Hurra for de gale

Lars Saabye Christensen skriver i sin nye roman tragikomisk om kantede eksistenser. Romanen er først og fremmest utrolig morsom

Lars Saabye Christensen: Bernhard Hvals fortalelser. Oversat af Ellen Boen. 520 sider. 299 kroner. C&K Forlag. Udkommer i dag.
Lars Saabye Christensen: Bernhard Hvals fortalelser. Oversat af Ellen Boen. 520 sider. 299 kroner. C&K Forlag. Udkommer i dag. Foto: Bogforside.

Notto Fipp (1885-1931) var en norsk kapgænger. Han gik fra Kristiansand til Oslo på en blanding af sult og bananer og blev da kaldt for Bananen. Han gik også fra København til Oslo i konkurrence med en dansk kapgænger, der blev kaldt Bøffen. Det blev til Bananen mod Bøffen, og pressen var med til at dække historien.

Den norske forfatter Lars Saabye Christensen har taget fat i Notto Fipps historie og brugt den i romanen Bernhard Hvals Fortalelser, der udkommer i dag. Det er der kommet en meget morsom, tragikomisk roman ud af.

Notto Fipps historie er i romanen fortalt af den 80-årige Bernhard Hval, der som ung mand møder Notto Fipp, fascineres af ham og ser mulighederne i hans lidenskab for at gå. Bernhard Hval bliver Nottos læge og tilrettelægger hans kapgang og mange år efter hans død er han den, der skriver et festskrift til hans ære.

Notto Fipp hører ifølge Bernhard Hval til de kantede, der har svært ved at kontrollere deres lidenskaber og adfærd. Bernhard Hval hører også selv til den slags, og hele festskriftet er udtryk for denne kantethed. Det er nemlig udtryk for en mangel på selvbeherskelse, for det skulle jo handle om Notto Fipp, hvad det også gør, men det handler i endnu højere grad om Bernhard Hval selv. Han vil egentlig ikke fortælle om sig selv og sine abekattestreger, men fortaler sig i ét væk, således at bogen både bliver til et dobbeltportræt og et festskrift for Notto Fipp og et testamente over Bernhard Hvals liv.

Bernhard Hval har en skæv skæbne bag sig, da han møder Notto Fipp i 1929. Hans engang så velhavende far har med Bernhard som vidne skudt sig, da forretningen kollapsede, og hans lesbiske mor er flyttet til New Zealand.

Således er han alene i verden, men klarer sig trods alt. Han bliver den bedste på sin årgang på lægestudiet og har en lysende fremtid for sig. Men så er det lige, at hans uberegnelighed kommer i vejen. Da han skal holde tale på studenternes vegne efter deres eksamen, stritter hans kantede væsen frem og ud sprutter pludselig og til hele forsamlingens forundring og forargelse en sætning som Pik i pariserøjet.

Sådan noget kommer han ulykkeligvis til at sige. Men det er også den slags, han vinder sin kæreste Sigrid på. For hun synes alligevel, at det er sjovt og aparte. Og det er også på den måde, han fremkalder læserens latter. For vel er det sjovt, når alt ikke går efter normerne, og den kantede natur folder sig ud.

Men midt i løjerne er det også alvor. Det hele er ikke bare underholdning, som Bernhard påpeger om Notto Fipps kapgang. Det handler også om identitet og at være sandt til i verden. I gangen fandt han sit fodfæste, mener Bernhard om sit forbillede. Selv har han svært ved at finde fodfæste og kommer til at skuffe både sin elskede Sigrid og sin protektor. Så alt står hele tiden i fare for at falde sammen om ham: hans ægteskab med Sigrid, hans karriere med stilling og doktordisputats og anseelse.

At finde sig selv er en farlig øvelse. Man bliver som oftest skuffet ved synet, skriver han og forsøger derfor at gemme sig. Men det mislykkes, for han buser hele tiden ud med sig selv og er, som vi siger om den slags personer, alt for meget.

Det er både sjovt og spændende at følge hans fortalelser om et dramatisk liv, som også får fint stænk af melankoli, når han pludselig konfronteres med sin egen fortid. Det sker, da den stenrige svigerfader har købt Bernhards barndomshjem til de nygifte. Med Bernhards problematiske opvækst i erindringen bliver det ikke noget lykkeligt gensyn: Jeg nedsænkede mit legeme i barndommen og målte den nøjagtige vægt af sorg.

Romanen rummer med sådanne smukke formuleringer den nøjagtige vægt af sorg uden at lade læseren tilbage i denne følelse. Bernhard er muligvis umoden, når han ikke kan lade være med at råbe Satans lille fisseoliven i nissesalaten på sin bryllupsrejse til Nice.

Men også det må med for at lade den hele og komplicerede menneskenatur træde frem. Vi er en gåde for os selv. Vi er en pestilens, siger Bernhard om sig selv og de kantede. Men de er klart nok også livets og litteraturens salt.

kultur@k.dk