Jon Kiellberg |
19. august 2011
Venstrefløjen er på mange måder blevet en gruppe af bovlamme intellektuelle, der lever i en osteklokke af selvstrækkelighed. Højrefløjens stemmer har haft alt for let spil. Det mener Jon Kiellberg, der er cand.scient.adm.
Intelligentsiaen på venstrefløjen er død og borte. Eller rettere: Den lever i bedste velgående. Den er blot forstummet, forstenet eller gået i flyverskjul. Og selv efter 10 års borgerlig dominans med VK-regeringen og med et hav af borgerlige og liberale debattører uden for Slotsholmens tykke mure, er det stærkt bekymrende, at venstrefløjen stadig ikke er vågnet op til dåd eller kommet med nye bud på udvikling af velfærdssamfundet.
LÆS OGSÅ:Rød blok fortsætter føringen i ny måling
Der er ellers nok at tage fat på i forhold til, hvordan vi tackler udfordringer med den demografiske udvikling, stigende ulighed mellem samfundsgrupper, og hvordan vi hæver barren for uddannelsesniveauet i Danmark, som kun går én vej. Og det er nedad. Selv ikke de overbevisende meningsmålinger med et stabilt rødt politisk flertal det sidste år har givet S og SF større politiske visioner eller centrum-venstre-debattører mere blod på tanden.
Den tidligere LO-formands berømte ord om, at ”vi har sejret ad helvede til – godt” indikerede ikke alene, at Socialdemokraterne og fagbevægelsens velfærdsbygning for længst var rejst i 1982. Den udstillede i endnu højere grad venstrefløjens modløshed og desillusion ved valgnederlaget i 2001.
For VK-regeringen satte sig ikke alene tungt på det politiske flertal, men også på den politiske dagsorden. Og med både den erobrede politiske og kommunikative førertrøje, mistede Socialdemokraterne patent på at være det eneste velfærdsparti, samtidig med at de borgerlige satte nye standarder for, hvordan italesættelse af enk-le budskaber kan sætte en bestemt dagsorden i medierne, blandt vælgerne og ikke mindst blandt meningsdannere.
Tre klokkeklare valgnederlag i træk giver stadig dybe panderynker for S og SF af frygt for at opleve et fjerde af slagsen, så hellere bøje nakken og stikke hovedet i busken frem for at udfordre det bestående og skabe nye politiske veje og visioner for landet.
Og den skæbne er også overgået langt størstedelen af de venstreorienterede debattører. De seneste 10 års ideologiske korstog og hetz mod ekspertvældet og smagsdommeriet har sat sine markante spor.
Der er særligt to årsager til, at mange centrum-venstre-debattører ikke altid har haft oprejst pande og har vist deres ideologiske flag. Det er i den grad lykkedes regeringen og de borgerlige opinionsdannere at italesætte og skære alle debattører til venstre for midten over én kam som skingre og bedrevidende halalhippier, som lever i deres eget politiske elfenbenstårn. Det et blevet håbløst umoderne at være venstreorienteret.
I dag opgiver mange venstreorienterede allerede kampen efter endt studie, hvor det er nemmere at svinge sig op til diskussioner om boligindretning i privaten end om samfundsindretningen i det offentlige rum. Karrierevejen i centraladministrationen, medie- eller kommunikationsverden er blevet tavshedens pris for guld. Venstrefløjen er på mange måder blevet en gruppe af bovlamme intellektuelle, der lever i en osteklokke af selvstrækkelighed. Kort fortalt har højrefløjens stemmer haft alt for let spil. På talerstolen, til debatmøder og foran de snurrende kameraer i nyhedsudsendelserne.
Men det må nu være tid for venstrefløjen at tage bladet fra munden, slibe de verbale knive og skabe modvægt og ligevægt til den borgerlig-liberale dominans. Og der er i høj grad rum for politiske forbedringer og brændende platforme, der hvor VK-regeringen ikke har kunnet levere varen eller komme med overbevisende svar på en lang række velfærdspolitiske udfordringer.
Efter i en årrække i stigende grad at være brændemærket i udlandet som et indelukket, småligt og misantropisk land med hang til grænsekontrol, knivforbud og burkaforbud, er det blevet tid til at re-brande Danmark som et rummeligt og kreativt samfund med gode uddannelsesmuligheder for den enkelte og gode vækstmuligheder for erhvervslivet. Hvor 00’erne kunne betegnes som det demagogiske og bagstræberiske årti, bør visionen for 10’erne være anstændighedens årti. Anstændighed over for hinanden, over for flygtninge og indvandrere og mellem medier og meninger.
Det siges, at den, der tier, samtykker. I givet fald er det på tide, at S og SF viser større politisk lederskab og mod til at formulere nye politiske visioner, hvis man har ambitioner på samfundets vegne. Og underskoven af intellektuelle til venstre for midten bør komme ind i kampen for at levere nyt tankegods og indspark til det polariserede politiske miljø, som i den grad er fremherskende i disse år.
S og SF’s vej til magten er efter devisen, at den, der lever stille, lever bedst. Men venstrefløjen mangler i den grad nye fortællinger og langt større politiske ambitioner på samfundets vegne.
Jon Kiellberg,
cand.scient.adm.,
Hans Egedes Gade 13, 3. tv,
København
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
24 indlæg det seneste døgn
