To somre i træk har landskabsfotograf Kirsten Klein sejlet op og ned ad Limfjorden på skonnerten Mira i selskab med Hans Edvard Nørregård-Nielsen, kunsthistoriker, forfatter og formand for Ny Carlsbergfondet.
Den tur, og ikke mindst deres fælles passion for Limfjordsegnen, er der kommet en imponerende, voluminøs bog ud af, der udkom i denne uge, og i dag åbner så en stor udstilling på Sophienholm Slot i Lyngby. Udstillingen bærer samme titel som bogen: Limfjorden stemmer og steder og viser omkring 70 af Kirsten Kleins fotografier fra den 800 sider store bog samt 38 malerier udført af malere med tilknytning til egnen malerier, som også er gengivet i bogen.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen ser gerne, at vi som læsere angriber bogen som en æske fyldte chokolader, hvor man tager sine yndlingsstykker først og så pludselig opdager, at æsken er tom. Noget tyder på, at det også er den skæbne, bogen vil få.
De mennesker, der indtil nu har set bogen, siger, at den må de have. Det er en utrolig stor glæde for mig, at de har det på den måde. Det kan simpelthen ikke være bedre, siger Kirsten Klein.
Hun har elsket egnen omkring Limfjorden, siden hun som seksårig flyttede med sin familie til Lovns Bredning i nærheden af Skive. Efter uddannelsesår i København og en afstikker til Sydsjælland flyttede hun i 1976 tilbage til egnen og har nu i 35 år levet med en daglig udsigt over fjorden.
Netop derfor kalder hun arbejdet med bogen som sin ultimativt vigtigste opgave og samarbejdet med Hans Edvard Nørregård-Nielsen meget inspirerende.
Hans Edvard Nørregård-Nielsens kolossale viden og imponerende hukommelse har givet bogen så mange lag, og egnens historie og betydning er beskrevet på smukkeste vis. Samtidig har jeg haft helt frie hænder til at tage de billeder, jeg ville. Jo, det har virkelig været en stor glæde, siger Kirsten Klein.
Limfjorden stemmer og steder er ikke blot en beskrivelse af en geografisk egn, men lige så meget en fortælling om de mennesker digtere, kunstnere, fiskere, præster og mange andre der har beboet egnen gennem tiden og deres betydning for det øvrige Danmark. Det er lokalhistorie, danmarkshistorie og ikke mindst barndomshistorie. Det er sansninger, og det er fortællinger.
Også Hans Edvard Nørregård-Nielsen er opvokset ved Limfjorden, og i sit forord til bogen erkender han, at værket kan forstås som en slags testamente. Den udlægning kan Kirsten Klein godt genkende. Også hun har haft brug for at se tilbage og til at sige tak til en egn, der betyder så meget for hendes daglige liv.
Mange gange om dagen, typisk når jeg skal tænke mig om et øjeblik, kigger jeg ud ad vinduet. Der ligger Limfjorden med sit fantastiske lys, der skifter hele tiden. Underholdningen kommer af sig selv, om det så er et gåsetræk eller en flok viber, der er på vej mod varmere vinde, eller blot de stærke, klare farver en vinterdag, fortæller Kirsten Klein om sin udsigt fra huset i Sdr. Draaby på Mors.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen beskriver det i bogen på følgende måde:
Limfjorden er en levende strøm, der løber fra i går til i morgen. Den løber gennem historien og folks hverdag ved fjorden. De store åer og små kilder søger ud mod den, både landbruget og Cheminova har føjet hver sit betydelige skvæt til dybderne mellem Hals og Harboøre, og Indremission har fisket mere hårdhændet langs kysterne, end fiskerne gjorde det ude på fjorden. Det har knebet; Limfjorden var i perioder ved at blive til en kloak, men den er der stadig som en udsøgt del af det samlede danske landskab.
Kirsten Klein bryder sig ikke om ordet Udkantsdanmark. Det signalerer noget helt forkert, for limfjordsegnen er vældig rig på kultur, mener hun.
Det er klart, at i forhold til København, så er vi langt væk, og københavnerne betragter det jo som en meget lang rejse at komme hertil. Men jeg håber virkelig, at sådan en bog som den her kan give nogle lyst til at tage turen. Hvis de kommer, vil de opdage, at her er højt til loftet og frisk luft til lungerne, og at det giver anledning til at tænke nogle andre tanker, end man måske gør, når man er en del af et bylivs påvirkninger, siger Kirsten Klein.
For Hans Edvard Nørregård-Nielsen er naturen en eksistentiel del af barndomserindringerne fra Nissum Bredning. I bogen skriver han:
Det var et liv over jorden og under himlen. Da naturen endnu ikke var blevet konfus, sneede det fra december til ind i foråret, og blæsten kom farende ned over os ved fjorden med sne i så vældige mængder, at jeg selv ville tro, det var løgn, hvis jeg ikke havde oplevet det. Vi var altid lidt stolte over at høre det bekendgjort i Pressens Radioavis, for vejene forsvandt under de vældige driver, og vi måtte undertiden grave en tunnel under sneen fra stuehuset til det afsides lokum. Isen lukkede sig over Venø Sund og blev efterhånden så tyk, at den kunne bære de tunge maskiner, der på sindrig vis skovlede blåmuslinger op fra dybet.
Hvad enten man kan lide ordet eller ej, så har lim-fjordsegnen gennem århundreder været at betragte som udkant og i lange historiske perioder nærmest været negligeret af dem, der styrede Danmark fra København. Men det er også en egn, der, omend den var fattig eller måske netop derfor, blev opdaget af kunstnere. Både dem, der skrev, og dem, der malede. Egnen har været udsat for ydmygelse, men kan også være udtryk for ydmyghed på den gode måde. Det mener Kirsten Klein, som også her har fundet et slægtskab med Hans Edvard Nørregård-Nielsen.
Vi har begge prøvet, hvad det vil sige at leve uden eksempelvis elektricitet og har gennemlevet dage, hvor der ikke var ret meget mad. Den nøjsomhed og ydmyghed, vi har fået med fra barnsben, tror jeg har givet os en særlig glæde ved naturen og en rod i det sted, vi kommer fra, siger hun.
Udstillingen Limfjorden stemmer og steder kan ses på Sophienholm i Lyngby fra i dag og frem til den 2. oktober 2011. Med på udstillingen er foruden Kirsten Kleins billeder og Hans Edvard Nørregård-Nielsens tekst også en film optaget af Jacob Jørgensen, som ligeledes har deltaget i sommertogterne på Limfjorden.
Limfjorden stemmer og steder anmeldes i Kristeligt Dagblad på tirsdag.