Ansættelsen af Per Damgaard Pedersen som præst i Kristkirkens Sogn i Kolding i sidste uge har udløst en del voldsomme reaktioner langt uden for sognets grænser og langt uden for de kredse, der normalt er optaget af teologiske og kirkepolitiske stridigheder i folkekirken.

Per Damgaard Pedersen er den tredje præst i sognet, og ligesom sine to kolleger vil han af teologiske grunde ikke vie fraskilte i Krist-kirken. Han er udpeget af et enigt menighedsråd, så alt er sådan set i orden og blevet til efter de gældende regler på området.

Og alligevel er der noget helt galt i dette store bysogn med over 10.000 almindelige borgere, der er medlemmer af folkekirken. Disse borgere i sognet lever i en helt almindelig dansk virkelighed anno 2011, og mange af dem vil selv have oplevet en skilsmisse personligt eller i familiens nærhed. Kontrasten mellem disse sognebørn og de tre lokale præster, der alle indtager et i folkekirken teologisk minoritetssynspunkt, er simpelthen for stor.

Per Damgaard Pedersen og hans to kolleger er i deres gode ret til at indtage det teologiske syn på ægteskabet, som de nu engang har. I kristenhedens historie har deres synspunkt været det dominerende, og i andre ikke-protestantiske kirker gælder det stadig.

At Luther i forbindelse med Reformationen hev ægteskabet ud af skabet med sakramenter og gjorde det til en borgerlig kontrakt mellem to mennesker, har åbenbart ikke påvirket disse teologer i Kolding synderligt.

Men Per Damgaard Pedersen har spillet med åbne kort, og han har ikke forsøgt at skjule sin holdning til ægteskab og skilsmisse. Problemet i denne sag ligger et helt andet sted, nemlig hos menighedsrådet i Krist-kirkens sogn.

Som bekendt udpeges nye præster af det siddende menighedsråd, og i Kristkirken burde rådet have lyttet til biskop Niels Henrik Arendts råd om at sammensætte præsterne i sognet mere teologisk bredt.

Biskoppens råd har menighedsrådet, der tæller flere sognebåndsløsere, siddet helt overhørigt, og det betyder, at alle præsterne i dette store sogn nu har et minoritetssyn på de fraskilte sognebørns muligheder.

Den situation er på længere sigt uholdbar, og menighedsrådet har med sin indstilling til sagerne vist, at et teologisk særsynspunkt er vigtigere for rådet end den lokale kirkelige betjening af de mange sognebørn.

Situationen i Kolding har ført til et krav om ændring af reglerne for sognebåndsløsning. Det er en drastisk løsning på problemet, der vil give nye problemer med A- og B-medlem-mer af kirken. Men menighedsrådet burde have besindet sig. Kirken er for alle – ikke kun dem, man selv er enig med. holm