Bøgers levetid falder

Bøger makuleres stadig hurtigere, hvis de ikke sælger. Flere boghandlere vil dø, siger ekspert

Daunt Books i London
Daunt Books i London . Foto: Arkivfoto.

Det bliver stadig sværere at være en bog, ingen vil læse. Tiden fra en bog udkommer, til den bliver sendt til makulering, hvis den ikke sælger, bliver således stadig kortere og er nogle gange nu nede på få måneder.

Det mærker man i landets største boglagerhal, Dansk Bog Center, hvor liggetiden har været faldende de senere år, samtidig med at stadig flere ton bøger hvert år sendes til forbrænding.

LÆS OGSÅ: Bogens rejse til den evige glemsel

Man mærker det også på forlagene. Hos Gyldendal forklarer redaktør Simon Pasternak, at man er blevet bedre til at acceptere, at når en bog er død, er den død.

Bogmarkedet er blevet stadig mere kommercielt med fokus på færre bøger, der sælger mere. Det betyder, at især de mere stille bøger, der har svært ved at slå igennem i medierne, hurtigere end før får dødsstødet, fordi forlagene ikke længere kan eller vil holde dem kunstigt i live på hylderne, siger han.

I 2010 blev flere end 700 ton bøger sendt til makulering. Selvom langt de fleste bliver genbrugt som papir, er det enorme bogspild et tegn på en bogbranche i krise, mener Nils Bjervig, tidligere chefredaktør for bogbranchens magasin BogMarkedet og nu forlagskonsulent.

Når folk får sværere ved at nå at købe de nye bøger, inden de er væk igen, vil de i endnu større grad begynde at købe bøger via internettet. Og det vil gøre det endnu sværere for den traditionelle boghandel, siger han, men påpeger samtidig, at udviklingen også er udtryk for en bogbranche, der forsøger at forbedre en skrantende økonomi. Forlagene er blevet bedre til at vurdere økonomien i den enkelte bog, og det er i høj grad det, de skal overleve på. Det samme gælder boghandlerne.

Hvis boghandlerne holder på de usælgelige bøger i for lang tid, er de nødt at sænke prisen for at få dem solgt. Og hvis blot en et år gammel bog ligger til spotpris ved siden af en helt ny, men 10 gange så dyr bog, risikerer man at vænne køberne til aldrig at ville give fuld pris for en bog. Og så er der virkelig problemer, siger Nils Bjervig.

henriksen@k.dk