Erik Bjerager |
18. august 2011
Rigtigt af Løkke at afvise DF som regeringsparti
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beroligede uden tvivl en del tøvende midtervælgere, da han i går slog fast, at Dansk Folkeparti ikke vil komme til at danne regering med VK efter et valg. Synspunktet er nu ikke overraskende, for selvom Claus Hjort Frederiksen (V) engang kom til at sige, at Venstre og Dansk Folkeparti deler værdier, er forholdet mellem De Konservative og Dansk Folkeparti langtfra så hjerteligt, at det vil kunne tåle et regeringssamarbejde.
Ydermere tyder meningsmålingerne ikke på, at VKO kan danne flertal sammen. Var der udsigt til det, ville Lars Løkke Rasmussen (V) formentlig ikke have udtalt sig så bastant. Hans udmelding skal derfor også ses som en pragmatikers opgør med blokpolitikken. Hvis det forestående folketingsvalg falder ud til en borgerlig regerings fordel – hvad meningsmålingerne ikke tyder på – vil den efter alt at dømme skulle regere med skiftende flertal baseret på stemmer fra ikke bare Dansk Folkeparti, men også især De Radikale og Liberal Alliance.
Selvom disse taktiske overvejelser lægges til side, er Løkkes udmelding fornuftig. Dansk Folkeparti bør ikke komme i regering. Selvom partiet har stemt for alle VK-regeringens finanslove, har det også tjent sig selv økonomisk ved at kræve betaling til partiets kernevælgere med blandt andet ældrechecken. Partiets manglende vilje til at reformere velfærdsstaten, efterlønnen og arbejdsmarkedet hurtigere og mere tilbundsgående, end tilfældet har været – og i det hele taget holde igen på de offentlige udgifter – er en af forklaringerne på, at Danmark efter 10 år med VKO-flertal nu må kæmpe med store underskud på de offentlige finanser, selvom skattetrykket er blandt de højeste i verden.
Partiets EU-politik og stærke skepsis over for det europæiske og internationale samarbejde harmonerer ikke med, hvad der burde være enhver ansvarlig regerings sigte: at placere Danmark centralt i det europæiske og internationale fællesskab.
Partiets fortjeneste er, at det igennem det seneste årti har trukket flygtningepolitikken i en indlysende rigtig retning, som Socialdemokraterne og SF i dag også bakker op om. Partiet har med god grund problematiseret islams vanskelige forhold til demokrati og vestlige frihedsrettigheder, og det har turdet tale om det nationale i en global tid.
Men DF har skamredet udlændingespørgsmålet. Folkekirken er blevet taget som gidsel i partiets islamkritik og nationale skoleridt. Begrænsningen af et godt nok dokumenteret problem med visse muslimske prædikanter og muslimske friskoler har ramt kristne trossamfund og fri- og efterskoler som en boomerang og indskrænket åndsfriheden.
Den monomane satsning på en stadig strammere udlændingepolitik har givet Danmark et renommé som et engang åbent land, der nu lider af at være blevet frygtsomt, indadvendt, ugæstfrit og fremmedfjendsk. DF’s krav om dansk enegang for øget grænsekontrol uden om et samarbejde med vore nabolande lægger sig i forlængelse af den udvikling, og det har skadet Danmark.
Dansk Folkeparti har sin indlysende berettigede plads i Folketinget, og partiet har tilført dansk politik en dimension, der ellers ville mangle. Det repræsenterer vælgere, der på en række områder er overset i den moderne samfundsudvikling, og det lægger stemme til holdninger blandt borgere uden for mediernes sædvanlige radarzone. Det har i sin ledelse nogle af Folketingets dygtigste politikere.
Partiets karskhed har på godt og ondt været med til at opsuge en politisk højrefløj, der i andre lande har radikaliseret sig, men herhjemme er stort set ikke-eksisterende.
Et er dog at være et berettiget parti. Noget andet er at være regeringspartner. Derfor er Lars Løkke Rasmussens kontante nej til DF’s regeringsdrømme velgørende. bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad