Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen |
23. august 2011
Der er forslag om at nedlægge regionerne – men vil det give mere sammenhæng for patienterne? Lad os også bruge debatten til at få sygehuse og kommuner til at samarbejde. Det er helt nødvendigt, mener Ældre Sagens direktør.
Hvor længe skal vi finde os i at være kastebolde mellem sygehuse og kommuner? Lad os nu få samlet sundheds- og plejeområdet og for alvor sat fokus på forebyggelse og helhedstænkning. At skippe regionerne og overlade sygehusvæsenet til staten løser ikke nødvendigvis dette problem.
LÆS OGSÅ: Regeringen ønsker en stødpude til sundhedsvæsenetLøsningen er at få skabt en sammenhæng mellem indsatsen på sygehusene og indsatsen i kommunerne. Når borgeren møder sundhedsvæsenet, er det jo ikke kun sygehuset, nej, så er det også pleje, genoptræning, sundhedsfremme, forebyggelse og så videre i kommunerne. Derfor bør vi sikre en bedre og mere samlet styring af sundheds- og plejeområdet for patienterne gennem de forskellige systemer. Det har borgerne hårdt brug for – og det har samfundsøkonomien også. Der kan hentes livskvalitet, bedre behandling og pleje og masser af sparede kroner i den betrængte offentlige sektor.
Tiden er simpelthen inde til et tigerspring i sundhedsvæsenet. Et opgør med vanetænkningen. Tag for eksempel standardbekymringen: centralisering. Sundhed og pleje udgør i stigende grad specialiserede og højt udviklede områder. Vi har ikke har råd til, at der bliver opbygget 98 forskellige løsninger. Det er ineffektivt. Det sikrer heller ikke den ensartede og høje kvalitet, som jeg tror befolkningen efterspørger. Opgaveløsningen må og skal effektiviseres for at afhjælpe presset på udgifter i den offentlige sektor i de kommende mange år.
Ældre Sagen sidder ikke med det organisatoriske columbusæg på sundheds- og plejeområdet. Men vi har gjort os nogle tanker og argumenter, og nu opfordrer vi til, at andre tager dem op, udbygger dem – og gerne forbedrer dem.
Vi ved, at der allerede er mange perspektivrige projekter i gang rundt omkring i regioner og kommuner, hvor man forsøger sig med nye samarbejdsmodeller, bedre helhed og større integration. Disse projekter, og de involverede medarbejderes viden og engagement skal vi naturligvis bygge videre på.
Vi skal koncentrere os om at fjerne nogle af de største barrierer for de gode og effektive patientforløb. Manglende sammenhæng, usmidig organisation, uklar ansvarsfordeling og uhensigtsmæssige økonomiske incitamenter præger desværre alt for ofte forløbene inden for social- og sundhedsområdet.
ÆLDRE SAGENS RÅDGIVNING modtager dagligt henvendelser fra ældre og pårørende, der har haft dårlige oplevelser i mødet med sundheds- og plejeområdet.
De medicinske patienter har gennem flere år stået model til massive problemer med forkert medicinering, fejlbehandling, manglende genoptræning, forsinkede udskrivninger og overbelægning.
Manglende sammenhæng præger også andre områder. For eksempel oplever patienter med ryglidelser store problemer. Ryglidelser opstår typisk gradvist, tit som følge af arbejdsmæssige belastninger. Problemerne kan med tiden føre til uarbejdsdygtighed og dermed udstødning fra arbejdsmarkedet. Hvem har ansvaret for at gøre noget ved symptomerne i tide (ud over personen selv selvfølgelig), og hvem har ansvar for foranstaltninger til at bringe patienterne tilbage på arbejdsmarkedet, eventuelt i helt nyt erhverv, og for løbende følge op? Arbejdsgiver, kommune, hospital, arbejdsmedicinske klinikker, revalideringsinstitutioner, private konsulentfirmaer eller faglige organisationer? Patienten falder let mellem to eller flere stole.
I psykiatrien ser vi mange af de samme problemer. Dertil kommer, at psykiske lidelser ikke har samme ”status” og bevågenhed som fysiske lidelser. I de senere år er der sket en betydelig vækst i blandt andet stressrelaterede sygdomme, og flere og flere førtidspensioner er begrundede i psykiske forhold.
