Stor respekt for dig og din institution og hvad du står for.
Jeg er også selv (årg. 1954) vokset op i "hippie-tiden". Hvad jeg mener, er at vi voksne, uanset om vi vil det eller ej, via eksemplets magt og de fortællinger og oplevelser, vi giver børnene, er med til at præge dem og gøre dem til, hvad de er og bliver.
Det, du kalder ”laissez-faire-pædagogikken”, tolker jeg som det, man dengang kaldte den frie opdragelse, hvor barnet selv skulle skabe sine normer. Vi voksne skulle ikke blande os i, hvad barnet blev til. Det skulle være / blive "sig selv".
Jeg har en i familien, der er børnepsykiater. Han var dengang en stor fortaler for "den frie børneopdragelse". Børnene skulle have lov til at rase ud, danne deres eget væsen, selv finde deres grænser.
Da han fik børnenebørn, oplevede jeg ham skælde et af dem ud - en ting, han aldrig ville have praktiseret over for sine egne børn. Jeg gjorde ham opmærksom på det og spurgte, om det ikke var imod hans principper. "Man har vel lov til at blive klogere", var svaret.
Vi præger børnene, uanset om vi vil eller ej, og de normer, vi giver dem med, skal bl.a. være sådan, at den frihed og de grænser, de søger, ikke må gå ud over andres frihed og grænser.
Respekten for andre mennesker og deres frihed, grænser og normer var en af de væsentligste ting, jeg savnede i "den frie børneopdragelses" enebarnspædagogik. For der var utroligt mange enebørn, hvor forældrene ville have lov til at give dette ene barn alt det, de kunne, fokusere på dette ene barn. Disse børn blev så oplært til en kræve-mentalitet, som vi desværre ser mange steder i dag.
Jeg kom for et par år siden til at arbejde sammen med en jævnaldrende kollega, jeg også havde arbejdet sammen med i starten af 80'erne. Han havde dengang netop den indstilling, og ville derfor kun have 1 barn, og ikke som jeg 3. Godt 20 år senere indrømmede han, at hans søn nok havde haft godt af at have en søskende eller to, for at lære de begrænsninger at kende, som det gav.








































