Benjamin Krasnik |
20. august 2011
I dette efterår holder forlagene fast i de sikre sællerter: erindringer, biografier og bøger om Anden Verdenskrig. Men der er også overraskende romaner og bøger om tro på vej
Biografier og erindringer har længe fyldt godt i forlagenes programmer, og kaster man et blik ned over udgivelserne i dette efterår, er den kommende sæson ingen undtagelse. To tidligere statsministre, den konservative Poul Schlüter og den socialdemokratiske Anker Jørgensen, er et par af de mest markante navne inden for biografierne. Peoples’Press har ladet tidligere DR-vært Kurt Strand sætte Poul Schlüter stævne, der gør regnebrættet op fra sin tid som landets leder. For samme forlag har Thomas Thurah lavet et kritisk portræt af de dramatiske perioder i Anker Jørgensens ledertid for Danmark og Socialdemokratiet.
I den kulturelle ende kommer People’sPress med en interviewbog om Erik Ballings hovedværk, ”Matador”, og Informations Forlag udgiver samtidig noget af et murstensværk på 600 sider også om Balling. En række forlag er på vej med biografier om Beter Belli, Johnny Madsen, Poul Krebs og fra udlandet David Bowie. Er man mere til medieverdenen, er Bubber alias Niels Christian Meyer på vej med hele to bøger fra to forlag, sine erindringer samt en bog, hvor han med sin særlige stil går helt tæt på danske familier, der er berørt af krigen i Afghanistan. En af de store journalistiske fyrtårne portrætteres i JP/Politikens bog om TV 2-reporter Ulla Terkelsen. I den spektaktulære ende er Wikileaks-manden Julian Assanges selvbiografi fra Tiderne Skifter.
Der er tilsyneladende heller ingen ende på bølgen af bøger om Anden Verdenskrig. En tendens, Kristeligt Dagblad beskrev tidligere på året. People’sPress udgiver til oktober ”Naziofficerens hustru, en jødisk kvindes dobbeltliv i Det Tredje Rige”, og til november en bog om Frikorps Danmark, det hidtil mest ambitiøse forsøg på at kortlægge danske mænds indsats for Hitler på Østfronten. Bogen er baseret på en helt unik adgang til korpsets krigsdagbøger.
Informations Forlag kommer med to bøger, ”I krig for fjenden”, SS-frivillig Georg Rasmussen erindringer, samt ”Hitlers første nederlag”, om Nazitysklands invasion af Sovjetunionen i 1941. Nyt Nordisk Forlag kommer med en omfattende bog, ”Straffelejren”, om Fårhus, landssvigerne og retsopgøret, mens Gads Forlag er gået længere tilbage i arkiverne med historien om en 26-årig sønderjydes erindringer i krigstjeneste for tyskerne under Første Verdenskrig.
En tredje sikker genre for forlagene er krimierne, som supermarkederne har succes med at sælge billigt. Og her er blandt andre Liza Marklund, Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen på vej med nye bøger fra forskellige forlag.
Men så er der selvfølgelig også et hav af romaner på vej fra forlagene. Det er trods alt dem, der virkelig løfter den litterære standard, udfolder sproget og rykker ved vores verdensbillede med usædvanlige personbeskrivelser og dramaturgier. Her står boghandlerne stærkt, og de kan se frem til nye bøger af som for eksempel succes-forfatteren Peter Øvig Knudsen, der stod bag bøgerne om Blekingegadebanden. Denne gang med tobindsværket ”Hippie” fra Gyldendal. Samme forlag udgiver Christel Wiinblads debutroman, ”Prolog”, og Jørgen Leths første digtsamling i fem år, ”Hvad er det nu det hedder”.
Lindhardt og Ringhof har Benn Q. Holm i sin stald og udgiver hans største litterære satsning i 10 år, samtidsromanen ”Byen og øen”. Fra udlandet er en række gode navne på vej på dansk, som for eksempel Karl Ove Knausgård med fjerde bind af værket ”Min kamp”, Haruki Murakamis trebindsværk ”1Q84” samt israelske David Grossmans ”Kvinde på flugt fra meddelelse”, som forlaget Vandkunsten har været så venlig at bringe til Danmark.
Tro og kristendom er til debat i en række kommende bøger af blandt andre sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen, der går åndløsheden efter i sømmene i en debatbog fra Kristeligt Dagblads Forlag. Det gælder både åndløshed i tv, i Folketinget, i kirken, i kernefamilieidyllen og blandt kvinder.
Forlaget Alfa genudgiver litteraten Erik A. Nielsens bog fra 1987, ”Den skjulte gudstjeneste” om kristentro, dramaet og kirken med en ny indledning, der sætter bogen i forhold til resten af forfatterskabet. ”Fejlen ved gudstjenesten er ikke, at den ligner vort hverdagsliv for lidt, men at den ligner det for meget. Så kedeligt og almindeligt burde verdens største drama mildt sagt ikke være,” lyder det fra den forhenværende universitetsprofessor.
Men var Jesus overhovedet så original? spørger en anden professor, Per Bilde, i en forelæsningsrække fra Folkeuniversitetet, der udgives hos Anis. For der er jo forskel på trosbekendelsernes dogmatiske Jesus og den virkelige, historiske Jesus, en jødisk profet og måske endda messiasprætendent på linje med en række andre.
Dette er blot nogle af efterårets mange spændende romaner og bøger om tro, kendte danskere og krigsoplevelser, og Kristeligt Dagblad vil naturligvis se nærmere på de interessante, tale med forfattere og anmelde deres bøger.
God bogsæson!
krasnik@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad