Grønlands store nationalsanger

Rasmus Lyberth har gennem fire årtier sat ord på grønlandske følelser, men hans stemme har rørt langt flere end dem, der forstår hans sange. I morgen fylder han 60 år

Den grønlandske sanger Rasmus Lyberth (billedet) har fået et stort publikum uden for Grønland på grund af sin særlige karisma, fortæller hans manager. –
Den grønlandske sanger Rasmus Lyberth (billedet) har fået et stort publikum uden for Grønland på grund af sin særlige karisma, fortæller hans manager. –. Foto: Musik & Sang ApS.

Tusindvis af tivoligæster sang fødselsdagssang for den grønlandske sanger Rasmus Lyberth, da han for nylig spillede på Tivolis store scene med sit orkester. Og selvom han synger sine sange på sit grønlandske modersmål, har han alligevel opnået international anerkendelse gennem sin musikkarriere. Så sent som for fjorten dage siden sendte BBC for eksempel en stor verdensmusikkoncert med ham fra det anerkendte musikhus The Royal Albert Hall i London. Og hans manager, Marianne Jul, kan også afsløre, at den grønlandske sanger blandt andet er booket til koncerter i Kina i løbet af de næste måneder.

Han har en karisma, som simpelthen rører folk overalt, selvom de ikke forstår hans sprog. Og jeg synes, at det var meget sigende, at BBCs journalist begyndte at græde, da hun interviewede ham, selvom han skulle have oversat sine svar, siger Marianne Jul og tilføjer:

Jeg har heller aldrig forstået, hvad han synger, selvom jeg har fulgt ham i 30 år, men jeg bliver alligevel altid rørt af hans sange. Og når man får teksterne oversat, er de også meget smukke, bedyrer manageren.

Rasmus Lyberth har siden 1970erne været en af de mest populære og markante kunstnere på den grønlandske musikscene, ligesom han også har fungeret som skuespiller. Men han voksede selv op med ekstrem fattigdom i Maniitsoq (Sukkertoppen) på Grønlands vestkyst. Og som toårig var han ved at dø af sult, har han tidligere fortalt Kristeligt Dagblad:

I tre dage svævede jeg mellem liv og død, men da jeg klarede krisen, udbrød min mor: Når du bliver stor, skal du bare skrige af hele dit hjerte, så man kan høre, at du lever. Og det har jeg så gjort siden, forklarede Rasmus Lyberth i interviewet, hvor han også forklarede, at hans forfatterfar både var dybt påvirket af den danske kolonisering og alkohol. Og Rasmus Lyberth har selv haft sine udfordringer at slås med. Men en del af hans tekster kredser netop om at bruge sine problemer til at avle visdom i stedet for at slå sig på flasken eller begå selvmord, som mange grønlændere har gjort. Og det har været vigtigt for Rasmus Lyberth at hjælpe grønlandske unge til at tænke mere positivt, ligesom han har været med til at åbne dørene for grønlandsk musik. Men når den store grønlandske sanger står i badet om morgenen, synger han ikke. Dér beder han til Gud, har han tidligere fortalt.

Gennem tiden er han dog også blevet kritiseret for at tro på reinkarnation og være i kontakt med åndemanere og healere. Men ifølge ham selv blev bøn og meditation en del af hans liv efter en totalt mislykket koncert i Tyskland for over ti år siden, hvor han gik ned med stress:

I mange år har jeg været angst for de store muligheder, der har ligget foran mig. Hver gang jeg har nået et eller andet højdepunkt, har jeg trukket mig ud af tingene. Når jeg kæmpede for en sag og nåede et langt stykke ad vejen, stoppede jeg altid op igen og valgte et anonymt liv. Men sådan er det ikke mere, sagde Rasmus Lyberth dengang. Og noget tyder på, at det udsagn stadig holder med den stadig voksende opmærksomhed omkring den grønlandske sanger, der i dag bor i Odense med sin kone og deres fælles søn. Desuden har han selv tre voksne børn fra et tidligere ægteskab, ligesom han er ridder af Dannebrog.

ohrstrom@k.dk