Længslen efter stærke mænd

Da de grusomme terrorhandlinger fandt sted i Norge den 22. juli 2011, lød de første kommentarer på, at de nok skyldtes islamister. Det forekom ubegribeligt, at en blond nordmand kunne gribe til så desperate handlinger mod demokratiet. Men selvom heldigvis kun få vil drage så radikale konsekvenser som den forskruede terrorist i Norge, der så sig selv som en handlekraftig helt, så er der nok flere skandinaver med ”ondt i demokratiet”, end vi til daglig tænker os. En større fare end terror er nok, at mange vil se passivt til, hvis demokratiet dør langsomt og stille.

Men bekymringen har haft lettest ved at rejse sig over spørgsmålet om, hvorvidt muslimske indvandrere havde et demokratisk sindelag. Det var tydeligt, da regeringen lod udarbejde en demokrati-kanon med deltagelse af blandt andet en indvandrerkonsulent. Det var, som historikeren Michael Böss har påpeget det i sin bog ”Republikken Danmark”, også tydeligt i 2008, da Integrationsministeriet offentliggjorde en undersøgelse om ”etniske gruppers værdier”. Det fremgik af undersøgelsen, at en del ”etniske danskere” gik ind for elitestyre og en ”stærk mand”. Det blev overset i offentligheden.

I Sverige har en undersøgelse for nylig vist, at op mod hver fjerde svensker er positiv over for en handlekraftig leder, der ikke skal stå til ansvar over for vælgerne og et parlament. Og hver femte unge svenske vælger under 29 år var parat til at stemme på et parti, der gav dem penge for det.

I juni 2011 offentliggjorde Ugebrevet A4 en undersøgelse, der viste, at hver niende dansker gerne overlod styret til ”en stærk mand”, der ikke skulle bekymre sig om at få flertal i befolkningen og Folketinget. Man kan håbe, at mange svar var uigennemtænkte. Færre havde måske sagt ja, hvis man i spørgsmålet havde brugt ordet diktator. Men i realiteten sagde hver niende dansker ja til diktatur.