Når man bruger 10 timer om ugen eller mere i cykelsadlen el-ler på skovens løbestier, så er det også et spørgsmål om identitet. For på et arbejdsmarked, hvor omstillingsparathed opfattes som en dyd, skal fritidslivet i højere grad bidrage til identitetsdannelsen.

”Identitetsarbejdet bliver vanskeligere, fordi vi ofte skifter job, og når det sker, får vi en ny titel, og dermed står du med et nyt identitetsarbejde. Sporten bliver en hjælp til at forstå dig selv i en tid, hvor mange oplever sig som rodløse, hvilket kan medføre en eksistentiel form for usikkerhed. Slår man til? Det er svært at svare sikkert på det spørgsmål, fordi kravene i mange tilfælde er omskiftelige. I sporten får du umiddelbart svar på, om du slår til, og du kan måle dine fremskridt,” siger Verner Møller.

At det er videnssamfundets aktører, som bruger den sparsomme fritid på at træne sig op til ekstreme sportspræstationer, er ikke nogen tilfældighed. På et arbejdsmarked, hvor kroppen bliver sat til side, opstår der hos mange et behov for at fokusere på den fysiske styrke.

”Kroppen er på sin vis fundamentet for vores eksistens, men den sætter vi ofte til side. Derfor har det bred appel at opbygge en fysisk styrke, og den stærke krop kan for nogle bidrage med en eksistentiel form for tryghed. Man får en konkret oplevelse af, at man magter tilværelsen, når man kommer i mål som triatlet eller maratonløber,” siger han.

Det er særligt mænd, som går fra motion til ekstremsport i deres fritidsliv, og sporten kan ses som en moderne manddomsprøve. Det vurderer professor ved Institut for Idræt på Københavns Universitet Hans Bonde, som er en af pionererne inden for dansk mandeforskning.

”Du ser mange mænd i disse sportsgrene, som ikke længere har deres ungdoms gode fysik, men som ved at kombinere hård træning med askese får noget af ungdommens spændstighed tilbage. De sætter sig høje mål for træningen, og når de opnår målene, er det en hyldest til den fysiske maskulinitet, som de gennem sporten har et frirum til at dyrke sammen med andre mænd.”

”Træningen er samtidig en mulighed for, at mænd kan have tid, hvor de kan være sammen med andre mænd. Mange af tidligere tiders kønsopdelte rum er væk, men de er stadig bevaret i sports- og toiletkulturen,”siger Hans Bonde.

Mænds interesse for de udfordrende, individuelle sportsgrene kan ses som en reaktion på en kultur, hvor det at være fysisk stærk ikke længere har nogen værdi.

”Tænk, hvordan den stærke mandekrop for 100 år siden var essentiel for en families overlevelse. Hvis mandens krop ikke kunne bære og løfte, så var familiens forsørgelsesgrundlag truet. I dag kan en kvinde med lakerede negle løfte to ton ved at trykke på en knap, og den fysiske mandekrop er snarere noget kuriøst, som kun i begrænsede tilfælde har en produktiv funktion. Derfor ser du også, at der nærmest opstår en kult om den stærke mandekrop, som kan bruges til noget så spektakulært som en ironman,” siger Hans Bonde.

nygaard@k.dk