Mere af pligt end af sand tro på en genopstandelse, besluttede jeg mig dog for at gøre et sidste forsøg på at genoplive min røde følgesvend. Bevæbnet med en miniskruetrækker fik jeg skruet apparatet fra hinanden, trykket på et par dimser og pustet list hist og her.

Jeg havde ingen idé om, hvad jeg gjorde. Efter operationen var det tid for et sidste forsøg. Hvis det ikke tændte nu, kunne bananskrællerne i skraldespanden se frem til en ny kompagnon. En snært af håbefuldhed gnistrede i maven, da jeg trykkede det runde ”on”-felt ned.

Som Tornerose efter prinsens kys gled plastikklapperne til side, og det åbnede påny sit linse-øje. Hvis jeg ikke tager helt fejl, så var der et glimt at spore i dets øjenkrog. Og det virkede upåklageligt.

MED GLÆDE I HJERTET gik jeg altså videre ud i verden. Kameraet med. Nærmere betegnet lagde min vej sig forbi USA, hvor jeg i Kansas bankede mine rastløse teltpløkke i for et års tid. Der er ikke meget at sige om denne stat. Overhovedet. Men varmt om sommeren, det er der. 40-50 grader kommer ikke bag på nogen midtvestbeboer.

I dansk forundring over denne varmeherlighed besluttede jeg at tilbringe eftermiddagen i haven. Kameraet skulle med, så jeg kunne tage nogle billeder til dem derhjemme. Den efterfølgende dag kommer min fætter, der netop er i færd med at slå græs, ind. Hans usikre smil får øjeblikkelig uroen til at krybe frem i min mave. Jeg lader blikket glide fra hans solbrændte ansigt hen over brystkassen, hvor græsstumper har klistret sig fast og videre ud til hånden. Den holder et rødt kamera.

LÆS OGSÅ: Når virkeligheden overgår fantasien - kronikkonkurrence 2011

De færreste mennesker har godt af at ligge i 45 graders sol længere end et par minutter. Det har et kamera heller ikke. Afgjort slet ikke i 24 timer. Ikke nok med det. Med brødebetynget stemme meddeler min fætter, at han ulykkeligvis var kommet til at køre hen over det kære kamera. Med græsslåmaskinen.

Jeg kunne se det hele for mig. Halvvejs omkommet af hedeslag hører kameraet fra sin plads i græsset havetraktoren nærme sig. Ude af stand til at forsvare sig selv, ligger det der, mens monstrummet bevæger sig hen over det. Alt bliver mørkt. Lyden af knivsbladene får det til at risle koldt ned ad bagskærmen. Ikke nogen fast forward-knap at gøre godt med.

Denne gang ville det slet ikke reagere. Lige meget om jeg trykkede, rystede, råbte eller hoppede. Det var slut. Dog burde batteriet stadig virke. Så jeg smækkede det i opladeren. Den lyste. Mistroisk besluttede jeg at prøve at sætte det i kameraet. Jeg lod den grå brik glide på plads. Lukkede klappen. Og så skete det underfundige. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Eller ører, da det velkendte ”biv-tjik-tjik” lød, mens linsen tappert kørte ud. Det var sket igen. Mit kamera havde trodset verdens modgang og var atter blandt de levende.

Vejret i Colorado Mountains kan beskrives med meget få ord. Smukt. Og koldt. Især om aftenen. Natten kommer vi slet ikke ind på. Vi skulle på vores skiferie i denne naturskønne stat og bo i en hytte hos nogle venner. Den første dag tog vi hul på eventyrene i høj fart ned ad favoritpisten ”Hughes” eller den puklede ”March Hare”, og først da vi trætte og glade kom hjem til 772 Bear Paw Drive, slog tanken mig at tage et billede. Hytten havde to kæmpe vinduer i stuen, der åbenbarede udsigten til et Narnia-agtigt pragtsyn. Men kameraet befandt sig ikke i nogen taske. Nogen lomme. På noget bord, stol, gulv. I bilen ej heller. Denne gang drejede det sig ikke ”bare” om en skade, der kunne forsøges udbedret. Det var væk. Verschwunden. Gone. Titusind kilometer hjemmefra. Denne gang tog jeg for alvor afsked med IXUS 100 i mit stille sind. Kameraet var nu ude af mit liv.

TO DAGE SENERE viste det sig dog, at kameraet ikke blot var ude af mit liv, men også ude af huset. I indkørslen, hvor de fire biler, vi brugte, havde kørt ud og ind gentagne gange dagligt, og hvor sne og frostgrader langt under frysepunktet hærgede, lå mit kamera.

Rødt og stolt lå det der i den hvide sne, lige indtil dens redningsdame og samtidig min venindes mor, Mrs. Mathews, spottede det og tog det med indenfor i sikkerhed. Tropetemperaturer havde det udstået. Men Colorados kolde skulder var mere, end mit lille kamera kunne klare. Hvis ikke kulden alene, så havde ensomheden eller visheden om, at man var blevet glemt nok taget livet af det. Troede jeg.

Men hvad var det dog, der skete? Endnu en gang smeltede den kanone standhaftighed mit vinterfrosne hjertes pessimisme. Om det var hyttens mere menneskelige temperaturer eller den kærlighed og omsorg, der blev tildelt det, så brød det endnu en gang sandsynlighedens grænser. Et smukt bjergmotiv lyste skærmen op, da jeg tændte. Det fortabte kamera var kommet tilbage. Det levede. Og det fungerede.

På magisk vis er jeg til dags dato stadig den lykkelige ejer af mit Canon IXUS 100 IS. Få venner har jeg delt så mange oplevelser med som denne, og nu er følelsen af den lille firkant i lommen blevet en helt naturlig og uundværlig del af ferier, fester og hverdage.

Hvordan det stædigt har mestret at komme helskindet gennem strabadserne, er mig en gåde. Det er næsten, som det lille apparat ligger inde med en udødelig sjæl. Men det ligger her stadig på skrivebordet og klikker utrætteligt videre.

Katrine Vigilius er bosat i Græsted