Konge før han er menneske

Han er konge, før han er menneske. Ordene gælder Valdemar den Store, og deres gyldighed bekræftes af handlingen i den store og bredt anlagte historiske roman ”Frit gennem Jylland”, som Martin Jensen debuterede med i 1998, og som nu foreligger i en ny udgave.

LÆS OGSÅ: Arkæologer finder porten mellem Danmark og Europa

Magtens fordærv er hovedtemaet. For kong Valdemar må alle hensyn vige – også hensyn til hans venner – for dette ene at tage vare på magten. Men det er lige så meget den, der tager vare på ham: ”En konge ruller den vej, magten ønsker, han skal rulle, og han kan ikke give slip på den, for så ruller den over ham.” Netop af den grund vælger en af bogens hovedpersoner, kongeætlingen Buris Henriksøn, at afstå fra krav på tronen.

”Frit gennem Jylland” er aktuel til alle tider, samtidig med at den overbevisende skildrer den tid, der er romanens – nemlig midten af 1100-tallet med den blodige kamp om kongemagten i Danmark. Kandidaterne, Svend, Knud og Valdemar, er brikker i stormændenes spil, og den beske morale er, at vinderen er manden, der ikke alene vil magten, men også midlerne til at opnå og fastholde den. Og dette til den yderste – umenneskelige – konsekvens. Fortælleren er den jyske stormandssøn Henrik Arvigsøn, der længe står Valdemar nær og bliver en af rigets mægtigste mænd. Men en uoverensstemmelse med kongen – samt en falsk anklage for forræderi – fører til hans dybe fald. Han, der havde alt, mister alt. Også sine nærmeste. Kongen har talt. Med brand og drab.

Romanen er rask fortalt, med sikker sans for den malende detalje. Resultaterne af de kildestudier, der må ligge bag, er indarbejdet i historien og bringes i bevægelse sammen med den. Martin Jensen tynger den ikke med tidskolorit for dennes egen skyld. Det dramatiske og tragiske forløb engagerer, fordi det har udgangspunkt i en menneskelig dimension. Vi kommer tæt på tiden, i fredelige dage, men først og fremmest i ufredelige. Slagene – med det på Grathe Hede som det centrale – skildres, uden at det voldelige udpensles, men på den anden side også uden fortielse af, hvor brutal krig er. Det fornødne, der skal siges i så henseende, indfanges i hurtige glimt.

Én ting irriterer mig: at Martin Jensen i passager lader personerne grine så meget, som han gør. Det virker idiotisk.

grymer@k.dk