Jeg flygtede fra pressen og gemte mig her

”Jeg flygtede fra pressen og offentligheden ved at gemme mig her.”

Ulla Møller Poulsens stemme er lavmælt, men ordene kommer uden tøven. Hun har gæstfrit lukket en journalist ind i sit hjem og er fast besluttet på for første gang offentligt at fortælle sin historie til, som hun siger, ”den eneste avis, jeg kan holde ud at læse”.

Ulla Møller Poulsen blev skilt fra Marias og storesøsterens far i 2006 og boede derefter alene i Gjellerup uden for Herning, hvor pigerne også er vokset op, i to år, inden hun fandt sin nuværende mand og flyttede til Vejle-kanten.

”De første dage efter forbrydelsen var jeg i Gjellerup hos mine forældre, det var mest praktisk, fordi politiet jo havde brug for vores hjælp i opklaringsarbejdet. Men derefter hjalp det mig at kunne komme væk fra Herning, så jeg ikke hele tiden skulle møde folk, jeg kendte, og ikke mindst skulle møde pressen. Og så var det jo perfekt at kunne flygte et sted hen, der endnu ikke var offentligt registreret. Her kunne jeg føle, at jeg var uden for rækkevidde,” siger Ulla Møller Poulsen.

”Jeg tror, jeg havde det ligesom de udsendte soldater fra Afghanistan, der flygter ud i skoven efter hjemsendelsen. Jeg havde bare lyst til at gemme mig langt væk,” tilføjer hun og fortæller om det grænseoverskridende i at opleve en fotograf stå vagt uden for forældrenes hus i en situation, hvor hun var dybt ulykkelig og samtidig i chok.

I forbindelse med Marias begravelse kom det også til at handle meget om, hvordan hun og den nærmeste familie kom ind og ud af kirken uden om pressen, men Ulla Møller Poulsen følte sig i de situationer godt hjulpet af politiet, som hun kun har lovord tilovers for.

”Jeg havde fuld tillid til, at de passede på os, så min koncentration kunne handle om højtideligheden. Det var utrolig smukt. Maria var Michael Jackson-fan, så vi spillede hans ’You are not alone’ og havde fået en sanger til at synge Simon og Garfunkels ’Sound of Silence’.

Maria var hos sin mor og hendes nye mand i seks dage omkring den jul, der lå umiddelbart før hendes død. Her nød de hinandens selskab i fulde drag, inden hun tog tilbage til Herning for at fejre nytåret med sine venner. Senere har Ulla fået at vide af Marias veninde, at datteren havde omtalt den jul som den bedste nogensinde. Det er en trøst, at de var sammen og havde det godt, de sidste dage hun levede.

Ulla Møller Poulsen er tydeligvis i dyb sorg, men undervejs i samtalen står det klart, at hun midt i fortvivlelsen også har et veludviklet overlevelsesinstinkt og en evne til at ville og kunne se det gode og smukke. Hun fremhæver flere gange Marias mange gode egenskaber og selv i den værste situation af alle, nemlig da hun skulle se liget af Maria på Retsmedicinsk Institut i Aarhus, formåede hun at få noget smukt med sig derfra.

”Jeg bad fadervor for hende og fortalte hende forskellige ting, og så bad jeg til sidst om, at hun, hvis hun kunne, ville give os et tegn på, at hun havde det godt der, hvor hun nu var. Så skete der det helt fantastiske, at der kom en tåre ud af hendes øjenkrog, som hendes storesøster tørrede forsigtigt væk ved at ae hende på kinden. For mig var det det smukkeste billede, jeg kunne få på noget, der lignede en opstandelse,” fortæller Ulla Møller Poulsen.

Siden har hun og Marias storesøster talt om, at liget jo nærmest var dybfrossent, og at tåren måske var et tegn på, at det var ved at tø op, men det ændrer for hende ikke på oplevelsen af at have oplevet noget, der rækker ud over vores jordiske liv.

