Jeg er enig med dig i, at proportion er alfa og omega ved en domstol. Det er derfor, at den personificerede Justitia afbildes med en vægtskål i hånden. Straffen skal give både forbryder, offer og samfundet som helhed en oplevelse af, at forbrydelsen "afbalanceres". Øje for øje-varianten er en grusom udgave af denne tanke. Der er bedre former for afbalancering. For eksempel at den, der har taget et øje, idømmes som samfundstjeneste at hjælpe blinde en tid, så han kan lære bedre at forstå værdien af at have øjne. Hvis han har en karakter, så man ikke kan betro det at følge blinde over gaden o. lign. til ham, så kan han ordne lydbøger på et blindebibliotek eller fabrikere hjælpemidler til blinde, eller læse korrektur på værker om blindhed - alt efter sine personlige kapaciteter/uddannelse. Det væsentlige er, at han bringer noget godt hen på netop det område, som han har forbrudt sig imod. Hvis han så samtidig lærer empati med det, han har ødelagt, så meget desto bedre. Ikke alle kan bibringes empati. Men ved det konkrete arbejde, de har udført, har de alligevel genoprettet en slags balance. For den, der har mistet et øje, mener jeg også, det må være den bedste trøst (selvom den ikke erstatter tabet - det kan jo intet) at vide, at den, der gjorde ham ondt, nu i det mindste hjælper andre, der lider det samme.

Sådan så jeg gerne, at man tænkte hele vejen gennem retssystemet. For jeg tror, det er den metode, som bedst modsvarer de fleste menneskers instinktive retfærdighedsbehov, og samtidig den, som har de bedste chancer for at indvirke positivt på forbryderens sind. I det her givne tilfælde ville det være oplagt at lade hærværks- og voldsmændene tage mest muligt af den omfattende oprydning, der forestår. Hvis de undervejs fik en smule indblik i de langtidsvarende skader for de mennesker, hvis hjem og virksomheder og generelle tryghed og tillid, de har knust - og hvis de rent praktisk på deres egen krop mærkede, hvor mange ressourcer det kræver at genopbygge bare ét nedbrændt hus - så meget desto bedre.

Blot at sende dem i fængsel giver dem ikke denne indsigt. Det skaber en smule afbalancering (og gør gaderne sikrere, mens de er inde), bedre end ingen straf, men er alt for uambitiøst. I øvrigt behøver det ovenstående forslag slet ikke at kræve større ressourcer, end fængslerne allerede gør. Eller i det mindste ikke meget større. (For at undgå at skulle benytte tvang til at gennemføre straffe med et arbejdsindhold - dvs. for at styre udenom tvangsarbejde - burde man dog udforme straffen som et valg - f. eks. mellem en traditionel fængselsstraf og så det at medvirke aktivt til at genoprette det, man har ødelagt. Evt. kunne straffen forkortes med et vist mål ved valget af den konstruktive aktivitet.)

Det kræver bare modet til at være en lille smule utraditionel, og (vil jeg kalde det) jordnær i sin domfældelse! Vi har gjort domstolenes arbejdsform, og selve lovenes udformning, for abstrakt, og det skader både forbryder, offer og samfund.