Rikke Albrechtsen skriver fra Bruxelles |
20. august 2011
UNDER STOR MEDIEBEVÅGENHED betalte Rachid Nekkaz onsdag morgen de bøder, som to teenagepiger fra Bruxelles havde fået for at forbryde sig mod et nyt burkaforbud, der trådte i kraft i Belgien den 23. juli. Samme eftermiddag stillede han i Roubaix lige over grænsen til det nordlige Frankrig for at gøre det samme for en kvinde, der var dømt til at betale 75 euro i bøde.
Siden da har de belgiske medier haft travlt med at analysere, hvad det var for en fyr, der på den måde stormede ind i Bruxelles-kvarteret Saint-Josse for at svinge checkhæftet for rullende kameraer.
I magasinet Le Vif kan man læse, at den franske forretningsmand med algerisk baggrund har meldt ud, at han vil betale alle de bøder, der gives til tildækkede kvinder i Frankrig og Belgien, der som de første to lande i Europa har indført sådanne forbud.
I franske medier som Le Nouvel Observateur kaldes den 39-årige it-millionær og boligspekulant for ”den lunefulde hævner”, fordi han som en anden superhelt i retfærdighedens navn tager forskellige sager på sig. For ud over at have lagt en million euro (7,45 millioner kroner) til side i en burkabødefond har han også tidligere opkøbt jord til romaer i Frankrig og er gået i sultestrejke i forsvar for en fængslet advokat. Han har også forsøgt sig som ”kandidaten fra forstæderne” ved det franske præsidentvalg uden dog at opnå mere end medieomtale.
Til avisen De Standaard forklarer de to belgiske piger på 16 og 17 år, hvordan de kontaktede ham, efter at de fik en bøde på 50 euro. Selv tager Rachid Nekkaz afstand fra de heldækkende dragter som burka og niqab, men er chokeret over, at staten vil blande sig i folks påklædning.
”Jeg er dybt sekulær, dybt republikansk, og jeg kan ikke acceptere, at et fint land som Belgien stemmer for og gennemfører antiliberale love,” sagde han til den belgiske public service-tv-station RTBF.
”I dag er det niqab’en, som vi afholder kvinder fra at gå med, men hvem vil forhindre parlamentet i at vedtage en lov i morgen, der forbyder lårkorte nederdele, tatoveringer eller huller i ørerne? Man ved aldrig, hvor den slags glidebaner ender,” sagde han.
MEN IKKE ALLE VAR LIGE imponerede over den franske forretningsmands frihedskorstog.
”I et åbent samfund som vores har man ret til at se enhver i øjnene og se alles ansigt,” sagde Gwendolyn Rutten fra det liberale flamske parti Open VLD til Radio 1.
”Det har intet med individets frihed at gøre.”
Lignende udmeldinger kom fra bydelen Saint-Josses borgmester, Jean Demannez, der over for tv-stationen Euronews beklager den ”overdrevne mediatisering” af hele affæren. Han foreslår, at rigmanden finder på noget andet at bruge sine penge på.
”Hvis han har penge tilovers, har jeg masser af gode idéer til, hvordan han kan bruge dem her i Saint-Josse, hvor vi har folk fra 154 forskellige lande og alle de økonomiske problemer, der følger med det,” sagde Demannez.
Men det stopper ikke rigmanden, der over for den franske avis La Voix du Nord gør det klart, at han vil forsøge, at få forbuddet omstødt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
albrechtsen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad