Korsfæstelsen i Paciano

På vejen ud fangedes min interesse imidlertid af et ældre engelsktalende par inde i kapellet, der tydeligvis blev tilskyndet af deres private italienske guide til at foretage sig et eller andet, der alle guidens sprogkundskaber til trods ikke var umiddelbart begribeligt.

Men vigtigt var det oplagt, og for lige som at understrege det bydende i situation vendte guiden sig om imod mig. Kom med! De er meget heldig. Det er ikke ofte, der er adgang, forklarede hun. Og hvad gør man så? Englænderne og jeg så på hinanden, og da familien i mellemtiden var forduftet, besluttede jeg at gøre fælles sag med de to briter. Rundt om hjørnet gik vi, og lidt længere henne ad gaden var der et skilt på muren. ”Museo ’Don Aldo Rossi’” stod der, og herfra gik vi op ad en høj stentrappe. Og det var her, at kunsten overfaldt os.

Trappen førte op til et stort kvadratisk lokale, som i middelalderen blev brugt af Broderskabet for det Allerhelligste Sakramente – en af tidens mange religiøse sammenslutninger af lægfolk, der eksisterede til fælles støtte og opbyggelse. Her afholdt de deres andagter og gudstjenester, og her havde de i 1449 ladet male en fantastisk korsfæstelsesscene, der fyldte hele den ene væg, og som slår benene væk under en selv efter mere end 500 år.

Kunstneren var en lokal maler, Francesco di Nicolò di Bonifazio, og det sammentrængte, velkendte sceneri talte med overvældende styrke om lidelse og død, frelse og forsoning. Det var monumentalt i sin opstilling af korsfæstelsesgruppen, tætpakket med engle og røvere, Jesu nærmeste, soldater og nysgerrige.

Men det er også et folkelivsbillede fra renæssancens Italien med vajende faner, brogede klædedragter og en bereden pave yderst til venstre. Det hele fremstod velbevaret, så de fornemme farvevirkninger og det robuste linjespil var usvækket af tidens tand.

Fresken lagde op til udforskning, men også til at lade sig engagere i det på en gang grufulde og storslåede optrin. Det er ikke for ingenting, at den figur, man først få øje på, er Maria under sin søns kors, der afmægtigt synker sammen. Det var hendes følelser, der skulle fange vores opmærksomhed – hvad enten vi nu befinder os i det 15. eller det 21. århundrede – og trække os ind i det bibelske univers.

I de første øjeblikke var det dog bare overraskelsen, der dominerede. ”Hvad er historien bag?”, spurgte jeg den temperamentsfulde guide i håbet om et par stikord. Men det var noget, jeg selv senere måtte efterforske ved gode venners hjælp. For hende handlede det om den meget større menneskelige sammenhæng i formidlingen af Italiens kunst, historie og identitet.

”Se nu her,” svarede hun. ”Alle tager til Firenze og Siena for at se mesterværkerne, mens dette er fuldstændig overset. Og naturligvis er det heller ikke Giotto, Uccello eller Fra Angelico. Men sådan noget som dette er til gengæld at finde alle steder. Det er det, som alle de store navne bygger på. Ja, selvfølgelig er det naivt. Men den ekspressive kraft viser, hvor frugtbar grunden er her i Umbrien og Toscana. Kunsten pibler frem alle vegne. Folk kunne ikke leve uden. Sådan er det her. Forstår De det?”.

Begejstringen ved at tilhøre en kulturnation, hvor kunsten og religionen, historien og landskabet gik op i en højere enhed, var tydelig og forklarede, hvorfor guiden så ivrigt havde insisteret på, at dette var en oplevelse, vi ikke måtte være foruden. Det var ikke kun en seværdighed, men også et indblik i den inderste nationale beskaffenhed, det handlede om.

Det kunne danskerne så tygge lidt på, for resten af familien havde efterhånden også fundet vej op ad trappen til den store freske. Jeg var på nippet til at sige noget om de danske fresker – kalkmalerierne – som en umistelig del af vores kulturarv. Men ville det imponere en italiener? Og var det overhovedet relevant i sammenhængen? Den forbindelse på tværs af århundrederne mellem det moderne Umbrien og renæssancen og videre tilbage, som guiden skitserede, er det svært at føre i felten fra dansk side.

For hvad har vi i grunden til fælles med Isefjordsmesteren og Elmelundemesteren? Det Danmark, som vi roser os af og kan genkende, begyndte ved Reformationen og tog form under enevælden. Og næppe mange danskere kan identificere de motiver og skikkelser, som kalkmaleriernes ophavsmænd dekorerede de danske landsbykirker med. Så i stedet for en velartikuleret pointe blev det kun til et suk.

Det er let at blive rørstrømsk i den sammenhæng, at lade sig forføre af kunstens og religionens evige perspektiver og overtale af olivenlundenes og vinmarkernes tidløse egenart. Og en smule misundelig er man jo, når selv den mindste flække, som i Danmark knap ville have en Dagli’Brugs, her viser sig at rumme stor og spændende kunst.

Selvfølgelig er der italienere, der vil hævde, at industrielt design og postmoderne provokationer er vigtigere end de religiøse scenerier, eller at Venedig Biennalen giver et sandere billede af det moderne Italien end alle renæssancens malere. Men det er næppe mange, for det er ikke en indstilling, der så nemt lader sig forplante fra en generation til den næste.

Den historiske overflod og den nationale selvtillid går hånd i hånd og tillader italienerne at forholde sig afslappet til de uhyrlige mængder af turister, der oversvømmer deres land – og som de selvfølgelig tjener mange penge på. Men de gratis glæder er der heldigvis også mange af, som den dag i Paciano, hvor danskerne lod sig overraske og fik del i en hemmelighed.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab.