Det betroede liv

Og med de nye lån overgår gælden nu den samlede værdi af den årlige økonomi. Det skyldes altså mere, end hele landet tjener i løbet af et år, og det samme er også tilfældet for bl.a. Belgien og Italien for slet ikke at tale om Grækenland.

Nu skal prædiken ingenlunde handle om verdens økonomiske tilstand, men situationen viser, at penge kan være svære svære at styre i dag som på Jesu tid. Økonomien kan løbe løbsk og gælden hurtig skyde i vejret.

Det gik også galt for godsforvalteren i søndagens evangelium. Han var sat til at forvalte økonomien på en rig mands gods, men nu var det kommet godsejeren for øre, at forvalteren havde bortødslet hans ejendom.

Derfor kaldes forvalteren til regnskab, og da godsejeren erklærer, at forvalteren ikke længere kan forvalte godset, lyder der ingen protester.

Det er en ren tilståelsessag. Forvalteren prøver ikke at forsvare eller undskylde sig. Han ved, at regnskabet ikke stemmer, og han ved, at det skyldes ham. Forvalterens forvaltning er under al kritik, men han tager i det mindste ansvaret på sig og skyder ikke skylden fra sig.
Så står han der med udsigt til snarlig arbejdsløshed. Hvad skal han gøre? Grave har han ikke kræfter til og tigge skammer han sig ved. Ja, hvad skal han gøre?

Forvalteren har sat sin stilling over styr, og fremtiden tegner dyster og skræmmende. Da tager forvalteren en rask beslutning, indkalder sine Herres skyldnere og giver sig til at nedskrive deres gæld med den bagtanke, at folk så vil tage imod i ham deres huse, når forvalteren er blevet forhenværende.

Tankegangen er enkel. Bliver folks pengegæld mindre, så vokser deres taknemmelighedsgæld, og på måde håber forvalteren at skaffe sig en alternativ opsparing, som han kan trække på efter sin tvangspensionering. Det siges ganske vist, at utak er verdens løn, men forvalteren satser på, at hans initiativ vil lønne sig. Han er i krise og må løbe en risiko, hvis livet ikke skal gå i stykker for ham.

I en kommentar til dagens tekst fortælles det, at det på Jesu tid var praksis, at en forvalter, som bevilligede lån på sin herres vegne i sin egenskab af mellemmand, tog en kommission til sig selv, ligesom bankerne i form af renter tager sig betalt for at udlåne de penge, som de er betroet.

Måske er det den kommission, som forvalteren stryger, fordi han har brug for folks velvilje her og nu. Under alle omstændigheder roses han for at handle klogt. Den utro forvalter, som skaltede og valtede med den betroede ejendom, forstår alligevel at forvalte klogt, da krisen indfinder sig.

Forvalteren handler klogt, fordi han handler til andres gavn. Bevares, han handler sandelig også til sin egen fordel, men han erkender, at han har brug for de andre. Forvalteren er blevet fundet skyldig i utro forvaltning, og hvis han skal klare sig, må han hjælpe andre skyldnere. Han, som før var på den grønne gren, må nu række ud til andre.

Måske har forvalteren har boet i en fin godsforvalterbolig. Mange har nok set den ude i Knuthenborg park. Det er sandelig et stateligt hus.

Nå, men vi ved jo ikke om, Jesus forestiller sig, at godsforvalteren boede så herskabelig i kraft af sin stilling, men forvalteren står i hvert fald til noget af en social nedtur. Han står til at tabe det hele. Krisen ikke bare kradser, den er kommet for fuld udblæsning, men forvalteren blæses ikke omkuld. Han handler hurtigt og resolut.

Også vi kan regnes for godsforvaltere, uanset om det er sådan, vi står opført i telefonbogen heller ej, eller mere præcist som livsforvaltere. Livet er jo mere end jordegods.

