Karen Storgaard Larsen |
17. august 2011
Vi havde valgt Per Damgaard Pedersen, uanset om han ville vie fraskilte eller ej. Sådan lyder det fra formanden for Kristkirkens Sogns Menighedsråd, Karen Storgaard Larsen
I Kristkirkens Sogn i Kolding har vi kaldet en ny præst. Det er ikke gået stille af! Men lad det være sagt med det samme: Vi havde valgt Per Damgaard Pedersen, uanset om han ville vie fraskilte eller ej. For det har aldrig været et mål for menighedsrådet at vælge en tredje præst, som ikke vil vie fraskilte.
Det var til gengæld et klart mål at få en præst, som ville bygge med på det menighedsliv, der samler hundredvis hver uge i Kristkirken. Det var vores overbevisning, at en plus en plus en er mere end tre, hvis alle tre præster trækker i samme retning. Hvorfor skulle vi konkurrere med Koldings øvrige bysogne? De er hver for sig glimrende repræsentanter for folkekirken med hver deres profil. Hvem går op i sognegrænser i en by af den størrelse?
LÆS OGSÅ:DEBAT: Gælder kirkens rummelighed præsterne folket? Per Damgaard Pedersen vil bygge med. Og så gjorde han et kæmpe indtryk, så han ikke var til at komme udenom. Derfor satte jeg min stemme på Per Damgaard Pedersen.
Betød det så ikke noget, at vi med ham ville få en situation, hvor ingen af vores præster vier fraskilte? Jo, det gjorde det. Men provsten forsikrede os om, at det henhørte under en af de små provsteopgaver at finde afløsere til disse vielser. Og vi vidste, at vi har under en håndfuld af den type vielser om året. Derfor kom andre argumenter til at veje tungere end spørgsmålet om vielse af fraskilte. Også selvom langtfra alle medlemmer af rådet deler præsternes holdning til det spørgsmål. Enden på det hele blev, at Kristkirkens Sogn har fået en fantastisk præst. Og de, som vil vies – også de fraskilte – kan forsat blive det.
Nu beskyldes menighedsrådet så for at være indremissionske kupmagere, der har misbrugt deres magtmidler. Tag den!
Mine gode kolleger i menighedsrådet har brugt hundredvis af frivillige timer på arbejdet. Og det skulle så være takken.
At der skulle vælges præst i denne valgperiode var kendt længe før udløbet af forrige periode. Så enhver, der ønskede indflydelse i menighedsrådet og dermed på præstevalget, kunne være mødt op til det offentlige opstillingsmøde, som var annonceret i avisen. Alle fremmødte ved opstillingsmødet fik indflydelse på opstillingsresultatet, og alle, der ønskede en plads i menighedsrådet, fik én. Sognebørn og sognebåndsløsere i skøn forening. Hvad skulle vi ellers have gjort?
At møde op til et offentligt opstillingsmøde, bliver man ikke kupmager af. Og selvom biskoppen har beskyldt os alle for at føle os som repræsentanter for Indre Mission, så har Indre Mission ikke haft nogen indflydelse – hverken af navn eller gavn. Mange i menighedsrådet forstår ikke, at de skal betegnes som indremissionske. For sådan opfatter de slet ikke sig selv.
Det er korrekt, at flertallet af medlemmer i rådet er sognebåndsløsere. Vi har aktive kirkegængere fra hele Kolding. Men sognebåndsløserne havde ikke indflydelse på, hvem der mødte op til opstillingsmødet den septemberaften i 2008. Og menighedsrådet havde næppe fået en anderledes profil, hvis kun indfødte sognebørn måtte være med. Det havde derimod ændret noget, hvis der havde været en alternativ liste. At der ikke var det, kan man ikke bebrejde sognebåndsløserne!
At sende sognebåndsløsere ud af menighedsrådene, det bliver der kun tabere af. Vi taler om at sætte folkekirkens mest engagerede medlemmer og varmeste fortalere uden for indflydelse – det gavner ikke folkekirken. Det må være åbenbart for de fleste.
Vi har efter bedste evne forsøgt at forvalte vores ansvar og forhåbentlig valgt den, som Han havde kaldet til os. Hvem har da myndighed til at sige, at vi har valgt forkert?
Karen Storgaard Larsen er formand for Kristkirkens Sogns Menighedsråd
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad