Bogens rejse til den evige glemsel

Når en bogs læsetid er udløbet, får den sjældent den romantiske død, mange forestiller sig. Eller håber på. Den stilles hen, kastes rundt og ender som suppe. Det hele begynder med et brev

Forfatteren Janus Kodals bog "Ingentings mestre" havde et fint liv, så længe det varede, men en dag kom brevet fra Gyldendal. Kodal svarede ja tak til at få restoplaget af bogen, 200 i alt, og i dag lever bogen et stille liv i kasser i hans lejlighed.
Forfatteren Janus Kodals bog "Ingentings mestre" havde et fint liv, så længe det varede, men en dag kom brevet fra Gyldendal. Kodal svarede ja tak til at få restoplaget af bogen, 200 i alt, og i dag lever bogen et stille liv i kasser i hans lejlighed. Foto: Søren Staal.

Jeg kan stadig huske den morgen, da min far for første gang tog mig med hen på De Glemte Bøgers Kirkegård.

(De første ord fra romanen Vindens skygge af Carlos Ruiz Zafón)

Blandt dem, der holder af bøger, er der sikkert mange, der ville ønske, at der fandtes sådan et sted: en kirkegård for alle de bøger, ingen længere vil læse. Som en sidste respekt for alle de tanker, drømme og skuffelser, der er lagt ind i siderne. Og stedet måtte gerne se ud som i Vindens skygge:

Vi fulgte efter tilsynsmanden gennem den paladsagtige korridor og kom ind i en stor, cirkelrund sal, hvor en sand basilika af halvmørke bredte sig under en kuppel gennemhullet af lysstråler. En labyrint af gallerier og reoler fulde af bøger rejste sig fra gulv til loft og dannede en bikube med et væv af tunneler, trapper, afsatser og broer, der tegnede et enormt bibliotek udført i en utrolig geometri.

LÆS OGSÅ
: Bøgers levetid falder

Men den virkelige historie om bogens sidste rejse er en anden. Den er brolagt med ydmygelser og en automatisering af begravelsesritualet, som var bogen blot som enhver anden forbrugsvare. Processen indledes altid med et brev, der typisk begynder således: Efter gennemgang af vores lagre og salget af de enkelte titler har vi besluttet, at denne titel nu desværre må makuleres.

Der er mere, men det er kortfattet. Alt er forsøgt, står der, men selv til reduceret pris vil ingen have bogen. Om forfatteren er interesseret i at overtage hele eller dele af restlageret?

På forlaget Gyldendal sidder redaktør Simon Pasternak på sit kontor, omgivet af bogrygge og stakke af bristede drømme. Hver gang der er tale om en uretfærdig bogdød, bestiller han en stak eksemplarer og deler dem løbende ud, når han får besøg, så bogen kan leve videre lidt endnu. Han har efterhånden set brevet fra marketingafdelingen mange gange. Det er aldrig nemt at sende det af sted, men når en bog er død, er den død, siger han. Forud for brevet er gået en proces, der for længst er sat i system. Først sælges bogen til fuld pris i boghandlerne. Hvis salget svigter, holder forlaget en auktion, hvor boghandlerkæderne kan byde ind fra fem kroner og opefter. De bøger, ingen byder på, kommer på auktion igen året efter. Er resultatet det samme, sendes brevet af sted. Forløbet tager minimum bogens udgivelsesår plus et år. Så kort et liv kan en bog have.

Der findes et ledt Napoleon-citat, siger Simon Pasternak og læner sig forover. Berømmelsen er usikker. Men glemslen er evig. Det er en ond sandhed, som mange forfattere mærker på egen krop.

Nogle gange er det forlaget, der har overvurderet bogens oplag, erkender Simon Pasternak. Andre gange har bogen bare været for smal, men alligevel vigtig nok til, at verden skulle kende til den. Men der er også sket noget med bogmarkedet, mener han:

For bare to-tre år siden kunne man stadig regne med, at vores litterære bøger blev bredt anmeldt. Nu kan vi ikke regne med noget, og det er da frustrerende at se, når en bog, jeg synes er et lille mesterværk, nærmest bliver ignoreret. Det er ikke for at synge den gamle sang om, at tingene var bedre i gamle dage, for det var de næppe. Men kampen om opmærksomheden er blevet hårdere, og det går indimellem ud over visse typer af litterære bøger. Der er hele tiden gode bøger, der dør en uretfærdig død, og det er da trist. Nu, hvor de elektroniske bøger vinder frem, ændrer det sig forhåbentlig.

Janus Kodals bog er død. Næsten, i hvert fald. Ingentings mestre hed den, og det var en poesibog. Den havde et fint liv, så længe det varede, men en dag kom brevet fra Gyldendal. Kodal svarede ja tak til at få restoplaget af bogen, 200 eksemplarer i alt, for alternativet var ulideligt, og i dag lever bogen et stille liv i kasser i hans lejlighed, men dog et liv med mulighed for at blive taget op indimellem og delt ud.

Han sagde ja til restoplaget, fordi han ved, at en bog kan have mange liv. Han har eksempelvis en digtsamling af forfatteren Poul Borum stående med hele tre dedikationer i. Først stod der: Til mor. Så døde moderen, Borum fik bogen tilbage og dedikerede den i stedet til husvennen Morti. Han skrev blot ti efter mor i en anden farve. Da Janus Kodal mødte Borum på Forfatterskolen, hvor han var rektor, fik bogen nyt liv en tredje gang. I dag står simpelthen: Til Morti og Janus.

Jeg tror, alle forfattere i hvert fald alle, der skriver poesi har modtaget det brev, så jeg var ikke overrasket, da det kom. Men det er en speciel følelse, at den ene dag kan bogen stå i butikken og koste et par hundrede kroner, den næste dag er den intet værd. Der er kommet noget industri-agtigt over handelen med bøger, som ikke yder dem retfærdighed. På BogForum, eksempelvis, bliver der hvert år smidt hundredvis, måske tusindvis af ubrugte og salgbare bøger ud i en container, fordi det ikke kan betale sig for forlagene at tage bøgerne med hjem på lageret. Det er på mange måder som et slagteri i dag. Hvis først en vare er kommet ud af sit kredsløb, så kan man lige så godt smide den væk, siger han.

Det er ikke, fordi han er udviklingsforskrækket. Bøger er blevet en vare som alt muligt andet, og sådan er det bare. Problemet med industrialisering af bogen er dog, at den forsvinder, når den mister sin værdi. En bog, der bare er to-tre år gammel, kan man ofte ikke længere finde hos forlagene, påpeger han. Så må man på jagt i antikvariaterne, men det er nu også en fornøjelse i sig selv.

Tilbage på Gyldendal filosoferer Simon Pasternak over, hvad der mon sker med bøgerne, når først de har fået dødsdommen. Han ved kun, at der bliver sendt besked til Nordisk Bog Center i Haslev, hvor forlaget har sit enorme boglager.

Og det er nok bedst sådan. For når brevet er sendt, og forfatteren takker nej til at modtage restoplaget, begynder bogens ydmygelse først for alvor. Følger man bogens sidste rejse, er næste station knap 100 kilometer syd for Simon Pasternaks kontor. Her slår Leif Jochimsen, forlagskonsulent i Nordisk Bog Center, armene ud mod de hundredetusinder af bøger, der står stablet 14 meter op i vejret i den enorme lagerhal. Det er her, den venneløse bog har siddet stille lidt for længe og nu har fået sin dom.

Ja, det er jo så de bristede drømmes haller, siger han med et afdæmpet smil.

henriksen@k.dk