Med ballade skal skole bygges

Hun mener derfor, at balladen over for vikaren i virkeligheden har det formål at bevare lærerautoriteten. Ved mødet med den nye underviser udefra foretager eleverne en test af, om vikaren formår at påtage sig den nødvendige magt, som skal til for at undervise. Dermed når hun frem til, at balladen ikke er et oprør mod skolen, men derimod et forsvar for den.

”Det går igen i alle tre generationer, at skolen er læreren. Eleverne mener, at læren skal være autoriteten, som man enten frygter eller ønsker at gøre tilfreds,” siger hun.

Uanset om skolesystemet har haft skiftende pædagogiske dagsordener om klassisk undervisning ved tavlen, gruppearbejde eller ansvar for egen læring, har eleverne altså siddet på deres plads og fokuseret på, hvad læreren mon var ude på.

”Et typisk udsagn lyder noget i retning af: ’Vi var skolens ballade-klasse. Ingen kunne styre os, kun vores dansklærer, Lise. Når hun kom ind i klassen, blev der ro,’” fortæller Helle Bjerg.

Forskeren peger dermed på, at elever skaber en fantasi om den enkelte lærer. Tilsyneladende skal der være et skær af mystik over læreren, for at han eller hun findes værdig til at få rollen. Derfor mener hun heller ikke, at der bare er sket et generelt autoritetstab for lærere siden 1950’erne, som mange iagttagere ellers mener. Til alle tider har autoriteten været afhængig af, at eleverne fandt læreren værdig til at få den.

Helle Bjerg opererer med tre lærertyper i elevernes øjne: de gode, de onde og de helt umulige. De første to typer er begge krævende og værdige til elevernes respekt. Men de gode er dem, som eleverne føler kan se nogle muligheder i dem, de måske ikke selv er klar over. De onde er dem, som er strenge, uden at eleverne forstår hvorfor. De umulige er dem, som ikke lever op til elevernes forventninger og fantasier om en personlighed ud over det sædvanlige, og som man derfor kanøfler.

”Den sidste gruppe er ikke kun vikarer. Mange lærere har arbejdet 20, 30 eller 40 år i folkeskolen, uden at eleverne gav dem lov til at indtage positionen som lærer,” fortæller Helle Bjerg.

Hendes afhandling hedder ”Skoling af lyst”, fordi den mest markante forskel på 1950’ernes og 1990’ernes skole slet ikke er balladen eller lærerens autoritet, men hvilke forventninger læreren har mødt eleverne med:

”I 1950’erne satte ingen spørgsmålstegn ved, at undervisningen kunne være kedelig. Det var ligegyldigt, stoffet skulle læres alligevel. Men fra 1970’erne og intensiveret i 1990’erne kan jeg se, at eleverne har fået pligt til lyst. Der er opgaver, som ikke lader sig løse, medmindre eleven har lyst til dem og kan levere noget ekstra personligt. Det er et problem for de elever, som bare ikke har lyst.”

mikkelsen@k.dk