Ulla Møller Poulsen kan godt selv fornemme sin evne til at ville se det gode. Og hun mener selv, at det i første omgang var en overlevelsesmekanisme og en omsorg, der var rettet mod den ældste datter.

”Min bekymring gik først og fremmest på hende. De to piger var så nært knyttet til hinanden, og jeg tænkte: Hvordan i alverden skal hun klare det? Først lang tid efter begyndte jeg at tænke lidt mere på mig selv.”

Først i begyndelsen af 2011, altså mere end et år efter drabet på Maria, opsøgte Ulla Møller Poulsen en psykolog. Det var ligesom, der skulle noget afstand på, før hun kunne magte det. Ved det første møde med psykologen bekendtgjorde hun, at hun ikke ville tilbage til mareridtet, men bare videre. Men naturligvis skulle der sættes ord på det skete, og Ulla Møller Poulsen har nu stor glæde af at mødes med psykologen en gang om måneden.

”Hun siger til mig, at jeg er nødt til at få de grimme ord ud af min egen mund, før jeg kan få det bedre. Og hun har nok ret, for det var jo hæsligt, og det kan ikke hjælpe, at jeg sådan helt febrilsk hele tiden prøver at tænke på det gode. Jeg var meget skeptisk over for det at gå til psykolog, tænkte nok, at der ikke var noget, der kunne hjælpe, men det har rent faktisk hjulpet mig at snakke om det.”

På samme måde har det været en hjælp for Ulla Møller Poulsen at skrive den kronik, som har gjort hende til vinder af Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence. Hun har ikke tidligere nedskrevet noget om Marias død, men pludselig en aften følte hun sig foranlediget, og da hun først gik i gang, flød ordene nærmest af sig selv. Kronikken kom til at ligge 14 dage på computerens harddisk, inden hun bestemte sig for at sende den ind til avisens kronikkonkurrence. Da hun endelig gjorde det, var det med tanke på, at andre i sorg måske kunne få en forståelse af, at de ikke er alene.

”Det var en lettelse at skrive den kronik, fordi det også var en opdagelse af, at jeg er kommet så langt nu, at jeg kan sætte mig ned og skrive om det. Det eneste, der hjælper, er faktisk at sætte ord på, og den viden kan andre måske få glæde af,” mener hun.

Ulla Møller Poulsen er hverken fyldt af had eller hævnfølelser over for den mand, der dræbte hendes datter.

”Jeg har ingen følelser over for ham, jeg vil simpelthen ikke bruge nogen som helst form for energi på ham, og derfor har jeg heller ikke overværet retssagerne. Jeg tror, at jeg instinktivt rækker ud efter de ting, der gavner mig, i stedet for det, der dræner,” siger hun.

Hun oplevede dog en dag, da hun var ude at fælde træer i den lille skov, hun har udsigt til fra sin stue, at der var et særligt genstridigt et, som hun ikke rigtigt kunne få magten over. Men pludselig kom en hidtil ukendt aggressivitet op i hende, og hun så for sig, at træet var den mand, der havde gjort frygtelige ting ved Maria. Så fik hun fornyede kræfter, og træet blev fældet.

washuus@k.dk

Kronik side 17Fakta om drabet på Maria

Kort efter midnat nytårsaften 2009/10 går 20-årige Maria Møller Christensen fra en fest i Herning. Om formiddagen bliver hun fundet kvalt og seksuelt mishandlet i en kælder i en ejendom i Herning ikke langt fra, hvor hun boede.

2. januar anholdes en 48-årig beboer i ejendommen, han nægter sig skyldig, men varetægtsfængsles.

20. januar bliver den 48-årige løsladt. Dna-analyser har vist, at han ikke kan være gerningsmanden. 26. januar anholder politiet en 49-årig mand, der også bor i ejendommen. Han bliver 2. december 2010 ved retten i Herning idømt 16 års fængsel. Han nægter sig skyldig og anker dommen til landsretten. 20 februar 2011 stadfæster Vestre Landsret dommen på de 16 års fængsel for drabet.