Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen En hippiepædagog svarer igen til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En hippiepædagog svarer igen

Emneord for denne artikel

børnehaver | hippie | pædagogogik | strukter | selvforvaltning
flexblock
1 debatindlæg Hold mig opdateret

Vuggestuerne er et vigtigt område i institutionslivet, som længe har været underkendt. Her lægges grundlaget for barnets udvikling. Det mener Grethe Møller, der er pædagogisk leder i en vuggestue i Københavns Kommune

Ja, jeg er i bund og grund hippie med alt det positive, der ligger i det. ”Make love, not war”, tro på det positive menneske og så videre. Jeg er uddannet pædagog i slutningen af 1970’erne, hvor den strukturerede pædagogik tonede frem som afløser af ”laissez-faire-pædagogikken”.

Den strukturerede pædagogik blev i 1990’erne afløst af selvforvaltningspædagogikken, så hippier og selvforvaltning går ikke hånd i hånd, som vores socialminister tror.

LÆS OGSÅ:Et farvel til den frie leg vil gøre børnelivet fattigere

Jeg har hermed prøvet det meste. Også den anerkendende- og relationsorienterede pædagogik, som er fremherskende i disse dage. At tro på det positive i mennesket med det enkelte barns udvikling i fokus er det, jeg har med mig i den udvikling. Jeg er nu pædagogisk leder i en mindre vuggestue i Københavns Kommune.

Annonce
Jeg er begejstret for, at børneforskeren Ole Henrik Hansen har sat fokus på blandt andet vuggestuer, da det er et vigtigt område i institutionslivet, som længe har været underkendt. Her lægges grundlaget for barnets udvikling.

I min institution er der sat plads af til struktureret pædagogik og selvforvaltningstid til børnene, og alt er gennemsyret af anerkendelse og forståelse af vigtigheden af relationer.

Fokusuger har vi ikke. Men vi har altid fokus på udvikling af sprog, motorik, sociale kompetencer og almindelig væren. I vuggestuer foregår alt dette hele tiden. Man kan ikke skille det fra hinanden.

Og selvforvaltning foregår hos os således, at vi har skabt rammerne, så børnene kan klare rigtig mange ting selv og på denne måde udvikler et selvværd, de kan tage med sig i det videre liv.

Normeringsmæssigt er man siden min start i arbejdslivet i 1980’erne gået ned i timetal. Vi kan klart bruge flere hænder og øjne i det udviklende forum, vi skal skabe. To eller tre voksne til 12-13 børn i alderen 10 måneder til tre år er ikke meget, når der skal tales, spises, skiftes, læses, synges, hoppes, tages tøj af og på, trøstes, grines og så videre.

Jeg er stolt af min institution og de kolleger, jeg deler denne institution med. Vi er dygtige og bevidste om vores betydning for det enkelte lille menneske. Også med hippien i hjertet.

Grethe Møller,

pædagogisk leder,

Knapmagerstien 63, København S

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

En hippiepædagog svarer igen

Christian Budde, publiceret d.16/08 11:05 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: En hippiepædagog svarer igen
Stor respekt for dig og din institution og hvad du står for.

Jeg er også selv (årg. 1954) vokset op i "hippie-tiden". Hvad jeg mener, er at vi voksne, uanset om vi vil det eller ej, via eksemplets magt og de fortællinger og oplevelser, vi giver børnene, er med til at præge dem og gøre dem til, hvad de er og bliver.
Det, du kalder ”laissez-faire-pædagogikken”, tolker jeg som det, man dengang kaldte den frie opdragelse, hvor barnet selv skulle skabe sine normer. Vi voksne skulle ikke blande os i, hvad barnet blev til. Det skulle være / blive "sig selv".

Jeg har en i familien, der er børnepsykiater. Han var dengang en stor fortaler for "den frie børneopdragelse". Børnene skulle have lov til at rase ud, danne deres eget væsen, selv finde deres grænser.
Da han fik børnenebørn, oplevede jeg ham skælde et af dem ud - en ting, han aldrig ville have praktiseret over for sine egne børn. Jeg gjorde ham opmærksom på det og spurgte, om det ikke var imod hans principper. "Man har vel lov til at blive klogere", var svaret.

Vi præger børnene, uanset om vi vil eller ej, og de normer, vi giver dem med, skal bl.a. være sådan, at den frihed og de grænser, de søger, ikke må gå ud over andres frihed og grænser.
Respekten for andre mennesker og deres frihed, grænser og normer var en af de væsentligste ting, jeg savnede i "den frie børneopdragelses" enebarnspædagogik. For der var utroligt mange enebørn, hvor forældrene ville have lov til at give dette ene barn alt det, de kunne, fokusere på dette ene barn. Disse børn blev så oplært til en kræve-mentalitet, som vi desværre ser mange steder i dag.

Jeg kom for et par år siden til at arbejde sammen med en jævnaldrende kollega, jeg også havde arbejdet sammen med i starten af 80'erne. Han havde dengang netop den indstilling, og ville derfor kun have 1 barn, og ikke som jeg 3. Godt 20 år senere indrømmede han, at hans søn nok havde haft godt af at have en søskende eller to, for at lære de begrænsninger at kende, som det gav.
Del Link

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​