Hvad mere kan man ønske sig?

Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Kirsten Kleins store værk om Limfjorden og egnene omkring den er imponerende og flot. En udgivelse, som man tager imod med taknemmelighed

Hans Edvard Nørregård-Nielsen & Kirsten Klein: Limfjorden - Stemmer og steder I-II. Inkl. cd. "Min dal. Tilbage til Limfjorden med Hans Edvard Nørregård-Nielsen". 850 sider. 499,95 kroner. Gyldendal.
Hans Edvard Nørregård-Nielsen & Kirsten Klein: Limfjorden - Stemmer og steder I-II. Inkl. cd. "Min dal. Tilbage til Limfjorden med Hans Edvard Nørregård-Nielsen". 850 sider. 499,95 kroner. Gyldendal. Foto: Bogforside.

Hvordan ser Hans Edvard Nørregård-Nielsens sjæl ud? Et kvalificeret bud kunne være: som Limfjorden og naturen omkring den.

Hans og fotografen Kirsten Kleins imponerende og flotte storværk i to bind og på 850 sider, Limfjorden Stemmer og steder, har sine mest uforglemmelige øjeblikke, netop når det beskrevne er tættest forbundet med forfatteren og hans evne for slående og mindeværdige formuleringer står i fuldt flor.

I modsætning til, hvad den fordumsfulde måske kunne tro, slører hans hang til det poetiske ikke præcisionen, men skærper den snarere. Hans prosa kan, når den er mest personlig det vil sige: når den er bedst have karakter af lyrik og opnår som sådan nogle nuancer, man nødigt ville have været foruden: mættede udtryk, som man tager til sig for vistnok altid, så livskloge, som de er og udformet med en originalitet, der samtidig forekommer nærmest selvfølgelig.

Denne anmeldelse bør ikke være flere linjer gammel, før Kirsten Kleins afgørende indflydelse på værket er retfærdigt fremhævet. Nørregård-Nielsen kalder hende pragtfuld. Og det har han ret i. Imidlertid kan hun nok få en og anden til at overveje, om der virkelig er lige så smukt på og omkring Limfjorden som på hendes fotografier af stederne? Rummer de lige så mange forskellige stemninger, som hendes kamera påstår? Ja, hvis man formår at betragte verden uden alle vore reducerende forbehold. Med teksten og billederne får vi, hvad vi måske ikke ved, at vi har. Denne gavmildhed er en vigtig side af bogen. At blive mindet om, hvor uventet rig man er hvad mere kan man ønske sig?

For Hans Edvard Nørregård-Nielsen har det været en længevarende drøm at skrive en bog som den eller de nu foreliggende. Arbejdet, der har ført ham så vidt, betegner han som en selvpålagt forpligtelse, der nok har oversteget både mine kræfter og mit helbred.

Mon dog ikke taknemmeligheden over at have gennemført det vældige projekt efterhånden har fjernet forfatterens opmærksomhed et passende stykke væk fra de kvaler, der har været forbundet med dets skabelse? I hvert fald bør det være med taknemmelighed, læserne tager imod de mange generøse ord og de ligeledes mange ditto fotografier, hvis fortjeneste det er, at man oplever en stor del af værket, allerede inden det er læst.

Bøgerne er både det ene og det andet og muligvis mere endnu! men det hele knyttes sammen til en helhed af det sind, det er oplevet igennem: historie, beskrivelser af kirker, natur, byer, både små og store, digtning og kunst samt diverse erindringer både på egne og på samfundets vegne som om de to ting kan adskilles. Limfjorden er en uendelighed af både stemmer og steder under konstant forvandling.

En skarp sans har Nørregård-Nielsen just for forvandlingen. Og en kritisk sans. Uden at han af den grund kan beskyldes for nostalgi. Han dyrker ikke følelsesfuldt det svundne for dets egen skyld og insisterer slet ikke på en tilbagebagevenden til det. Derimod bruger han det forgangne til når han altså gør det! at sætte nutiden i relief. Men selvom han fremhæver forsimplingen i denne tid, afstår han fra at sværte sin beretning til med den sorte farve fra uophørlige klagesange.