Ejendom kan tabes, og dog går livet videre, men går livet tabt, så er alle jordiske muligheder tabt. Vi er således ikke livsejere, ingen har jo skaffet sig selv livet, men netop livsforvaltere.

Godsejeren eller livsejeren det er Gud.

Som det hedder i en Davidssamle: ”Jorden med alt, hvad den rummer/verden og dens beboere tilhører Herren” (Salme 24, 1). Derfor er det også ham, som kalder os til regnskab for det liv, som han har betroet hver enkelt af os. Har vi forvaltet det i troskab mod livsejeren eller ej?

Måske er der dem, som vil sige ja, men det er ikke det samme som, at Gud gør det. Gud kan man ikke narre ved at pynte på regnskabet, og hvem har virkelig levet hver dag i selvforglemmende tjeneste for næsten og lutter taknemmelighed overfor livets Herre? Hvem har levet et Paradisliv på denne jord? Jeg kender kun én, og det er ikke dig og sandelig heller ikke mig.

Det er godsejerens søn. Det er Jesus Kristus. Han forvaltede livet kærlig og sanddru. Jesu regnskab er smukt og stemmer helt og aldeles overens med livsejerens vilje, men denne eksemplariske livsforvaltning sker for vores skyld.

Jesu går ind og betaler regningen for vores liv. Han betalte korsets pris for vores forlis. Jeg er gældfri, måske ikke i banken, men hos Gud, og vel kan banken gøre pant i min ejendom, hvis jeg ikke kan betale min skyldighed, men når jeg lever af mine synders nådige forladelse, så fører min mislykkede forvaltning ikke til min fortabelse, så er der ikke noget mellem mig og Gud undtagen hans egen søn, og det er netop sønnen, som tager min dom.

Det siges stærkt og godt i Kolossenserbrevet, hvor det hedder om Gud:

”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kolossenerbrevet 2, 14).

Men det betyder ikke, at vores livsforvaltning kan bortforpagtes til Jesus, så vi bare kan trække på skulderen og henvise til, at han klarer forvaltningen i vores sted.

Vi skal stadig forvalte vores liv i troskab mod livsejeren. At du skal elske Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og hele din styrke og din næste som dig selv har ikke mistet sin gyldighed for vores forvaltning af timer, dage og år.

Ja, giver vi pokker i forvaltningen, viser vi også, at vi giver pokker i ham, som slettede vores gæld. Nej, vi skal handle klogt med det liv, som blev os betroet, og vi skal ikke lade os lamme af vores nederlag.

Det gjorde lignelsens godsforvalter som bekendt ikke. Han handlede i lyset af krisen og ordet krise kommer betegnede nok af det græske ord for dom. Guds domstol er jo heller ikke nedlagt, ikke at vi behøver at frygte dommen, når vi holder os til Jesus, men man kan ikke holde sig til ham, hvis man ikke følger efter ham. Som gældfri er jeg ikke fri til ligegyldighed, men til kærlighed.

Den utro godsforvalter var tro mod situationen. Han handlede, mens tid var, for han ville gerne modtages i folks huse efter sin afsked. Da det hele smuldrer for ham, ved han sig afhængig af de selvsamme mennesker, som havde været mere eller mindre afhængige af den långivning, han ydede på sin herres vegne.

Det er et sundt perspektiv på tilværelsen at blive mindet om sin afhængighed af andre og af deres gode vilje. Ikke at vi skal lægge under for vores medmennesker, som var de guder.

Det har hverken de eller vi godt af, men det er fællesskabsbefordrende og hovmodsundergravende, når vi indser, at vi ikke er enkeltstående, men dybt forbundne med andre, som lemmene er forbundne med legemet for nu at bruge et bibelsk billede.

Den utro godsforvalter fortjener ros, ikke fordi han forvaltede så godt, men fordi han midt i sin fallit alligevel handlede sin næsten og sig selv til gavn og dermed også livets Herre til ære.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen