TIL LANGT OP I det 20. århundrede var indvandringen til Danmark absolut domineret af tilflytning fra (primært) Tyskland og Sverige.

De kulturelle forskelle var naturligvis små og skabte derfor ingen debat. Ikke mere, end når talen falder på forskellen mellem jyder og københavnere. Lad mig give et lille eksempel på en sådan forskel:

Den 13. august var min kone og jeg en tur i Løgumkloster for at se og opleve det årlige marked. Et sandt opbud af heste og kaniner i alle størrelser, forskellige former for varer, samt ikke mindst et imponerende udbud af øl og pølser.

Trods vejret var utroligt mange mennesker stimlet sammen fra nær og fjern. Folk stod ganske tæt på pladsen, og snakken gik livligt og muntert. På en måde mindede det om stemningen i pauserne på Det Kongelige Teater eller i Musikhuset i Aarhus. Men var det nu også det samme? Jeg tror det ikke. Kan man tænke sig, at dette marked blev flyttet til det nordlige København, og at opera og ballet tilsvarende blev flyttet Løgumkloster. Nej, vel?

Heller ikke den i Sønderjylland så populære ringridning kunne tænkes gennemført i Nordkøbenhavn, selvom de der har mange rideheste.

Noget så eksotisk som grønlangkål vil aldrig nogensinde blive en accepteret og udbredt spise i København ved juletid. Det er for eksotisk, også selvom det ikke er så fremmedartet som afrikanske madtraditioner. Og så endda i en tid, hvor nordisk madlavning står højt i kurs.

Disse forskelle til trods lever man fredeligt sammen i en form for gensidig respekt. Det gør man, fordi man er enige om at respektere et sæt politiske og juridiske normer. Man har fælles overordnet politisk og social ideologi. Jeg tror, at man for kunne diskutere den (smukke teori) multikultarisme, må sætte nogle forudsætninger op.

Kultur er nemlig andet og mere end mad-, tøj-, sang- og musikkultur. Kultur er også politisk, social, seksuel, kønsmæssig og voldsmæssig kultur med mere. Kultur er også det etiske og moralske grundlag for vores eksistens. Kultur handler om, hvordan man skal opbygge de statslige institutioner. Hvordan skal omgangen mellem mænd og kvinder være? Hvordan behandler man børn? Og nok så vigtigt: Er individet eller familien/klanen det vigtigste?

Vores samfund bygger på de individorienterede menneskerettigheder og styres af et folkevalgt parlament efter demokratiske principper. Individets grundlovssikrede retsstilling, ytringsfriheden (under ansvar) og kønnenes ligestilling er nogle af de kulturbårne karakterer, som folk fra andre kulturer kan få svært ved i hjertet at tilslutte sig – tror jeg. I det mindste hvis de, som forudsat af multikulturalismen, skal bevare deres gruppebundne kulturelle værdier.

Olaf Michelsen,

professor emeritus, dr.phil.,

Plantagen 11, Horsens