Målet er en orgelfri gudstjeneste

Esben Eyermann er selv vokset op i en præstegård, men han havde aldrig forestillet sig, at han skulle arbejde i den danske folkekirke.

”Selvom jeg har fået kristendommen ind med modermælken, føler jeg mig stadig fremmedgjort, når jeg kommer i en kirke. For det kan virke lidt teateragtigt. Orglet svæver ofte 10 meter oven over menigheden, og derfor er det svært at skabe en nærhed i musikken og inkludere folk. Med den rytmiske musik er det nemmere at placere musikerne sammen med folk på gulvet,” forklarer Esben Eyermann, og Janne Mark uddyber:

”Når jeg går ind i kirken, kan jeg føle mig forkert på forhånd, fordi jeg ikke kender stedets ’koder’. Men når man genkender musik og sang, som man kender fra andre miljøer, kan man føle sig mødt og være mere åben over for kirken og dens budskab.”

Parret synes, det er spændende at bruge deres baggrund inden for den rytmiske musik og være med til at udvikle en anden form for kirke.

”Jeg har altid sunget og elsket salmerne, og jeg ville derfor gerne se, hvordan vi kunne skabe en ny kultur omkring dem,” siger Janne Mark.

For begge er det dog vigtigt, at diskussionen ikke handler om at være for rytmisk musik og imod orgelmusik eller omvendt, men at der er tale om god og dårlig musik inden for begge genrer.

Derfor går musikerne i Brorsons Kirke meget op i at vælge den rigtige rytmiske musik. Den er i Brorsons Kirke både defineret som salmetekster tilsat rytmer og sange fra kunstnere som Anne Linnet, Paul McCartney og Stevie Wonder.

”Den rytmiske musik kan noget andet. Det er svært at sige, hvad det er. Men hvis man har oplevet det, ved man, hvad det andet er,” siger Esben Eyermann.

Det ”andet” bliver undervejs i samtalen indkredset til at være musik, hvor kroppen får lyst til at bevæge sig. For kirken må gerne i højere grad tale til det hele menneske og ikke kun til hovedet.

Rent teknisk er der også elementer ved den rytmiske musik, som gør den mere inkluderende.

”Vi holder bevidst pulsen mellem versene. Det gør, at menigheden ikke går i stå og derfor bedre tør synge med,” forklarer Janne Mark.

Omvendt er der dog også faldgruber ved den rytmiske kirkemusik. Nogen vil indvende, at den kan gøre gudstjenesten til en koncertoplevelse. Derfor har man i Brorsons Kirke bevidst valgt, at bandet skal stå i siden af kirkerummet for ikke at få for megen opmærksomhed.

”Vi prøver altid at inkludere både nye og gamle salmer, så der bliver en sammenhæng mellem traditionerne,” siger Janne Mark.

Diskussionen om, hvor langt kirken skal strække sig for at imødekomme musik-ønsker fra folk, er også relevant i Brorsons Kirke.

”Nogen vil sige, at vi lefler for folk, og at kirken skal være en uforanderlig kirke. Men hvis vi ikke møder folk med en åbenhed, hvad er der så tilbage?”, spørger Janne Mark, og hun svarer selv:

”Så er kirken bare en tom bygning.”

Det betyder dog ikke, at parret siger ja til alt.

”Vi skal kunne tolke teksterne, så de passer til kirkens budskab. For eksempel har vi sagt nej til nogle typer af kærlighedssange til vielser, for der skal være et dybere lag i sangen om kærlighed, for at det kan bruges i kirken,” siger Esben Eyermann.

Uanset fordele og ulemper har Janne Mark og Esben Eyermann oplevet, at folk har taget gudstjenesteformen i Brorsons Kirke til sig.

Da de kom til kirken, bestod menigheden af fire ældre damer, mens de i dag kan samle mellem 70 og 100 mennesker til kirkens månedlige søndagshøjmesse ”Bøn & Brunch”.

”Folkekirken har et problem i forhold til aldersbalancen. En ting er, at vores kirke nu er fyldt, men vigtigere for kirken er det, at det fortrinsvis er unge, børnefamilier og studerende, der fylder kirken op. Og det er jo folkekirkens udfordring at samle netop disse grupper op. Der er kommet flere til vores gudstjenester, siden vi startede, og med den respons, vi får, synes vi, at projektet er lykkedes,” siger Esben Eyermann og fortsætter:

”Men på trods af at det er den rytmiske musik, danskerne hovedsaligt lytter til, er den næsten ikke-eksisterende i folkekirken.”

Ønsket for fremtiden er derfor, at der gøres op med orglets monopol.

”Mit håb er, at folkekirken begynder at udvikle sin musikprofil, så den bliver meget bredere. Det kan jo ikke passe, at orglet skal have monopol på at omsætte evangeliet til toner. Domprovst i Københavns Stift Anders Gadegaard har foreslået, at der i hvert provsti i København er en ungdomskirke med en anderledes musikprofil end den klassiske. Så især i de større byer er jeg sikker på, at der i fremtiden vil være en meget større bredde i det kirkemusikalske miljø,” slutter Esben Eyermann.

anne.jensen@k.dk