Fra det klamme dyb til de høje, lyse sale

Andre gange virker tankegangen mere nihilistisk. Verden er en scene, med kulisser og tæppe. Når vi kommer bag om illusionen, kan vi se snoretrækket og drejeværket. Det er lidt sådan, jeg har det, når jeg ser elektrikeren. Hvor er det hele dog sammenflikket og næsten komisk. Verden er båret oppe med klister og tape.

På den måde er vores interiør som et billede på samfundet og på meningssystemerne. Det er noget, vi normalt hviler trygt i. Indtil skybruddet kommer.

I mange år har mine fagbøger stået i kælderen. De har stået i en tilkæmpet og tillempet orden, for jeg har haft redaktørposter og dermed et voldsomt inflow af bøger. Jeg kunne ikke holde styr på dem. Ikke blot blev de ikke alle læst, de blev heller ikke stillet ordentligt op. Derfor kom de heller ikke altid over bevidsthedens tærskel, jeg glemte dem igen. og jeg har mere end én gang oplevet, at jeg lånte bøger på biblioteket, som det viste sig, at jeg selv havde stående i kælderen.

Nu får de alle en ny start oppe på loftet. Endelig kommer de til at stå i den helt rigtige orden, selvom det er et langvarigt arbejde, for jeg dyrker ved siden af den systematiske opstilling også forskellige følelsesmæssigt betingede opstillinger. Hyldemeter af bøger fra ungdommens studieår har stadig prominente placeringer. Jeg kan ikke slå dem ihjel. De er en del af mig selv.

Mit forhold til bøgerne er også magisk. De er levende. En pulserende, ekstern del af min hjerne. Jeg tror et eller andet sted, at jeg får nye erkendelser, når bøgerne bliver stillet op på en ny måde. Gnister vil springe, sammenhænge vil komme for en dag. Det vil blive bøgernes grådkvalte ”Sporløs”, for slægtninge, der længe troede hinanden døde og borte, skal nu mødes igen. Og yngre bøger, der aldrig har vidst om hinandens eksistens, vil stå ryg om ryg, og de vil have meget at tale om. Og alle disse samtaler og alle disse gensyn vil udspille sig på loftet både dag og nat, og de vil destillere sig i en fin essens, der vil løbe gennem panelerne og lige ind i mit hoved, mens jeg sover, og når jeg står op, vil indsigterne springe.

Nu skal vi aldrig mere tabe hinanden af syne, mine bøger og jeg. Jeg håber, at de vil stå i ly for elementernes rasen oppe på loftet, og at de kommer til at overleve mig.

Men jeg ved så ikke hvor længe, for når jeg står med mine sønner på loftet og slår ud med armene og siger, at alt dette en dag skal blive deres, så svarer de, at det er meget venligt af mig, men de tror nok, at hvis de endelig skulle få brug for noget af det, vil de kunne finde det på Google Books.

kultur@k.dk

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen ”Tidens tegn” skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.