Godt er det at læse, at du har en forankret tro på, at der er en Gud, som er der, trods sorg og død. Og at der en, der rækker ud, når livet er slut på denne jord. Og du har et håb om, at du skal se din søn igen. Opstandelseshåbet er kristendommens store gave til os alle.

Vi kan forstå på dit brev, at du jævnligt i tankerne kommer tilbage til de flammer, som omformede din søns legeme til jord og aske ved kremationen. Og at det indre billede på en måde forfølger dig og gør dig ked af det.

Du får måske en oplevelse af, at din søn bliver alt for pludseligt eller dramatisk borte inde i dit sind i forhold til den langsommere proces, som det er at tænke på et legeme i en kiste i jorden, som nedbrydes gennem længere tid. At resultatet bliver jord og aske både på den ene og den anden måde er rigtigt nok. Det siger erfaringen og fornuften. Men følelserne følger ikke altid parallelt med, hvad de siger.

Din søn har sikkert også haft indre billeder af, hvordan tingene skulle være lige efter hans død. Måske har han netop ønsket kremation, fordi det kunne give ham nogle billeder af noget, der gik hurtigt. Måske kunne han ikke forlige sig med tanker om langsomt at gå i forrådnelse under jorden. Man kan sige, at det kunne da være lige meget, hvis fornuften bestemte det hele. Men det gør den sjældent. Din søn har sandsynligvis valgt det, som har kunnet give ham mest ro i hans indre i den sidste tid. De, der skal dø, har ofte andre behov og andre indre billeder end de pårørende.

Forskellige kulturer har gennem tiderne haft forskellige skikke i forhold til begravelse eller ligbrænding. I vores ende af verden og i en kristen sammenhæng er det først i løbet af 1800-tallet, at man begyndte med ligbrænding. Det havde sammenhæng med ønsket om at spare plads på kirkegårdene og at forhindre smittefare i forbindelse med de forskellige epidemiers mange dødsfald. I den første tid var det ikke så let at få folkelig og kirkelig accept af den nye skik, men efterhånden er bisættelse blevet både accepteret og udbredt ikke mindst i de større byer, sådan at 7 ud af 10 danskere i dag bliver bisat.

Præstens ord: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå” er på en måde lettere umiddelbart at forstå, når man blev begravet. Man skal lige tænke sig om en ekstra gang for at opdage, at asken fra kremationen er de samme molekyler, som bliver resultatet af formuldningsprocessen i jorden. Begge dele er det samme og bliver til jord.

Derfor er præstens tredje sætning ved jordpåkastelsen og kristendommens opstandelsestro lige utrolig og lige så demonstrativt triumferende på håbets og livets side, uanset om man er blevet brændt eller formuldet i jordens dyb. Hvordan det under foregår, og hvordan Gud har styr på disse processer, er ikke til at vide.

Det kan psykologer ikke svare på. Heller ikke andre mennesker. Men det er det, vi kan håbe og tro på alligevel. Det er det guddommelige mysterium, som også viser sig i Kristi død og opstandelse. Det er den samme Gud, som siger: I det høje og hellige bor jeg og hos den, som er knust i ånden. Forståeligt er det ikke og logikken udfordres. Men troen kan alligevel fange det og sårbart håbe på disse forunderlige ting. Vi håber derfor, at du kan komme til at hvile i, at din søn uanset hvad er i Guds gode hånd.

Når man bærer sorg, kan forskellige tanker let sætte sig fast og have svært ved at slippe. Vi tror, at dine tanker om din søns bisættelse vil blive mindre efterhånden. Det håber vi, at vores svar kan bidrage til. Det var hans eget ønske, at det blev sådan, og hans hustru måtte tage de praktiske valg i forhold til det. Derfor håber vi også, at du vil kunne have det godt sammen med hende, som var hans nærmeste og fortrolige ægtefælle i de sidste år af hans liv.

Mange hilsener

Annette og Jørgen