Fælles for de nævnte forløb er, at mange parter og myndigheder er involveret, at symptomer hos borgeren ofte er diffuse, og mange faktorer – både sociale, fysiske og mentale – spiller ind. Det medfører tilsammen, at ansvaret for ”løsningen” af problemerne ikke er tilstrækkeligt klart.
STRUKTURREFORMEN FRA 2007 havde netop til formål ”at sikre en klar og sammenhængende offentlig opgaveløsning, herunder mellem kommuner og regioner”. Men nu fem år efter kan vi se, at formålet ikke i tilstrækkelig grad er blevet opfyldt. Så vi må tage det tigerspring i sundhedsvæsenet.
Måske kan organiseringen i sundhedsorganisationen Kaiser Permanente i USA inspirere os til den nødvendige nytænkning. Kaiser Permanente er internationalt kendt for at være rigtig gode til at gennemføre komplicerede patientforløb af høj kvalitet. For nylig viste en sammenlignende analyse af det danske sundhedsvæsen og Kaiser Permanente, at noget af det, der adskiller de to organisationsformer, er: struktur, der understøtter samarbejde, strategisk prioritering og klar ledelse, kultur, der understøtter forebyggelse og samarbejde på tværs, og struktureret behandling og forebyggelse.
Blandt Kaiser Permanentes styrker nævnes et fuldt integreret it-system, der sikrer alle aktører hurtig adgang til fuldt opdateret information om den enkelte patient. Hertil kommer, at brug af forløbsprogrammer og pakkeforløb for givne patientgrupper er en langt mere integreret del af den amerikanske model. Og endelig er der økonomiske incitamenter, der understøtter sammenhængende forløb.
Den langt mere fragmenterede ansvars- og opgavefordeling i Danmark gør det vanskeligt at implementere disse elementer fuldt ud hos os. Vi kan naturligvis ikke bare overføre erfaringerne fra USA til Danmark. Men vi kan lade os inspirere til at opbygge et system, der i langt større omfang end i dag udgør en helhed.
Derfor skal vi samle sundheds- og plejeområdet, så det organisatorisk samles under én ledelse med stærk fokus på forebyggelse og helhedstænkning. Vi forestiller os, at området omfatter hele sundhedsvæsenet i regionerne samt pleje, genoptræning, sundhedsfremme, hjælpemidler med videre i kommunerne. Sammenhængen skal respekteres uanset borgernes alder.
En model er, at alle overordnede retningslinjer, standarder og mål for serviceniveau, behandlinger og så videre på sundhedsområdet og plejeområdet fastlægges og koordineres centralt – i samspil med fagfolk i kommuner og regioner. Regioner og kommuner udfører opgaverne. Modellen lægger op til ét overordnet fastlagt niveau for kvalitet i hele landet på hele sundheds- og plejeområdet. Uanset hvor man bor i landet, bør man kunne forvente samme kvalitet og samme service. Regioner og kommuner bliver – på disse områder – i højere grad end i dag driftsorganisationer, der udfører de fastlagte opgaver. De kan have lokale og regionale variationer i måden at udføre opgaverne på, men de skal leve op til de overordnede fastlagte standarder og mål.
Vi får først det fulde udbytte af en sammenhængende pleje- og sundhedssektor, hvis vi samtidig får én samlet finansieringsmodel. Vi foreslår et særligt sundheds- og plejebidrag, der udelukkende skal gå til sundheds- og plejesektoren. Derved undgår vi kassetænkning, og vi sikrer, at besparelser som følge af bedre sammenhæng, større effektivitet og bedre forebyggelse kommer området til gode. Der vil være økonomiske gevinster og effektiviseringsgevinster. De kan anvendes til yderligere forbedringer af serviceniveauet eller til at nedsætte sundheds- og plejebidraget.
Lad os få sat gang i udviklingen. De kommuner og hospitaler med videre, der er længst fremme i skoene, må melde sig som forsøgsområder, så vi hurtigt kan få konkrete resultater og påvirke eksperter, faglige organisationer, patientorganisationer og beslutningstagere og sammen finde de bedst mulige modeller. Tiden til snak og undersøgelser er allerede forpasset. Nu skal vi direkte over til handling.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad