Wikipedia er blevet selve kilden til hurtig og lettilgængelig viden, selvom mange fortsat advarer om, at oplysningerne på det enorme netbaserede leksikon, som alle kan bidrage til, ikke altid er til at stole på.
Den advarsel kan se ud til at gælde især for temaer, som særligt kvinder interesserer sig for.
LÆS OGSÅ: Google gør os dårligere til at huskeForskere fra universitetet i Minnesota har nemlig gået igennem kønsfordelingen i onlineleksikonet, og indtrykket af, at der er skrevet mere om lejesoldater end om sex og samliv, får nu videnskabelig støtte. Der er langt flere mandlige bidragydere på Wikipedia end kvinder.
”Vi ville undersøge, om ujævnheden var at finde på Wikipedia som helhed,” siger Shyong Lam ifølge det norske forskningssite, forskning.no.
De undersøgte derfor tre aspekter af internetleksikonet: antallet af kvindelige bidragydere, hvilken effekt kønsbalancen havde på indholdet på Wikipedia, og hvilken rolle køn indtog i konflikter, som udspillede sig i forbindelse med artiklerne.
Resultaterne viste, at i 2009 var kun 16 procent af de nye bidragydere kvinder, og disse bidragydere stod kun for ni procent af ændringerne det samme år.
Forskerne skriver, at artiklerne, som de kvindelige bidragydere viser interesse for, er markant kortere end de ”mandlige” artikler.
Konflikterne mellem bidragyderne på Wikipedia opstår ofte, fordi forfatterne ændrer hinandens artikler, fordi de mener, at den anden tager fejl om et tema. I konflikterne er der også en tydelig kønsdimension, men her blev forskerne dog overraskede. Artiklerne, som kvindelige bidragydere skriver til, er omtrent dobbelt så ofte artikler om kontroversielle emner. Kvindelige bidragydere står derfor i større fare for at blive blokeret eller blive redigeret af andre.
Det får forskerne til at konkludere, at resultaterne viser en kultur, som modsætter sig kvindelige bidrag.