Hans Christian Hein |
22. august 2011
Hvis Brorson Kirke ikke vil have orgelmusik, er det fint. Men det betyder ikke, at orgelets tidsalder er død. Det mener organist og rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole, Hans Christian Hein
Overskriften i Kristeligt Dagblads artikel den 17. august om musikken i Brorsons Kirke kunne nok få det til at gibbe i enhver organist:
”Målet er en orgelfri gudstjeneste”. Skal vi organister da lægge os fladt ned og istemme salmen ”Forgæves er vor kraft og kunst”?
Nej, selvfølgelig ikke, det er ingen i kirken tjent med, og den kioskbaskeragtige overskrift kan måske rumme et lokalt mål i Brorsons Kirke, der jo har andre gudstjenesteformer end de fleste af landets kirker. Fred være med det. Det er kun godt at der laves alternative gudstjenestefejringer, herunder at forsøge at nå grupper, der ikke føler sig hjemme i den almindelige højmesse. I den ellers udmærkede artikel gør de to musikere fra Brorsons Kirke sig til talsmænd for, at der skal gøres op med ”orglets monopol”. Ja, det lyder måske umiddelbart godt: Monopoler er vist normalt noget slemt, som bør bekæmpes med lovgivning i hånd.
LÆS OGSÅ:Nye toner i kirkenEsben Eyermann udtaler videre, at ”det kan jo ikke passe, at orglet skal have monopol på at omsætte evangeliet til toner”. Hvad betyder det? I de fleste kirker ledsager orglet salmesangen, og i salmerne udlægger og fortolker digteren kristendommen med udgangspunkt i evangelierne – og det er noget andet!
Et orgel, og her forstås et pibeorgel, har til dette formål en række fortrin i forhold til andre akustiske instrumenter samt i forhold til elektrisk forstærkede instrumenter. Det beror på flere forhold, herunder de akustiske forhold i kirkerne, der i de fleste tilfælde vil prisgive fællessangen selv med et klaver som akkompagnement.
Den underliggende præmis i artiklen, at orglet er et gammeldags instrument, og at fremtiden ligger et helt andet sted, er falsk og bygger på grove forenklinger eller manglende kendskab til kirkens og kirkemusikkens historie. Orglet er, ligesom kirkerummets indretning, liturgien og præstens klædedragt, ikke givet os af Gud, men instrumentet har dog siden middelalderen været det foretrukne instrument i gudstjenesten.
Selvom gudstjenestemusikken, herunder orgelmusikken, som mange andre ting i kirken tager udgangspunkt i en overlevering og bygger på traditioner, er den samtidig ”levende”, idet der hele tiden komponeres ny orgelmusik eller til den enkelte gudstjeneste improviseres på orglet. Den ældre musik bliver i den konkrete brug både ”ny” og ”samtidig”, og derfor er diskussionen om gammelt/nyt for så vidt uinteressant: Det ”nye” kan vise sig at være forældet allerede ved førsteopførelsen, og det ”gamle” kan være det grænsebrydende og moderne ved at blive sat i nye sammenhænge.
Musikkens alder kan aldrig og bør aldrig blive et væsentligt parameter i bedømmelsen af kirkemusikkens æstetiske og liturgiske relevans. Der er derfor ”god mening” i, at meget i kirken og gudstjenesten, også musikken, er en blanding af noget historiserende og noget nyt.
Der gøres i artiklen et forsøg på at sætte ”rytmisk musik” op som modsætning til ”klassisk musik”. Dette er i bund og grund ørkesløst, alene af den grund, at termerne nærmest er ubestemmelige: ”Rytmisk musik” kan dække pop/rock, jazz og meget, meget andet, og ”klassisk musik” et bredt spektrum fra middelalder til nutid. Vi når ikke ud af flækken ved at snakke om rytmisk og klassisk.
Musikken og de dertil hørende instrumenter skal rette sig mod brugen i de konkrete gudstjenester, og derfor er det da også fint med et band til de tjenester, man har flere steder i landet, ligesom orglet er det naturlige valg til traditionelle/ traditionsrige gudstjenester.
Man kan fremover kun håbe det bedste for musikken i alle landets kirker, men hertil hører – før, nu og i fremtiden – orglet!
Hans Christian Hein,
organist, rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole,
Markledgade 20, Løgumkloster
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad