Send artiklen Kærlighed bryder den onde cirkel til din ven.
Kærlighed bryder den onde cirkel
"Nawals hemmelighed" minder på flere måder om Susanne Biers "Hævnen", som den kæmpede om en Oscar med. Instruktion: Denis Villeneuve. Canada-Frankrig 2010. Premiere flere steder.
I det tidlige forår i år fik Susanne Bier en Oscar for den fremragende film ”Hævnen”, der handlede om at bryde hævnens kædereaktion. Hvad kan bryde voldens og gengældelsens reaktionsmønster? I Susanne Biers film var det, at én skulle ofre sig.
For mig havde hendes film dermed en dyb kristen resonans. Jesu ofrelse på korset for menneskers skyld lå lige bag ved. Nu har en af Susanne Biers konkurrenter i Oscar-kapløbet om at blive bedste udenlandske film premiere, nemlig ”Nawals hemmelighed”, og også den slår dybe kristne toner an. Den handler også om, hvad der bryder voldens og gengældelsens reaktionsmønster. Sagt med det samme er den også fremragende. Susanne Biers sejr er ikke på en billig baggrund!
”Nawals hemmelighed” handler om kvinden Nawal, der bliver født i 1949 i Libanon. I begyndelsen af filmen er vi rykket 50 år frem til 2009. Nawal er død, og hendes to børn, tvillingerne Jeanne og Simon, sidder hos notaren og får læst testamentet højt. Nawal trak sig ind i sig selv i den sidste del af sit liv. Hvad var det, der forårsagede denne tilbagetrækken fra verden og livet?
Annonce
Vi er i den fransksprogede del af Canada. I sit testamente skriver Nawal, at tvillingerne skal aflevere et brev til deres far og et til deres bror. Hvis ikke de gør det, vil hun ingen begravelse eller gravsten have. Problemet er bare, at børnene altid har troet, at deres far var død, og at de ingen søskende havde. Modvilligt påtager de sig opgaven. Datteren Jeanne tager tilbage til Libanon for at søge efter moderens fortid, og nu rasler skeletterne ud af skabet!
Nawal vokser op i det religiøst sammensatte land i en traditionel familie og bliver som 21-årig i 1970 gravid med en flygtning. Det bringer skam over familien. Hendes bror ser sig nødsaget til at dræbe både søsteren og elskeren, men Nawal skånes af bedstemoderen, der fortvivlet råber og jamrer over den skam, som Nawal har bragt over familien.
”Jeg burde dræbe dig,” siger hun til Nawal, men gør det ikke.
I stedet lader hun Nawal føde barnet hjemme og bortadopterer staks drengen hen over hovedet på Nawal. Herefter sendes Nawal væk fra familien til en onkel, hvor hun får en uddannelse. Længslen efter barnet sidder dog dybt i hende. Hvis nogen sidder og tænker, at det er nok en muslimsk familie, så er det ikke rigtigt. De er kristne. Æresdrab er et kulturelt fænomen og ikke et religiøst.
Få år efter bryder borgerkrigen ud i Libanon, og Nawal involveres i den hæslige konflikt. Det opdager tvillingerne gradvist i deres søgen efter deres bror og far. Slutningen er meget overraskende og har vidtrækkende konsekvenser for Jeanne og Simon. Filmen er ud over at være elementært spændende også et fremragende indblik i den komplicerede konflikt i Mellemøsten.
Den er ligeledes en rejse ind i de traumer og fortielser, som krige og kulturel snæverhed kan give, men den er også en opløftelse. Nawal er ikke kun offer for en skæbne, men også en vejviser for vejen ud af voldens og gengældelsens reaktionsmønster. Kun kærlighed kan bryde den cirkel, siger hun i sit testamente, og dermed slår hun dybe kristne toner an.