde udviklet sig fra at være en storpolitisk rædsel til et sejrstrofæ for begejstrede 1989’ere. De såkaldte ”murspætter” hamrede løs på Muren, og den 10. november henvendte en forretningsmand fra Bayern sig til DDR’s udenrigshandelsminister, Beil. Havde DDR overvejet at omsætte Muren til hård udenlandsk valuta? Også DDR’s ambassader i USA og Storbritannien fik lignende henvendelser.

Brevene skabte nogen forvirring i den i forvejen stærkt pressede østtyske regering. For kunne man virkelig sælge Muren, der i østtysk selvopfattelse jo altid havde været et bolværk mod kapitalismen, til den selvsamme fjende? Var der slet ikke nogen grænser for principløshed? Svaret var åbenbart nej. For den 7. december 1989 gav den nye regeringschef, Hans Modrow, ordre til, at Muren skulle underlægges det klassiske princip om udbud og efterspørgsel.

Den 22. januar 1990 i nattens mulm og mørke – helt som den 13. august 1961 – begyndte nedrivningen af Muren. Nedrivningen skulle jo nødig vække opsigt! Og de selvsamme soldater, der i årevis havde bevogtet Muren, blev nu kommanderet ud for at rive den ned, for at murbrokker kunne blive solgt til Vesteuropa og ikke mindst USA. Efterfølgende forklarede DDR-regimet sig med, at indtægterne skulle gå til renovering af sygehuse og skoler, men ikke desto mindre udløste aktionen betydelig kritik blandt mange østtyskere, der havde lidt under Muren.

Fra resten af verden skortede det imidlertid ikke på interesse. Et japansk foretagende bød 185.000 dollar på en del af Brandenburger Tor, og nogle måneder efter blev der afholdt en større auktion i det mondæne Monaco. Blandt andet på grund af Modrows beslutning om at sælge Muren findes der 500 større murbrokker i udlandet. So oder so blev Muren dog én stor underskudsforretning for Ulbricht, Honecker og Modrow. For heldigvis var det – med et lettere omskrevet Willy Brandt-citat – ikke muligt at dele en nation, som hører sammen.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock