Nu beskyldes menighedsrådet så for at være indremissionske kupmagere, der har misbrugt deres magtmidler. Tag den!

Mine gode kolleger i menighedsrådet har brugt hundredvis af frivillige timer på arbejdet. Og det skulle så være takken.

At der skulle vælges præst i denne valgperiode var kendt længe før udløbet af forrige periode. Så enhver, der ønskede indflydelse i menighedsrådet og dermed på præstevalget, kunne være mødt op til det offentlige opstillingsmøde, som var annonceret i avisen. Alle fremmødte ved opstillingsmødet fik indflydelse på opstillingsresultatet, og alle, der ønskede en plads i menighedsrådet, fik én. Sognebørn og sognebåndsløsere i skøn forening. Hvad skulle vi ellers have gjort?

At møde op til et offentligt opstillingsmøde, bliver man ikke kupmager af. Og selvom biskoppen har beskyldt os alle for at føle os som repræsentanter for Indre Mission, så har Indre Mission ikke haft nogen indflydelse – hverken af navn eller gavn. Mange i menighedsrådet forstår ikke, at de skal betegnes som indremissionske. For sådan opfatter de slet ikke sig selv.

Det er korrekt, at flertallet af medlemmer i rådet er sognebåndsløsere. Vi har aktive kirkegængere fra hele Kolding. Men sognebåndsløserne havde ikke indflydelse på, hvem der mødte op til opstillingsmødet den septemberaften i 2008. Og menighedsrådet havde næppe fået en anderledes profil, hvis kun indfødte sognebørn måtte være med. Det havde derimod ændret noget, hvis der havde været en alternativ liste. At der ikke var det, kan man ikke bebrejde sognebåndsløserne!

At sende sognebåndsløsere ud af menighedsrådene, det bliver der kun tabere af. Vi taler om at sætte folkekirkens mest engagerede medlemmer og varmeste fortalere uden for indflydelse – det gavner ikke folkekirken. Det må være åbenbart for de fleste.

Vi har efter bedste evne forsøgt at forvalte vores ansvar og forhåbentlig valgt den, som Han havde kaldet til os. Hvem har da myndighed til at sige, at vi har valgt forkert?

Karen Storgaard Larsen er formand for Kristkirkens Sogns Menighedsråd