Mange spørgsmål før Palæstina-afstemning

Det er på nuværende tidspunkt uvist, om Danmark vil stemme ja eller nej i FN til en anerkendelse af Palæstina som en ny, selvstændig stat. Inden den vigtige afstemning mangler en række spørgsmål at blive besvaret først og fremmest hvad der helt konkret skal stemmes om

Det er ikke mere end godt en måned siden, at Sydsudan blev optaget som det seneste medlem af FN og fik sit flag med i rækken af verdens flag foran FN-bygningen i New York. Spørgsmålet er, om Palæstina bliver det næste land i rækken. Den danske holdning til spørgsmålet er fortsat uafklaret.
Det er ikke mere end godt en måned siden, at Sydsudan blev optaget som det seneste medlem af FN og fik sit flag med i rækken af verdens flag foran FN-bygningen i New York. Spørgsmålet er, om Palæstina bliver det næste land i rækken. Den danske holdning til spørgsmålet er fortsat uafklaret. Foto: Stan Honda.

Uklarhederne står i kø, før det internationale samfund i FN efter alt at dømme skal tage stilling til anerkendelse af en palæstinensisk stat i næste måned.

Hvad vil det palæstinensiske selvstyre helt konkret bede FNs generalforsamling tage stilling til? Hvad vil Danmark stemme? Hvordan vil EU nå til enighed, når landene i dag er dybt splittede? Og hvorfor overhovedet tage spørgsmålet alvorligt, når USA alligevel vil stikke en kæp i hjulet?

LÆS OGSÅ: Palæstinenserne vil have stat i september

Det er blot et udsnit af de mange spørgsmål og dilemmaer, der i øjeblikket optager sindene i både Danmark og resten af verden.

Sikkert er det til gengæld, at meldingen fra det palæstinensiske selvstyre om at anmode FN om anerkendelse i øjeblikket får EU-systemet til at arbejde på højtryk. For dels er EU-landene dybt splittede, dels forsøger man ifølge centralt placerede kilder at få indflydelse på, hvordan den endelige ordlyd i resolution er formuleret selvom håbet stadig er, at der kommer skub i fredsforhandlingerne i stedet.

Målet med EUs diplomatiske fodarbejde er at ramme en formulering, der både kan imødegå det palæstinensiske selvstyre på den ene side og EU-landene på den anden side.

Sidstnævnte støtter i forvejen en anerkendelse gennem israelsk/palæstinensisk forhandling, og når det er hensigtsmæssigt. Det ligger endnu ikke fast, hvad præsident Mahmoud Abbas specifikt vil gå efter, men flere muligheder er åbne, fortæller kilderne.

De strækker sig fra de mere konfrontatoriske med umiddelbar anerkendelse og optagelse i FN til de blødere såsom opgradering af status eller luftige formuleringer a la Vi ser frem til at byde Palæstina velkommen som selvstændig stat uden konkret tidsangivelse. Et sted i den bløde løsning kan enderne måske nå sammen, og EUs velvilje til at finde fælles fodslag øges af, at man gerne vil undgå at fremstå splittet og dermed svækket over for omverdenen.

I flere udenlandske medier er der i den seneste tid blevet spekuleret i, om palæstinenserne vil trække truslen tilbage. Men til den israelske avis Haaretz har den palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erekat, tidligere på måneden sagt:

Det palæstinensiske anerkendelsestog har allerede sat kursen mod New York.

Og ifølge mellemøstekspert fra RUC Danny Raymond, der har forsket i Israel/Palæstinakonflikten, vil en tilbagetrækning i sig selv være et nederlag for Abbas.

Mange spekulerer i, at han ikke er begejstret for det nuværende scenarie, da det øgede pres på den israelske regering er med til at optrappe konflikten blandt ekstremisterne på begge sider, hvilket ikke er til palæstinensernes gunst. Abbas risikerer en pyrrhussejr i FN, men hvis han trækker i land nu, vil han stå som en taber, siger Raymond, der i øjeblikket befinder sig i Israel og følger sagen tæt.

I EU-systemet regner man da heller ikke med, at der er tale om tomme trusler fra Abbas side. Men i og med at der endnu ikke foreligger en tekst, er det uvist, hvad EUs udenrigsministre kan blive enige om, når de mødes to gange op til generalforsamlingen.

Hos EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, understreger talsmand Michael Mann, at eneste farbare vej er gennem forhandling, og: Hvad vi siger, afhænger af om der kommer en resolution, og hvad den resolution siger. Spørgsmålet om anerkendelse af stater er et nationalt anliggende, ikke et EU-anliggende, siger han.

Uenigheden på EU-plan og uvisheden om ordlyden i en eventuel resolution gør, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at få en officiel holdning til spørgsmålet fra den danske regering. Centrale ordførere vil derfor kun udtale sig om egen holdning og den varierer, alt efter hvem man spørger.

Således støtter den konservative udenrigsordfører, Naser Khader, en anerkendelse, mens både Venstre og Dansk Folkeparti siger klart nej.

Samtidig afviser udenrigsminister Lene Espersen (K) at sige klart ja eller nej før de to udenrigsministermøder og afviser derfor at give interview på nuværende tidspunkt, men i en skriftlig kommentar siger hun:

EU har ved flere lejligheder tilkendegivet at være rede til at tage skridtet mod anerkendelse på et passende tidspunkt. Det afhænger bl.a. af, hvordan det vurderes, at anerkendelse kan bidrage til forhandlingerne og to-statsløsningen. Det er vigtigt, at en anerkendelse også bidrager til reelle politiske fremskridt og ikke blot bliver et slag i luften.

Mens VKO fremstår splittede i sagen, vil en eventuel rød regering anerkende Palæstina. Og eftersom FNs generalforsamling formelt varer indtil december, kan regeringsfarven i Danmark have ændret sig, når der skal stemmes.

Endvidere vil en rød regering ifølge SF bruge formandskabet for EU, som Danmark har i første halvdel af 2012, til at arbejde for en EU-holdning, der i højere grad tilgodeser palæstinenserne.

I øjeblikket tælles der omhyggeligt, hvor mange lande der melder sig på henholdsvis ja- og nejsiden op til generalforsamlingen. Over 120 af de 193 medlemslande har indtil videre sagt ja til anerkendelse af en palæstinensisk stat på forhånd, men samtidig er der også udsigt til et veto fra USA i FNs Sikkerhedsråd.

Og selvom præsident Barack Obama har talt positivt om en selvstændig palæstinensisk stat, gør den indenrigspolitiske situation i USA et amerikansk ja endnu mere usandsynligt, vurderer mellemøstekspert Peter Seeberg fra Syddansk Universitet.

Obama står foran et valg og er hårdt presset indenrigspolitisk. Så selvom han formentlig gerne ville forholde sig mere israelkritisk, vil han næppe gøre det, da der ikke er politisk kapital i at være propalæstinensisk.

Mens en resolution i FNs generalforsamling sender et tungtvejende diplomatisk signal, er det alene Sikkerhedsrådet, der kan vedtage oprettelse af nye stater på verdenskortet.

skytte@k.dk