Palæstinensiske demonstranter foran FN's hovedkvarter. Om få uger skal FN's medlemslande stemme om en anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat.
- Shameel Arafin / Demotix/Scanpix Denmark
Ida Skytte |
17. august 2011
Udsigten til en afstemning i FN om anerkendelse af Palæstina får diplomater fra begge sider af konflikten til at arbejde for henholdsvis ja og nej til det vigtige spørgsmål. I Danmark mærker folketingspolitikerne også lobbyismen
Både på Christiansborgs gange og i resten af verden arbejder israelske og palæstinensiske diplomater i øjeblikket intenst på at tale deres sag over for medier og politikere.
Det sker, fordi FN –
sådan som Kristeligt Dagblad omtalte i går – til september skal tage stilling til en anmodning fra det palæstinensiske selvstyre om at anerkende Palæstina. Og eftersom mange lande, herunder Danmark, endnu ikke officielt har taget stilling i det kontroversielle spørgsmål, kører lobbyismen på et højt niveau, siger både folketingspolitikere og diplomater.
LÆS OGSÅ: VKO er splittet om anerkendelse af Palæstina”Det her er et historisk øjeblik, så vi har meget travlt for tiden,” siger det palæstinensiske selvstyres repræsentant i Danmark, Amro Alhourani, der ikke vil gå i detaljer med, hvordan de konkret arbejder.
”Vi forsøger på mange måder at få støtte til vores synspunkter, både hos politikere, gennem medierne, i den offentlige debat og i civilsamfundet. Vi håber, at politikerne vil stemme i vores favør, da vi ikke beder om noget usædvanligt eller urimeligt,” siger han.
Fra israelsk side er det diplomatiske aktivitetsniveau altid højt.
”Der er ikke noget hemmeligt i det. Vi forsøger gennem forskellige kanaler at få vores holdninger ud til dem, der træffer beslutninger. Vi taler med og deler vores bekymringer med politikere og journalister og forsøger at argumentere for direkte bilaterale fredsforhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne,” siger Israels viceambassadør i Danmark Dan Oryan.
Politikerne mærker også interessen fra begge sider.
”Der er en øget interesse. Den palæstinensiske repræsentant har fremført, at de håber og tror, at de kan få støtte fra et stort flertal i generalforsamlingen. Israelerne har argumenteret heftigt imod, da det i deres øjne vil komplicere fredsforhandlingerne,” siger Mogens Lykketoft (S), tidligere udenrigsminister.
Hverken han eller udenrigsordfører for De Konservative Naser Khader mener, at lobbyismen påvirker deres beslutninger.
”Men det er altid godt at blive klogere,” siger Khader.
”Den israelske ambassade er meget aktiv – jeg får en mail fra dem næsten en gang om ugen. Og den palæstinensiske ambassadør har også været rundt hos ordførerne,” siger han.
At spørgsmålet optager sindene verden over,
kan også aflæses af, at Israels regering ifølge den israelske avis Haaretz for alvor har sat gang i den diplomatiske mobilisering ved at bede sine ambassader verden over om at modarbejde en anerkendelse.
Avisen beskriver, hvordan ambassadørerne i EU-landene er blevet bedt om at ”forberede planer”, der kan få deres respektive lande til enten at stemme nej eller undlade at stemme. Israels regering har ifølge avisen delt EU i forhold til lobbyindsatsen: 1) lande, der er imod en selvstændig stat, herunder Tyskland og Italien. 2) Lande, der er usikre, herunder gamle østbloklande som Tjekkiet, Slovakiet og Polen, der i 1988 anerkendte Palæstina. 3) Lande, der har tendens til automatisk at tage palæstinensernes side, herunder Sverige, Irland, Belgien og Portugal.
Danmark nævnes ikke. Og som Kristeligt Dagblad skrev i går, har udenrigsminister Lene Espersen (K) endnu ikke officielt taget stilling til, hvad Danmark vil stemme.
skytte@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad