Kristian Østergaard |
20. august 2011
Yderst ensidig bog om de irakiske asylsøgere, der søgte tilflugt i Brorsons Kirke i København
Efter en teateropførelse skrev Hans Brix: ”Anmelde forestillingen? Det skulle da være til politiet”. Disse ord randt mig i hu efter endt læsning af ”Kirkeasyl – en kamp for ophold”, for selvom jeg personligt var modstander af, at asylsøgerne tog tilflugt i Brorsons Kirke i 2009 for at få opholdstilladelse, så var jeg heller ikke i tvivl om, at mange danskere af et oprigtigt hjerte eller af medmenneskelighed støttede irakernes handling. Således også de talrige præster, der skrev under til fordel for asylsøgerne.
Men der er næppe nogen præst, der vil tages til indtægt for synspunkterne i denne bog, der er udgivet med støtte fra Enhedslistens fonde. På trods af titlen er bogen stort set støvsuget for teologiske refleksioner, men til gengæld spækket så meget mere med sekteriske og ekstremistiske holdninger.
Det skønlitterære bidrag til bogen består af et digt af Rolf Sparre Johansson, som det er elskværdigst at overlade til glemslen. Ellers er de fleste af artiklerne i ”Kirkeasyl” skrevet firehændigt, hvad de imidlertid ikke er blevet dobbelt så gode af.
Anne Rehder og Katrine Willumsen skriver under overskriften ”Udfordrende alliancer” om racisme som en strukturerende magt, eller som det hedder i det mandarinsprog, forfatterne betjener sig af: ”Det at konfrontere sin egen umarkerethed medfører et brud med den usynlighed, som hvidhed eller dansk statsborgerskab giver adgang til”.
”Kirkeasyl” er et vidnesbyrd om mennesker, der nærer et hvidglødende had til de danske myndigheder og vore folkevalgte politikere. Birthe Rønn Hornbech er et eksempel på, hvordan politikerne ”bare bøjer deres egne love, hvordan de helt og eksplicit er fyldt med had til mennesker, og hvor racistisk hele systemet er”, påstår en af bogens bidragydere. Undervejs bliver vi informeret om, at de ansatte i asylcentrene er ”dårlige danskere”, og i den mere sensationelle afdeling bliver Røde Kors underkendt som humanitær organisation, idet de ansatte angiveligt modtager betaling for at videregive oplysninger til politifolk, der i øvrigt karakteriseres på smagsfuld vis: ”Det var de der fucked up typer, som hader indvandrere”.
Ak ja. Og så er vi ikke engang fremme ved det mest hårrejsende i bogen. Det står at læse i kapitlet ”Kirkeasyls rødder”, hvor Signe K. Skriver og Camilla Tved vil trække den principielle linje op, der førte til tilflugten i Brorsons Kirke.
Med allerstørste selvfølgelighed henregner forfatterne molotovcocktail-angrebet mod Udlændingestyrelsen i år 2000 og brandattentatet mod daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj og hendes familie fem år senere som et led i den strategi, der skulle kulminere i kirkeasylet:
”Midler, strategier og metoder har været forskellige, men fælles for dem er, at de har været planlagt ud fra et ønske om at skabe fokus og opmærksomhed på en stadig strammere flygtninge- og indvandrerpolitik.”
Hvor mange danskere ville mon have støttet irakerne i Brorsons Kirke, hvis de havde vidst, at de var blevet spændt for den vogn?
kultur@k.dk4Kirkeasyl – en kamp for ophold. 316 sider. 299 kroner. Frydenlund.