Mindesmærker over en svunden tid

De gamle grønlandske kirkegårde ligger tilbage, efter at menneskene, der engang boede i landskaberne omkring dem, er flyttet til byerne ”for at leve det gode, bekvemme liv”. Ikke alene er kirkegårdene mindesmærker over de døde, ”men også over en tid, hvor sammenhængen med og kendskabet til naturen var en selvfølge”.

I bogen ”Vi går gerne langt for vore døde. Kirkegårde og landskaber i Grønland” fortæller landskabsarkitekten Lone van Deurs om de gamle kirkegårde ud fra et ønske om at skildre krydsfeltet mellem natur og kultur og i bevidstheden om, at opmærksomheden i dag – med de høje grønlandske forventninger om kommende olieskabt rigdom og velfærd – er flyttet fra samspillet med naturen i dens ekstreme mangfoldighed til ensidig udnyttelse af enkelte ressourcer. I forbindelse med sine undersøgelser kom forfatteren vidt omkring i Grønland og tog et væld af smukke, atmosfæremættede fotografier, der sammen med enkelte taget af andre udgør bogens mest vægtige bidrag til belysning af dens tema.

Lone van Deurs synsvinkel på stoffet er konsekvent landskabsarkitektens, hvilket dog ikke har afholdt hende fra at opsøge viden inden for andre områder, såsom rejseberetninger, myter og sagn, dertil lokalhistoriske optegnelser, ministerielle forordninger og breve. Samtaler med gejstlige, forskere, fangere og fiskere fremhæver hun som en anden vigtig kilde. I forordet erkender hun, at hun ikke har gennemført en systematisk udforskning af emnet grønlandske gravpladser, men har ladet sig styre af ”begejstring” – angiveligt en fremgangsmåde, der for hende selv har betydet en ny forståelse af treklangen landskaber, kultur og mennesker. Den manglende udforskning er imidlertid bogens svaghed. Det nærmeste, vi kommer en overordnet beskrivelse af baggrunden for den virkelighed, der søges indkredset, er eskimologen Karen Nørregaards indledende essay om den grønlandske bevægelse fra åndetro til kristentro.

Det er begrænset, hvad den meget konkrete tekst, der er mere beskrivende end analyserende, har at føje til fotografierne, hvis skarpe sansninger af hvide kors som en forgængelighedens skulpturer i de storladne, ”evige” landskaber er, hvad der først og fremmest bliver tilbage i én, når bogen lukkes. Lone van Deurs har som eksempler valgt de kirkegårde, der har prentet sig stærkest i hendes erindring – og sætter sin lid til gennemslagskraften i de poetiske vidnesbyrd, de giver om vigtige kulturværdier, og håber, at de kan danne forbilleder for fremtidens omgang med landskaberne i Grønland.

grymer@k.dk