Er folkeskolen stadig folkets skole?

Både højskolen og folkeskolen har kort sagt en dannelsesopgave og bør i det 21. århundrede minde hinanden om, hvilke altafgørende bidrag de begge har til et humanistisk samfund og hermed til en almen skoleteori: ”Et samfund, der ikke i praksis giver alle dets fremtidige borgere mulighed for at kunne indgå i dannelses- og uddannelsesprocesser, er ikke for alvor et demokratisk samfund” (Komischke-Konnerup).

Jakob Knudsen understreger i ovennævnte artikel af historiske grunde det danske sprog. Latin, tysk og fransk havde for bonden intet med egne erfaringer at gøre og kunne derfor heller ikke vække bondens erindring, ansvar og vilje.

Hvis sproget skulle have en kraft i forhold til bondens mulighed for at overtage eget liv og finde sin egen selv- og medbestemmelse, skulle sproget kunne vække barndommens fantasi, ungdommens følelser og det myndige menneskes almene fornuft, opgave og ansvar.

Dette afsæt i menneskets erfaring og tilbagevenden til menneskets erfaring er skolens opgave. Det handler ikke i skolen om at fjerne mennesket fra virkeligheden, men tværtimod at værdsætte og videreudvikle det almindelige virksomme liv.

Denne grundtvigske pointe er velkendt inden for den almene pædagogik og generindres hos Komischke-Konnerup således: ”Praksis er et alment menneskeligt grundfænomen, og det er i udfoldelsen af denne fælles praksis, at mennesker træder frem som produktivt frie, legemlige, historiske og sproglige væsner. Det er i den fælles praksis, at mennesket træder i forhold til sig selv og til ’verden’.”

I ET UDDANNELSESSYSTEM, der i dag fortrinsvis benytter sig af angelsaksisk forskning, og som eksempelvis på professionshøjskolerne har udviklet sig til et nærmest dogmatisk krav om akademisk-videnskabelige arbejdsformer, er det værd at huske på, at praksis er et menneskeligt grundfænomen.

Det kan være overordentligt vanskeligt alene at beskrive folkeskolens handlingsorienterede pædagogiske praksis alene ud fra og med akademisk-videnskabelige begreber. Det giver sig selv. Akademiske og videnskabelige begreber handler om at fjerne sig fra sin erfaring for at kunne distancere sig og kritisk forsøge at se på erfaringen.

I en pædagogisk praksis handler det dog også om bagefter at vende tilbage til praksis og erfaringen.”Skolen er derfor først og fremmest en pædagogisk institution, og den praksis, der finder sted i skolen, er en pædagogisk praksis. Læreren og pædagogen i skolen er heller ikke en slags psykologer, terapeuter eller sociologer. De er pædagogisk professionelle.” (Komischke-Konnerup).

Knudsen kritiserer i sin artikel højskolen for enten at blive alene kundskabsmeddelende, moraliserende eller prædikende. Trods videnskabsidealet sker det med stigende styrke også i folkeskolen og på professionshøjskolen.

I kølvandet på Pisa og et 360-graders eftersyn af folkeskolen har politikere glemt begreberne erfaring og virkelighed. I forsøget på at kundskabsmeddele for at leve op til internationale test, moralisere over disciplinen ved at bekende sig til classroom-management og cooperative learning eller prædike om arbejdsmarkedets behov for at gå den lige vej til en uddannelse, overses skolens altafgørende dannelsesopgave.

Selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet synes ikke længere at være en del af folkeskolens og læreruddannelsens ideal, fordi begrebet ideal ikke er legitimt længere, og fordi der kun fokuseres på elevens mulighed for at blive borger. Muligheden for og nødvendigheden af også at blive menneske er parkeret som et forældet hippietema. Når alene borgeren er legitim, elimineres den menneskelige erfaring og virkelighed.

Knudsen kritiserer denne form for erfaringsforladt moralisering på sit 100 år gamle sprog således: ”For alle dem – og det er mange flere, end man tror – der kun betragter Livet fra den ”nyttige” Side, og som derfor kan acceptere Moralen som ”nyttig” til at begaa sig i dette Liv, Religionen som ”nyttig” til at klare sig over for Autoriteterne i det Hinsidige – vil det Spørgsmaal naturligvis melde sig; Hvad nytte er dog den grundtvigske Højskoleundervisning til, denne Opdragelse til Danskhed? Dertil kan først svares: den er nyttig for at vort aandelige Liv kan blive virkeligt, at det ikke skal blive tomt Spilfægteri over for herværende eller hidsidige Autoriteter. Er vi ikke danske, da er vi sjæleligt ingen Ting, kun tomme Masker.”

I knudsensk terminologi betyder det, at vi i dag har brug for en pædagogisk reform, der taler ”dansk”: jævnt, sandt og kraftfuldt. Erfaringsbaseret og virkelighedsnært. Uden falsk og fremmed autoritet (dengang tysk, fransk, latin, teologi – i dag engelsk, systemteoretisk, videnskabeligt). Uden en lind strøm af moralisering om effektive metoder, tester og akkrediteringsparametre.

Dokumentation eller evaluering har ingen kvalificerende virkning, hvis de ikke har med folkeskolens erfaring og virkelighed at gøre. Lærere og elever må – med udgangspunkt i erfaringen og virkeligheden – samtale om, hvad der lokalt virker, og hvilke globale idealer der skal kæmpes for. Ellers ender vi med at bære masker og ritualisere tomt spilfægteri, hver gang vi mødes i folkeskolen og på professionshøjskolerne

Den sammenhængskraft, som politikere eftersøger, ligger lige her – i respekten for erfaringen og virkeligheden. For virkeligheden findes, uanset hvor mange lederkurser og akademiske uddannelser, der baseres på en systemteoretisk konstruering af kommunikationsstrategier.

Mennesker har faktisk som det eneste væsen muligheden for at samtale om det, de tænker, og udvikle praksisfællesskaber. Mennesker kan føle ansvar og tage opgaver på sig. Vi kan kort sagt opleve og udvikle fællesskaber, være et folk. Og det er virkeligt. Det minder livsoplysningen og den almene pædagogik os om.

Iben Valentin Jensen er cand.pæd. og lektor på Syddansk Universitet