Den nytårsnat, vi mistede vores elskede Maria

Det var koldt, og det var frostvejr – det frøs 12 grader. Vi var i Herning i løbet af et kvarter og begyndte allerede at holde udkig efter Maria undervejs ind i byen. Eftersom vi vidste, at hun ikke var hos vennerne, valgte vi at kigge omkring hendes fars lejlighed for at se, om hun var der.

Jeg stod ud af bilen og gik derfra op til gågaden for at kigge til begge sider. Hun var ikke at se, men jeg registrerede, at der var et sted, hvor hun kunne gå ind og få varmen, hvis hun kom der. Der var en del unge mennesker på gaden, og der var stadig en del fyrværkeri i luften.

Derefter tog vi ned i lejligheden, hvor hun havde været til fest sammen med sine venner. De var ulykkelige over, at hun var forsvundet. Tilsyneladende havde de ledt meget efter hende, men uden resultat.

Det samme gjorde vi, og cirka en time senere alarmerede jeg politiet. Det var uforståeligt, at vi – heller ikke sammen med de unge mennesker – ikke kunne finde hende. Hun kunne da ikke bare forsvinde i den blå luft!

Jeg bad politiet komme med hunde, og det gjorde de kort efter. Alt blev sat ind på at finde hende.

Ingen havde dog på det tidspunkt forestillet sig, hvad der kunne være sket. Politiet arbejdede ud fra det værst tænkelige, sagde de. Og det var nok frostvejret og det, at hun ikke havde sko og overtøj på samtidig med, at hun var alkoholpåvirket.

Vi ledte sammen med politiet, ringede til alle, som kunne have en idé om, hvor hun kunne være, orienterede hendes far, men væk var hun. Ud på morgenen var vi gennemkolde og kørte tilbage til mine forældre, som i løbet af natten var holdt underrettet.

Vi vidste nu på det tidspunkt, at der ville blive sendt en varmesøgende helikopter op, og det kunne vi høre kort efter. Vi forsøgte at få lidt søvn, men blev forstyrret af politiet med jævnlige meldinger om, hvad der var blevet set i løbet af natten. Vi var udmattede. Men det skulle vise sig, at mareridtet først lige var begyndt.

Det blev formiddag, og politiet ringede. De havde fundet Maria. Mere ville de ikke sige, men de ville komme ud til os. Jeg forsøgte at få mere at vide, men de gentog kun, at de kom ud for at tale med os.

Der fornemmede jeg, at noget forfærdeligt måtte være sket. For de ville ikke sige, om hun var i live eller ej. Mine værste forudanelser var ikke engang nok. Jeg frygtede kulden, og hvad det kunne have medført, men jeg havde ikke i min værste fantasi forestillet mig det, der var sket.

Min datter var blevet brutalt myrdet. Vi havde været så tæt på det sted, hvor det var sket, og i det tidsrum, og alligevel havde vi intet kunnet gøre.

Alle enkeltheder omkring mordet er herefter kendt af pressen, men vi var i chok meget længe, og stadig er det svært at forholde sig til, at det overhovedet kunne ske.

Mit liv bliver aldrig det samme som før, og mange af mine nærmeste, herunder Marias storesøster, er utrolig hårdt ramt. Totalt uventet blev alt vendt op og ned, og virkeligheden overgik fuldstændig fantasien.

Ulla Møller Poulsen

Læs interviewet med Ulla Møller Poulsen Liv&Sjæl side 11