Nej, det er taknemmeligheden, der skal være det bærende. Og det er den også. En taknemmelighed, der i sig har en aldrig sluppet bevidsthed om den sum, hvis facit er ingenting: forgængeligheden. Det følgende eksempel gennemspiller grundtemaet, dette lige så underfulde som skrøbelige: Glæden ved at gå her, medens man går her, kan trods mange overgreb mod Limfjordens krop og væsen ikke udslettes, og det et godt at blive lillebitte i lyden af de sagtmodige bølgeslag, hvis salthed netop nu mødes med den lidt mere end anede duft af hø. Lad mig tage din hånd, dagen går mod hæld, og der en glæde ved at følges ad som et par børn, der kun har godt i sinde mod hinanden.

Limfjorden Stemmer og steder er, fornemmer man, skrevet på diktat af en nødvendighed. Og det er den, der også gør læsningen til en nødvendighed.

Fjorden er strømmet gennem Hans Edvard Nørregård-Nielsens tilværelse, og hans indre menneske giver sig stadigvæk til kende, når den i en af sine blå udtoninger breder sig foran et bakkehæld med grønt græs, mens det lys, der af digteren Jakob Knudsen blev set som lysvæld bag ved lysvæld, på gode dage står i støtter over vandet. Som Nørregård-Nielsen fremhæver, er han ikke alene opvokset ved dette, men har tillige, vurderer han, lært at se og i det hele taget sanse på grund af fortroligheden med alle dem, der har været her før. Så nærværende, som hans traditionsbevisthed, tror man ham gerne.

Hans behov for at gense og genhøre nogle af de mange spredte øjeblikke, han har oplevet ved Limfjorden, blev den drift hos ham, der nu videre er blevet til de to bøger. Som han bemærker, har alle mennesker af en vis alder indre pilgrimsveje af særlig betydning, men måske er disse helt uanselige for andre, ja, det kan såmænd bare dreje sig om et par træer ved et vejsving, træer, som man engang blev fortrolig med, da man ventede under dem med hele sit væsen fuldt af hende, der måske ville komme.

Det upåagtede får stemme hos Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Noget, der kommer visse glemte forfattere til gode. Under et besøg i Struer mindes han således den fortrinlige fortæller Johannes Buchholtz, der boede i den by og i sine velmagtdage opnåede en berømmelse og en udbredelse, der kunne vække en smule fortrydelse hos hans ældre kolleger ved fjorden. Men i dag hører hans bøger til de forviste, som man undertiden griber ud efter i et gæsteværelse på landet, for så bagefter at læse den halve nat.

I bøgerne er Hans Edvard-Nørregård Nielsen en flittig kirkegæst. Men ingen pligtgæst. Det er tydeligt.

Han glæder sig over, at kirkerne ligger i landskabet som selve surdejen i vores fælles erindring. Og samtidig har han ondt af de mennesker, der går dem ligegyldige forbi.

I kirkerne finder han det nærvær, som alt det slidte har fået ved fra generation til generation at været i hænder netop her. Tingene har som en slags udsending fra en anden og delvis ubegribelig verden trængt sig ind i fantasien. Han er glad for, at han har fået del i alt det, der angår slægternes gang, og er overbevist om, at han uden den indsigt ikke ville have vidst, hvad han skulle stille op med sig selv.

I afsnittet om Mors nærmer han sig dagliglivet omkring én bestemt kirke, nemlig i Tæbring på den sydvestlige del af øen. Det, han skriver om den lidet kontroversielle familie Kinch, der cirka i midtvejs i forrige århundrede beboede præstegården, hører til bogens mest muntre partier.

At de tillige er træffende, kan bevidnes af nærværende anmelder, hvis forældre ofte var sammen med Kinchs.

grymer@k.dk

Kristeligt Dagblad bragte i lørdags et interview med Kirsten Klein om bogen. Læs artiklen påk.dk/kultur