Ordet

1. Joh. 1, 5-6

Menneskers liv skildres ofte som en vandring i lys eller mørke. Tænker vi tilbage på det liv, der er gået, kan vi sikkert huske både lyse tider og mørke tider. Lys og mørke veksler, og undertiden kan vi føle, at mørket fylder for meget.

Mange af Bibelens tekster handler om lys. Om Kristi komme som en solopgang over Jorden. Om mørket, der jages på flugt ved lysets komme. Og de handler om, at selvom vi ikke altid kan se det, er lyset til stede på samme måde, som solen altid er oven over selv de mest blytunge skyer.

Den norske maler Edvard Munch har malet et billede, som han kalder ”Melankoli”. Det forestiller en kvinde, der sidder hensunket i den dybeste fortvivlelse. Lyset strømmer ind fra vinduerne, skærende hvidt og befriende. Men hun ser intet lys, for hun vender sig bort fra det.

Som næsten et modbillede til dette er den danske forfatter Martin Andersen Nexøs beskrivelse af Ditte Menneskebarn. Her skriver han om Ditte, at ”hun havde en ubændig trang til at vende ansigtet imod lyset, især når der hændte hende noget uventet godt. Det andet tog hun selv skylden for; men man måtte have et sted at vende sin taknemmelighed. Og så blev det alligevel himlen!”.

”At vende sit ansigt mod lyset” – det er befrielse. Ellers kan vi bilde os selv ind, at alt er mørke. At stole på, at solen er der, selvom den er skjult – at tro på kærligheden, selvom den ikke er til at få øje på – at vide, at Gud lader sit ansigt lyse over mig. Deri er der håb. For ”den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys,” siger Jesus.

Leif Vestergaard