Kunstner først, videnskabsmand så

Tegningerne er udført fantastisk og viser en iagttagelsesevne, som aldrig er set større. Leonardo fanger bevægelserne i fuglens flugt, han bemærker fine anatomiske detaljer for eksempel ved øjnene, og han kan opfatte og gengive, hvordan vand strømmer, og bølger udbreder sig. Det er stor kunst og naturvidenskabelig erfaring, der her gøres.

Men samtidig er disse tegninger også hans akilleshæl som naturvidenskabelig forsker. For det første gik hele hans liv med at tegne i notesbøger uden at gøre noget færdigt og offentliggøre det.

For det andet er tegningerne som nævnt vældig detaljerede. Det var en styrke, når han skulle lave anatomiske tegninger, og anatomi er også det videnskabelige område, han havde mest held på.

Men hvis man skal udvikle fysisk naturvidenskab som Galileis og Newtons, skal man forenkle og abstrahere, så man arbejder med legemer og tal og formulerer generelle love. Det punkt kom Leonardo ikke til.

Han var ganske vist tæt på det i sin beskrivelse af strømninger i vand, især bølger, og her var han offer for sort uheld. Strømninger i vand er nemlig et af de vanskeligste emner i fysikken, som selv i dag ikke kan beskrives eksakt. Havde Leonardo – som Galilei – kigget på kugler, der faldt ned fra Det Skæve Tårn i Pisa, havde han måske haft en chance for at skabe et egentligt videnskabeligt gennembrud.

De fantastiske tegninger står på en eller anden måde i skærende kontrast til Leonardos beskedne videnskabelige resultater. Det gør det svært at vurdere ham. Var han en dygtig kunstner og en meget middelmådig videnskabsmand? Eller lå hele den vestlige videnskabelige revolution i svøb i hans notesbøger? Eller var han en særlig original forsker, der foregreb en moderne og noget alternativ holistisk naturvidenskab?

Den traditionelle vurdering af Leonardo i den videnskabshistoriske litteratur er den første mulighed, altså en dygtig kunstner og ikke meget mere.

Capra prøver at køre ad begge de to andre spor. Nogle steder er Leonardo videnskabsmanden, der var på nippet til at nå det, som Galilei og Newton præsterede: ”Det er derfor min opfattelse, at Leonardo var helt alene om at udforme den nye viden, som i dag kaldes den videnskabelige metode.”

Andre steder er Leonardo endnu dygtigere. Dér beskriver Capra ham som en kunstner-videnskabsmand, der har sans for den store sammenhæng i naturen, for den holistiske tilgang, hvor skønhed og sandhed hænger sammen.

På den måde forudgriber Leonardo ifølge Capra økologisk tænkning og en videnskab, der ser på hele klodens og livets sammenhæng i modsætning til den traditionelle naturvidenskabelige tradition, der isolerer problemer og giver anledning til en kultur og tænkemåde som den moderne industrielle. Den er jo dygtig til at forfølge ét bestemt mål – for eksempel at udvinde og sælge olie uden at tænke på konsekvenser som forurening og drivhuseffekt fra CO2.

De afsnit, hvor Capra dyrker Leonardo som et videnskabeligt geni langt forud for sin tid, er bogens mindst vellykkede. Det virker ikke overbevisende, når Capra påstår, at Leonardo hele tiden var tæt på at præstere det historisk utænkelige ved at være 100 eller 200 år forud for sin tid. Det er heller ikke nødvendigt, for han var i sig selv en spændende kunstner og tænker. Dét viser bogen heldigvis vældig godt.

kultur@k.dk

Fritjof Capra: Leonardo da Vinci. Videnskabs-mand og tænker. Oversat af Claus Bratt Østergaard. 326 sider. 299 kroner. Informations Forlag. Udkommer i dag