Børnehuset Kildespring i Herlev har 500 bøger, som børnene kan nyde i ro og mag i børnehavens fortællerstue. Fire børn mellem 3 og 5 år, fra højre Magnus, Lærke, Rosa og Nadja, er i fuld gang med bøgerne, som de kan låne med hjem i otte dage. –
- Leif Tuxen.
Benjamin Krasnik |
24. august 2011
Det kan ikke blive for tidligt at kaste sig over bøgerne, mener lederen af Børnehuset Kildespring i Herlev. Her er der bøger overalt, og det skal der være i alle børnehaver, lyder Herlev Biblioteks ambition
Ferien er slut, og 70 børn er vendt tilbage til Børnehuset Kildespring i Herlev lidt uden for København. Denne dag er vejret godt nok til at være ude på legepladsen, så der er forholdsvis roligt indenfor i den store integrerede institution. Der er tegninger på væggene, tøj og sko i børnestørrelse i garderoberne og legetøj rundt omkring som i en helt almindelig børnehave.
LÆS OGSÅ: Børnehavebiblioteker gavner den tidlige læseindsatsEt mere usædvanligt syn er de mange bøger, der står på reoler og ligger i bogkasser. Her er faktisk bøger overalt i Kildespring, der i 2007 takkede ja til at deltage i Styrelsen for Bibliotek og Mediers børnehavebiblioteksprojekt, der netop er afsluttet. Børnehaven modtog 200 bøger fra kommunens bibliotek, der gennem de seneste tre år er blevet udskiftet løbende. Dem kan børnene når som helst læse i og låne med hjem i op til otte dage ad gangen.
”Børnene er meget ivrige efter at låne bøger, som andre har haft med hjemme, og vi mærker, at der bliver opbygget et fællesskab omkring bøger,” siger institutionens leder, Kirsten Schütt, der fornemmer, at børnene får et bedre sprog og fantasi til selv at fortælle historier.
Institutionen har haft fokus på bøger og læsning siden 2003 som led i regeringens Læselyst-kampagne. Børnehaven har derfor efterhånden opbygget et bibliotek med 500 bøger, og sidste år udvidede man biblioteket til institutionens vuggestue. For man kan ikke starte for tidligt med at give børnene adgang til bøgernes verden, lyder det fra Kirsten Schütt.
I et afsides lokale med blødt blåt gulvtæppe og en stor bunke bøger i to store kasser har en gruppe børn i alderen tre til seks år søgt en rolig stund væk fra legepladsens mere aktive udfoldelser. De sidder her i læsestuen fokuseret med hver deres bog, og her er ro til fordybelse. Hvis børnene får lyst til at sige noget, kan de sætte sig op på ”fortællerstolen” i hjørnet af lokalet. Herfra kan både børn og voksne dele historier med hinanden, ofte med udgangspunkt i de bøger, der bliver læst højt.
Rie på tre år er en af de flittige brugere af bøgerne og fortællerstolen, og hun tager også begejstringen med hjem, fortæller hendes mor, Sanne Hansen.
”Hun har fået et stort ordforråd og en god fantasi. Det er vigtigt for os, at hun lærer bogen at kende og har mulighed for at sidde i et stille rum og fordybe sig. Bøger og fortælling giver børnene mere selvværd, og så er det bare mere overskueligt som forældre at tage bøger med hjem herfra,” siger Sanne Hansen.
Ifølge Kirsten Schütt er børnehavebiblioteker utrolig vigtige i en tid, hvor biblioteker bliver brugt mindre, og hvor bøger får mindre betydning i hjemmene.
”Der er sket en forandring i forældres bogvaner. Der er ikke den samme tilgang til bøger længere, og jeg tror, at mange forældre ikke er klar over, hvor vigtigt det er at starte så tidligt som muligt med at læse op fra bøger og lade børnene sidde med bøger selv. Det vil vi gerne være med til at ændre på. Jeg håber, at vi kan være med til at udbrede børnehavebiblioteker til alle kommunens børnehaver,” siger hun.
Børnebibliotekar Lise Sønderberg Mortensen fra Herlev Bibliotek har arbejdet for at udbrede bøger til kommunens institutioner siden 2003. Hun oplever også, at forældre er blevet dårligere til at gå på biblioteket.
”Tager vi fat i de små, tager vi også fat i mor og far. Og det er afgørende for, at børnehavebibliotekerne er en succes, og at vi får startet interessen for bøger så tidligt som muligt,” siger Lise Sønderberg Mortensen.
Hendes indtryk er, at børnehavebiblioteker breder sig. Herlev Biblioteks børneafdeling vil selv fortsætte med at samarbejde med en række af kommunens institutioner, især for at få forældre til at låne flere bøger hjem. Det handler om at holde det levende ord i live, understreger Lise Sønderberg Mortensen.
Det kan ske gennem det opbyggede netværk af fortællere og børnehavebiblioteker samt undervisning af pædagoger på biblioteket. Samtidig vil biblioteket sende vandrebiblioteker ud til børnehaver i hele kommunen et halvt år ad gangen.
I samarbejde med Børnehuset Kildespring og to andre børnehaver med omfattende biblioteker står Herlev Bibliotek desuden bag temadage om bogens betydning samt en årlig fortællerfestival med børn fra hele kommunen.
I Børnehuset Kildespring bliver de mange bøger også stående, selvom regeringens kampagne nu er slut.
”Jeg kan ikke forestille mig, at her ikke var bøger. De er blevet fast inventar. Vi holder fast i vores børnehavebibliotek. At kunne tilbyde masser af bøger og fortællinger er blevet vores profil,” siger lederen af institutionen, Kirsten Schütt.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad