Nej til prøvetid før en præst fastansættes

Forholdet mellem menighedsråd og præst er ikke et ansættelsesforhold, men et tillidsforhold. Det mener formand for Præsteforeningen, Per Bucholdt Andreasen

I sommerens løb har der været politisk fokus på tjenestemandslovens paragraf 43. Den kaldes også skilsmisseparagraffen og gør det muligt at afskedige en præst, hvis der gennem en årrække har bestået en dybtgående uoverensstemmelse mellem præst og menighed, som betyder en væsentlig hindring for det kirkelige livs trivsel.

I den anledning gør formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Lise Pedersen, gældende i Kristeligt Dagblad den 8. august, at landsforeningen finder det særdeles betænkeligt at afskaffe paragraffen. Præsteforeningen er enig i, at det både af hensyn til præst og menighed kan være nødvendigt med en sådan sikkerhedsventil, som paragraf 43 er udtryk for.

LÆS OGSÅ:Præster: Det er okay at nægte vielser

I sin kommentar benytter Inge Lise Pedersen lejligheden til at fremsætte sit synspunkt om, at en prøvetid, før en præst fastansættes, kunne være en ganske enkel måde at løse problemet på. Præsteforeningen deler ikke synspunktet.

For Præsteforeningen er det vigtigt at slå fast, at en prøveansættelse ganske enkelt ikke harmonerer med det syn på præsteembedet, som udspringer af vores kirkeordning. Forholdet mellem menighedsråd og præst er ikke et ansættelsesforhold, men et tillidsforhold. Menighedsrådet vælger en præst, de har tillid til, og kalder vedkommende til at være præst for menigheden, men det er Kirkeministeriet, der ansætter.

Pointen er, at man derved sikrer, at præsten får den nødvendige frihed til at kunne forkynde evangeliet og til at udøve sin pastorale forpligtelse. En prøvetid udtrykker ikke tillid, men mistillid og vil let kunne underminere den forkyndelsesmæssige frihed, præsten er sikret i sit ansættelsesforhold. Det kan næppe være nogen god begyndelse på det forhold mellem præst og menighed, som Inge Lise Pedersen selv bruger ægteskabsmetaforen for. Tillidsforhold forpligter fra dag ét og ikke først, når hvedebrødsdagene er forbi.

I store dele af erhvervslivet er man for længst på vej væk fra ansættelse på prøve. Her har man konstateret, at en fejlansættelse kan være dyr, både menneskeligt og økonomisk. Derfor har man i de seneste år fokuseret mere og mere på at ansætte den rette person fra dag ét, frem for at ansætte på prøve. Det bruger man professionelle ressourcer på.

Er det i virkeligheden her, problemet er? At proceduren ved ansættelse af præster ikke er tilstrækkeligt professionel? Måske er det her, vi skal sætte ind? Sikre en professionel tilgang og sørge for, at menighedsrådene får mere vejledning og rådgivning, når der skal ansættes en præst. De tilbagemeldinger, vi får i Præsteforeningen, tyder i hvert fald på, at det ikke altid er professionalisme, som præger menighedsråd, når de skal vælge præst.

Vi må i den forbindelse bemærke, at den vejledning, Landsforeningen af Menighedsråd og Præsteforeningen har udarbejdet i fællesskab om præsteansættelse, ikke er blevet implementeret i alle menighedsråd.

Der er altså mulighed for at se på flere konstruktive løsninger frem for en prøvetid. ”Samlivsproblemerne” må vi løse på anden måde. Præsteforeningen har derfor også peget på en række initiativer, der skal være med til at forebygge og løse samarbejdsproblemer – for eksempel et bedre introduktions- og uddannelsesforløb for nyuddannede præster i det første ansættelsesår, en styrkelse af kvaliteten i det gejstlige tilsyn, nedsættelse af et konflikthåndteringsnævn, så der tages hånd om konflikter, før de bliver uløselige. Og Præsteforeningen medvirker gerne til flere initiativer, der forbedrer samarbejdsrelationerne i menighedsrådene.